Peter Wright nedskød flyvende hollænder i dartfinale
Peter Wright vinder finalen i PDC World Darts Championship med 7-3 over Michael van Gerwen.
Skotske Peter Wright kan for første gang kalde sig uofficiel verdensmester i dart.
Onsdag vandt han finalen i PDC World Darts Championship med 7-3 i sæt over den forsvarende mester, hollandske Michael van Gerwen.
Det var 49-årige Peter Wrights anden VM-finale i karrieren, mens den hollandske verdensetter havde stået i situationen fire gange før.
Opgøret var således en gentagelse af finalen i 2014, hvor Michael van Gerwen vandt sin første titel. I alt havde han besejret Wright 59 gange i karrieren før årets slutkamp i London.
Men denne gang var skotten skarpest.
- De chancer, som jeg plejede at give Michael, gav han til mig, sagde Peter Wright efter sejren til Sky Sports.
- Du skal aldrig give op, uanset hvor mange gange du har tabt. Jeg har gjort det.
Wright med punkerhåret åbnede stærkt og kom på 2-0 i sæt, før den forsvarende mester kom på tavlen og udlignede til 2-2.
Men igen trak skotten fra og kom sikkert på 4-2 i opgøret, der blev spillet som bedst af 13 sæt.
Van Gerwen forsøgte et nyt comeback, men kiksede sin lukning i sidste parti i det vigtige ottende sæt, som Wright vandt og dermed kom på 5-3.
Det samme gentog sig i niende sæt, hvor hollænderen igen var uskarp på de sidste pile, og Wright lukkede til 6-3.
Tiende sæt vandt han 3-1 og kunne derefter juble som verdensmester.
Med titlen følger en førstepræmie på 500.000 pund (omkring 4,4 millioner kroner).
- Jeg er selvfølgelig meget skuffet, sagde Michael van Gerwen efter nederlaget.
- Hans afslutninger var fænomenale, og jeg kan kun give mig selv skylden. Jeg havde seks pile til at bryde kasterækkefølgen i femte sæt, og hvis du ikke kan udnytte den slags chancer, så vinder du ikke. Så enkelt er det, konstaterede hollænderen, der vandt titlen i 2014, 2017 og 2019.
/ritzau/