Race paa Rømø

Der var engang, da Kvinderne serverede Kaffe for de arbejdende Mænd, da Automobilerne brølede og bragede, og da Johannes V. Jensen skrev Noveller i Avisen. Kom med på Rømø Motor Festival, hvor baade Køretøjer og Paaklædning oser af gamle Dage. Og hvor vi som en Hyldest har tilnærmet os Sproget og Avisens Udseende til dengang.

Paa Stranden paa Rømø kører to Automobiler langsomt ved siden af hinanden, frem mod to mandshøje Kegler, der med 15 Meters afstand symboliserer en Startlinje.

Den ene af Autobilerne er en sort Ford fra 1932, en roadster uden styrehus, bag Rattet sidder Morten Høybye, hvid T-shirt, ramponeret hvid Kørerhjelm med brun Læderstrop og Kørerhandsker, Adrenalin pumper, for nu er det ved at blive alvor, og han har en Kamp at tage op mod Automobilen til højre for ham, ogsaa en Ford, men i en mat graa Farve, der staar ”Kedde” paa Motorhjelmen.

Morten Høybye kigger over mod Modstanderen ved Startlinjen, her gælder Gentlemanregler, ikke noget med at snyde sig over den imaginære Linje, en Kvinde i hvid Kedeldragt staar med et Flag, hun genner Automobilerne det sidste Stykke frem, Brølet fra Helvedets Motorer rejser sig, Kvinden vipper i Hofterne, pludselig tager hun tre Skridt frem, hopper i Vejret og svinger Flaget mod Jorden.

Racemarskal og Flagstarter sender det næste hold af sted.

De to Kørere presser Speederen i Bund, Automobilerne sætter i Bevægelse, i Begyndelsen med tøven, da Sandet sprøjter op bag dem, men saa, Hastigheden stiger, de to Automobiler brager ned ad den 210 Meter lange Bane, Morten Høybye ligger Side om Side med Fjenden, paa Halvdistancen trækker den sorte Ford fra, Pilen i Speedometeret naar helt op paa vanvittige 100 Kilometer i Timen, da Morten Høybye passerer to Slutkegler, hvor en Mand vinker med et ternet Flag, som Tegn paa at Morten Høybyes sorte Ford har vundet Racet.

Banen er 210 Meter lang, men det er nok til at skabe et gevaldigt Forspring.

Da Automobilerne har gennemført Racet, og Tempoet er kommet ned, slaar de et 180-gradersving til venstre for at indfinde sig i en lang Kø, der leder tilbage mod Startlinjen. Paa den maade kan de køre en hel Lørdag ved Rømø Motor Festival. Den næste Modstander findes blot ved at kigge paa de Automobiler, der holder ved Siden af og lave en Aftale med Øjnene.

Gearkasse sprang i Luften

Jeg finder Morten Høybye midt i Køen, og han indrømmer, at hans Sejr var lidt letkøbt.

»Keddes Gearkasse sprang i Luften, og saa er det jo ikke den sjoveste Konkurrence. Men min egen Bil kørte godt, Banen er faktisk ret god at køre paa, den er ikke saa løs endnu, saa man føler virkelig, at det gaar stærkt, naar man kommer ned til Halmballerne i Bunden af Banen, selv om at det kun er 100 Kilometer i Timen,« siger Morten Høybye.

Automobilen blev bygget paa Fords Fabrik i København, hvorefter den er blevet ombygget til en saakaldt lakeside Roadster – lakeside fordi Amerikanerne i sin tid kørte Race med dem paa udtørrede Flodbunde – og Morten Høybye vurderer, at Prisen paa hans Automobil ligger mellem 200.000-500.000 Kroner.

»Jeg er ikke bekymret for Bilen, naar jeg kører hernede. Selvfølgelig kan den gaa i stykker, men det er Vilkaarene. Fordelen er, at man stort set kan købe alt, men det skal jo ogsaa laves,« siger Morten Høybye.

Han købte Automobilen i 2000, og han har selv restaureret den, sat den sammen af de Dele, som han synes passede, alt er dansk, saa den har en speciel Plads i hans Hjerte.

