Fortsæt til indhold
Sport

Golfdanskere sluttede hæderligt af i British Open

Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen sluttede begge med fornuftige runder i majorturneringen British Open.

/ritzau/

Lørdagens runde satte en stopper for de danske drømme om en topplacering ved årets sidste golfmajor, British Open.

Men søndag rundede både Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen hæderligt af i turneringen på den besværlige Royal Portrush-bane i Nordirland.

Bjerregaard var bedste dansker, da han gik fjerde og sidste runde i et slag under under par. Det rakte til en samlet score på to slag under par og en delt 28.-plads, før de sidste spillere mangler at nå rundt på de 18 huller.

Efter en håbløs tredje runde gik Olesen finalerunden i 71 slag, hvilket svarer til banens par.

Allerede før søndagen stod det dog klart, at et godt resultat efter alt at dømme blot ville være af kosmetisk betydning, og Olesen sluttede da også samlet fire slag over par.

Søndag klokken 15.30 rækker det til en placering som nummer 60. Den placering deler han med fire andre spillere.

Helt i toppen skal meget gå galt for irske Shane Lowry, hvis han ikke skal vinde turneringen. Han er fire slag foran nummer to, engelske Tommy Fleetwood, før slutspurten.

Banen i Nordirland har voldt flere af sportens største stjerner problemer. Det lykkedes blandt andre ikke Rory McIlroy, der som nordirer var på hjemmebane, Tiger Woods og Phil Mickelson at klare cuttet fredag.