Debutanten skuffede - to andre var bedre til at gribe chancen
En energisk midtbanespiller og en kynisk angriber udmærkede sig i Danmarks sejr over Georgien, efter Åge Hareide havde foretaget fire ændringer i forhold til kampen mod Irland.
Kasper Schmeichel 6
»Hurtigere« og »Bliv ved, bliv ved, bliv ved!« brølede keeperen flere gange ud til sine medspillere, når han endnu engang havde tilbragt adskillige minutter med lang afstand til bolden. Uskyldig ved målet, hvorefter han stort set var arbejdsløs udover et par fine redninger og sin verbale indflydelse på holdkammeraterne.
Peter Ankersen 5
FCK-backen havde fået chancen på bekostning af Henrik Dalsgaard, og selvom den 28-årige Ankersen deltog i flere angreb, manglede han for ofte præcision og timing i sine indlæg. Medskyldig i Georgiens mål, da han tabte en vigtig hovedstødsduel midt på banen efter et dansk hjørnespark.
Andreas Christensen 6
En rolig aften med få problemer, hvor han hverken spillede sig tættere på eller længere fra en plads i Åge Hareides idealopstilling. En solid indsats af Chelsea-forsvareren.
Jens Stryger Larsen 5
Venstrebacken kom til at se uheldig ud ved 1-1-målet, da han var alene tilbage og blev overspillet, men efterfølgende leverede Udinese-backen et par gode indlæg; dog udelukkende med højrebenet og ikke med det svage venstreben.
Thomas Delaney 6
For anden kamp i træk var Dortmund-midtbaneslideren ikke videre iøjnefaldende. Opgaverne blev løst, men heller ikke mere end det.
Pierre-Emile Højbjerg 8
Den energiske midtbanespiller var blevet foretrukket frem for Lasse Schöne, og den mulighed greb han. Den evigt spilbare og løbevillige Højbjerg fik en stor indflydelse på spillet, som han selvsikkert orkestrerede.
Christian Eriksen 7
Der var lidt flere fejlafleveringer end normalt fra Tottenham-stjernens højrefod, der dog også leverede et velplaceret straffespark til 2-1 og flere gode indlæg, der bl.a. skabte 1-0-målet.
Robert Skov 4
Millionerne ruller ikke ind i Parken efter den præstation. FCK’s store salgsobjekt og landsholdsdebutanten deltog til tider fint i det opbyggende spil, men manglede at tage noget initiativ og sætte sig igennem med sit farlige venstreben.
Yussuf Poulsen 6
Hurtigløberen frembragte ofte en ustruktureret udgave af den legendariske ”bølge” på tribunerne ved at få folk til at rejse sig op og sætte sig ligeså hurtigt ned på grund af lovende aktioner, der endte brat. Dog også årvågen, som da han opfangede en ripost ved 4-1-målet og frembragte den rigtige ”bølge”.
Kasper Dolberg 8
Ajax-angriberen leverede det, han var med for, og som den vragede duo Nicolai Jørgensen og Martin Braithwaite ikke formåede mod Irland - mål. To gange placerede han sig klogt, inden han kynisk sendte bolden ind til 1-0 og 3-1.
Mathias ”Zanka” Jørgensen 7
Opgaven var utaknemmelig - erstat anføreren Simon Kjær med kort varsel - men den blev løst med en rolig, selvsikker attitude.
Daniel Wass UB
Martin Braithwaite UB
Simon Kjær UB