»Jeg er ikke saa varm paa at sælge den, for det er svært at finde noget igen, og det er svært at finde Reservedele, som ikke er reproduceret. Det er de gamle Dele, vi vil have, og det maa gerne være lidt rustent og bulet, bare det er det rigtige,« siger Morten Høybye med svag Randers-dialekt, der er rundet af at have boet i Viborg i mange Aar.

Morten Høybye har ejet sin Ford fra 1932 siden 2000. Og han kommer nok aldrig til at sælge den.

Han er 53 Aar gammel, høj og rank, har pæne Tænder, Haaret er strøget tilbage, paa Fødderne sidder de rigtige Red Wing-Støvler, som har samme Farve som hans solbrændte Ansigt, og hans Læderjakke knirker, naar han bevæger sig.

Han er uddannet Typograf, men dem er der ikke brug for saa mange af, saa i 20 Aar har han levet af at sy Betræk og Kalecher til de gamle Biler. Man fornemmer, at han har en vis Ekspertise, der gør, at Folk gerne ofrer lidt ekstra for at udnytte hans Service.

»Min Idoler er Byggerne fra 1940’erne og 1950’erne, og de er aldrig blevet rige, men de var megapopulære og alle kender dem. Saa man bliver mere saadan én, alle godt vil kende lidt, fordi jeg kan lave det rigtige Arbejde, for det er der faa, der kan. Som Selvstændig har jeg ikke nogen Pensionsopsparing, Pengene staar i gamle Biler og Motorcykler. Jeg har fire gamle Ford fra 1930’erne, en gammel Fiat og tre ... nej fire Motorcykler. Jeg skifter lidt ud i dem,« griner Morten Høybye.

Enrico Gehrmann drømmer om Lyset

Solen skinner, Rømø blotter sine sandede Yndigheder, det blæser saa Reversen blafrer paa Jakken, og det samme gør de 15 Flag, der er sat i Halmballer. De symboliserer Landene, hvor Deltagerne kommer fra, der er blandet andet Farver fra Spanien, Italien, USA, Belgien, Danmark, Sverige og ikke mindst Tyskland.

Enrico Gehrmann er en af Tyskerne. Han inviterer mig ind i sin Bil, en Chevrolet fra 1938, og griner af, at jeg ikke kan have mine Ben i den – »jamen, jeg har en helt gennemsnitlig dansk Mand,« jamrer jeg, men det lader han haant om.

Han har kørt Automobilen i fire Timer for at komme til Rømø, og saa maa han ikke engang deltage, da der er et begrænset antal Pladser, og han har deltaget de to seneste Aar.

Men han fortæller gerne om, hvordan det er at køre paa Stranden.

»Det skal jeg sige dig. For det første er alt lyst paa Stranden, og naar man holder oppe ved Startlinjen, handler der ikke om, hvem der er hurtigst, det er ligegyldigt. Det handler om, at hun vinker med sit Flag, og saa kører man, Menneskene staar og kigger paa. Hvilken Følelse. En total befriende Følelse. Det er ikke som ved Formel 1 eller Dragracing. Man har lavet det hele selv, det er en helt anden Verden, det er mere roligt, man ser Vandet, alle er glade. Det er skønt. Naar Solen skinner, og det er lyst, det giver et specielt Lys,« siger den 47-aarige Enrico Gehrmann.

Enrico Gehrmann elsker at køre på Stranden paa Rømø. Det giver en befriende Følelse, siger han.

Han fortæller om alle sine Automobiler, han har 10 for sig selv og 30 ude i Butikken, hvor han sælger dem sammen med en Ven.

Hver gang han omtaler en Automobil, finder han sin Telefon frem og viser den, her er en, han lige har købt af en gammel »Opa in Abenrade«, siger han, mens hans korte Fingre med nedbidte Negle bladrer igennem et væld af Billeder.

»Du bliver ved med at sig De til mig. Det behøver du altsaa ikke,« siger han pludselig og faar mit Skoletysk til at fremstaa Altmodisch.

Den arrogante Tysker

Alle Øjne vender sig automatisk, naar dette Monster af en Automobil sætter i Bevægelse, for her er en Maskine ud over det sædvanlige, den er seks Meter lang, vejer tre Ton, og Motoren kommer fra et Fly, en Hispano-Suiza med 690 Hestekræfter fra 1920, mens Chassiset fra 1914 er fra American Lafrance, der lavede Automobiler til Brandvæsnet. Automobilen har et skinnede metallisk Udseende, ud fra Flymotoren stikker der seks Rør paa hver Side, der gaar ned til hvert sit Udstødningsrør, Egerne paa Baghjulet er lavet af Asketræ, og de bagerste Hjul har en Diameter paa omtrent en Meter.

Alt det fortæller Kristine, der er Kone til Ejeren, René Cardué, han er et tavst Menneske, grænsende til det arrogante.

»Hvor lang tid har det taget at lave den,« spørger jeg indledningsvist den aldrende Tysker, der har gemt Øjnene bag Solbriller og en Sixpence, der er trukket godt ned i Panden.

»16 Aar.«

Da der ikke kommer mere, spørger jeg, hvad den har kostet at lave?

»Hvad koster 16 Aar af et Liv? Vil du købe det?« brummer René Cardué lavmælt og signalerer, at Samtalen er overstaaet.

Automobilen er af saa stort et omfang, at der er specielle Regler for dette Køretøj. René Cardué behøver ikke holde i Kø, som de andre Stakler, han starter Motoren, saa den sorte Os gennemsyrer Luften. Automobilerne kører paa almindelig blyfri Benzin, men nogle af Deltagerne hælder et Additiv i Tanken, maaske hjælper det, maaske giver det bare Chaufføren Selvtillid.

René Cardué bryder som en eneraadig Kejser ind i Køen, naar han faar et Vink fra en Racemarskal, han trækker op til Startlinjen samtidig med en Automobil, lakeret i svenske Farver, og da Startflaget gaar mod Jorden, kommer der en Torden fra Hispano-Suiza-Motoren, dette Brøl er Livsnerven til Rene Cardués inderste, og de mange Hestekræfter trækker ham hurtigt væk fra Svenskeren, Cardué naar knap nok at benytte det høje tredje Gear, før Løbet er forbi.

René Cardués Automobil vækker Opsigt, når den brøler ned ad Løbsstrækningen.

Arealet efter Maalstregen er udvidet udelukkende paa grund af dette Misfoster af en Automobil, for ellers ville René Cardué brage ind i Klitterne, men han faar vendt Vognen, kører hen langs Køen af Konkurrenter, der venter paa at komme i Aktion, og for at komme tilbage til sin Parkeringsplads maa han krydse Køen, hvor de andre Smaaskravl af nogle Automobiler spreder sig som Vand for Moses’ Hænder, saadan at han kan finde Ro.

Ifølge René Cardués Kone er der en god Grund til, at Tyskeren er saa ordknap.

»Alle Øjne er rettet mod vores Bil, fordi den er saa anderledes, saa du maa forstaa, at det er en speciel Bil. Der kommer mange hen for at høre om den, og derfor er han forsigtig,« siger hun.

En Mand kører med Pibe

Den blaa Røg stiger fra Piben, mens Manden langsomt bevæger sig frem i Køen mod Startlinjen, han sidder paa en dansk Motorcykel – det fremgaar tydeligt af Skiltet paa siden: ”Bent Pedersen – Nimbus” staar der, men han tager vel Piben ud af Munden, inden han sætter i Gang?

Nej. Bent Pedersen kører op mod Startlinjen, Hjelmen er spændt fast under Hagen, Kørerbrillerne trækkes ned over Øjnene og de sorte Læderstøvler med særdeles lange Skæfter placeres i Sandet helt ude til venstre, hvor Motorcyklen kan faa mere bid, fordi Automobilerne har pløjet Sandet op inde midt for.

Bent Pedersen vinder Løbet i overlegen stil over en anden Nimbus, han drejer rundt i Bunden af Banen og vender tilbage til den 100 meter lange Kø af ventende Køretøjer. Jeg skynder mig over for at se, om mine Øjne tog Fejl, den er god nok, han har lige kørt sin Motorcykel med 75 Kilometer i Timen med en tændt Pibe i Munden.

»Det er kun, naar jeg spiser, at jeg ikke ryger Pibe. Jeg har altid gang i tre-fire Stykker,« siger han og trækker en tændt Pibe frem fra en Lomme i Bukserne, der heldigvis er af Læder.

Det kunne han saamænd ogsaa selv være, for hans 61-aarige Ansigt er præget af Tidens Tand, og, jo, han er lidt bange for at vælte paa det rillede Underlag.

»Man tænker da over det, for man skal have haardt fat i Styret. Men vi skal ogsaa have det sjovt,« siger Bent Pedersen.

Hans Kone Ulla er ogsaa med – ogsaa paa en Nimbus – det er aabenbart det foretrukne Mærke, for han har to mere derhjemme, han købte Motoren til den, han sidder paa, da han var 15 Aar gammel.

Frygtløs kørsel med Kvinde

Motorcyklerne buldrer løs, en af dem har et langt Rør liggende bagud i stedet for en Lydpotte, og det giver af og til et høj Drøn som fra en Eksplosion. Naar Motorcyklen naar en vis Fart, blafrer Lyden mere, Eksplosionerne forsvinder, og de kører pokkers stærkt, som Djævlen har taget Bo i deres Sind og fortalt dem, at de er udødelige.

Osen sprutter fra en gammel Motorcykel.

Nu trækker to af disse Dødsmaskiner op mod Startlinjen, den ene med Sidevogn, eller det er maaske endda at overdrive, for det er nærmest bare et Bræt med et Hjul paa Siden, og sørme om ikke det er en Kvinde – en Kvinde! – der skal staa paa Brættet. Saa skulle man tro, at den Lømmel til Føreren vil fare frem i et adstadigt Tempo, men straks som Flaget gaar, giver Manden Gas i Bund, og Parret flyver hen over Sandet, Kvinden læner sig op ad Chaufføren, og derved placeres der ekstra Vægt paa Baghjulet, Motorcyklen racer af sted og vinder over Konkurrenten.

Det maa jeg bore i, for det virker uansvarligt, saa jeg henvender mig ærbødigt til Kvinden, der er iklædt en brun Kedeldragt.

Hun hedder Sara Sofia Frederiksen og er aabenbart bidt af en Myg med Benzin i Snablen. For hun griner bare og siger, at det er »sjovt« at staa paa Sidevognen, og at hun altsaa har kørt Motocross, saa hun er vant til Farten.

»Jeg placerer mig lidt bag ved min Far, saa der ikke er saa megen Vindmodstand,« siger hun.

Fader! Hvordan vil en ansvarlig Fader udsætte sin 27-aarige Datter, Moder til to 14 Maaneder gamle Tvillinger, for saadan en Fare?

»Hun maa bare hænge paa. Jeg er ikke bange for, at hun falder af, hun har selv kørt Motocross,« siger Henning Frederiksen.

Han er mere interesseret i at fortælle om sin Nimbus, den er fra 1938 og blev bygget fra Fabrikken til at køre race, det var en chefkører, Joseph Koch, der fik den lavet, og i 1947 vandt han et af verdens haardeste Løb ”Novemberkaasan” i Sverige paa Maskinen.

»Jeg har ikke lavet noget om paa den, for det er saadan, at den saa ud, da Joseph Koch ejede den, og det vil jeg ære. Det er selvfølgelig lidt aandssvagt at køre rundt med en Cykelpumpe, men det kørte man altsaa med dengang,« siger Henning Frederiksen, der er 55 Aar og til daglig er Tækkemand.

Han har kørt Nimbus, siden han var 19 Aar gammel.

Buler, Rust og et suttet Bolsje

Automobilerne er af varierende Stand, nogle ser ud, som om de lige er kørt af Samlebaandet, andre er voldsomt ramponerede, men Bulerne og Rusten har en Mening. En Svensker forklarer, at den ene rustbrune Dør paa hans Roadster har siddet paa en Automobil, der engang slog Hastighedsrekorden paa 260 Miles i Timen, og han klapper paa Døren med et forelsket Blik, som var den hans udkaarne Kvinde.

Thomas Lange har begge, altsaa baade Kvinde og rusten Automobil, men vi snakker om den sidste først, saa vi sætter os ind i hans Chevrolet fra 1929, eller rettere; Thomas Lange sætter sig ind og maa aabne Døren paa Passagersiden indefra, da Dørhaandtaget ikke fungerer.

»Der er ikke et eneste Rusthul, og der er aldrig svejset i den, og derfor synes jeg, at det er fedt at lade den være. Det er rusten Patina, den faar lov til at køre saadan,« siger Thomas Lange.

Han er uddannet Pladesmed og køber Automobilerne af Folk, der har opgivet dem og efterladt dem i Papkasser.

»Det er bare at starte fra en ende af og se, hvad der er, faa lavet Rusten i den og sat Delene sammen i Rammen, saa ser jeg hen ad Vejen, om jeg mangler et Haandtag eller en Liste. Der er ingen Manual, det er bare min faglige Ekspertise, men det er ikke den store Videnskab. Det er begrænset, hvad der kan gaa i stykker, fordi Bilerne er saa simple,« siger Thomas Lange.

Chevroleten fra 1929 blev splittet ad i en Lade i 1963, og siden skiftede den Hænder et par Gange, før den endte i Favnen paa 40-aarige Jyde fra Christiansfeld, der tog omkring 100 Timer om at samle den.

»Folk kigger, fordi den lige er blevet hevet ud fra en Lade, men det vil være økonomisk uansvarligt at restaurere den og faa den til at staa som et suttet Bolsje. Jeg gav 18.000 Kroner for den, med Syn og Nummerplader har den kostet mig 25-30.000 kr.,« siger Thomas Lange.

Han siger, at det kræver sin Mand at køre Automobilen, naar den kommer op paa Topfarten paa 60-70 Kilometer i Timen.

»Det er et Helvede at køre den. Den styrer, som den selv vil, man falder ikke i Søvn i den,« siger Thomas Lange.

Uden for Automobilen staar Kvinden saa. Hun hedder Lykke Lange, har rød Kjole paa, Haaret er sat op, og hendes Smil varmer enhver Ungersvend.

Thomas og Lykke Lange bor i Christiansfeld. Thomas Lange har fem Automobiler i en Lade, og nu har han ikke plads til flere.

Men hendes Hjerte tilhører Thomas, der byggede en Automobil til hende for et par Aar siden.

»Det er en rød El Camino fra 1973. Aah, hun er dejlig, men hun er lidt for ny til at være med her, det er for de lidt ældre Biler. Jeg kører gerne med hende i Christiansfeld. En flot bil vækker altid Opsigt. Saa kommer Folk hen og spørger, hvad det er for en, og saa snakker man pludselig med nogen,« siger Lykke Lange, der ikke har Evnerne til at hjælpe særligt meget til ude i Værkstedet.

»Jeg kan pudse og polere, men saa kommer jeg med Kaffe og opmuntrende Ord, naar Skidtet ikke vil starte. Vi falder lidt tilbage i Kønsrollemønsteret fra dengang, men det er ogsaa dejligt at være den, der staar ved Siden af og ser godt ud,« siger Lykke Lange.

Hendes røde Kjole passer perfekt ind i denne Verden, hvor man klæder sig i Gevandter, der passer med Aargangen paa ens Automobil.

Tøjet er brunt, det er hvidt, det er sort, Mekanikerne har Sixpence og Kedeldragter paa, Kørerne tykt Læder, nogle med posede hvide Skjorter med Seler ned til Læderbukserne, Mændene har Overskæg, bærer Styrthjelme, der ærligt talt ikke ser ud til at være til særlig megen nytte, hvis Ulykken var ude, Kvinderne har styr paa Haaret, men bedst af alt ser Automobilerne ud, naar de buldrer hen ad Stranden.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.