Tidligere dansk landstræner fyret efter anklager om sexisme og chikane
Peter Sartz står ikke længere i spidsen for de bedste svenskere.
Den tidligere danske landstræner i bordtennis, Peter Sartz, er blevet fyret som landstræner for det kvindelige svenske landshold.
Fyringen kommer efter anklager om sexisme mod flere spillere, skriver Aftonbladet.
Sagen begyndte for to år siden, da 10 spillere stod frem med anklager om sexistiske kommentarer fra Peter Sartz.
Det blev fulgt op med beretninger fra 18-årige Ellen Holmsten, der blev betragtet som et af landets største talenter.
I januar 2019 fortalte hun på sin blog om, hvorfor hun stoppede på landsholdet, og det handlede bl.a. om de kommentarer, hun fik.
»Kommentarer om, at stemningen blev bedre, når pigerne havde kjole på til træning, at jeg ikke skulle filme mine kampe men i stedet filme i soveværelset....,« skriver hun bl.a. på bloggen.
Hendes beretning førte til en undersøgelse af forholdene på holdet, og det har nu ført til en fyring af Peter Sartz.
»Det er en upartisk undersøgelse, og den har givet os indsigt i ting, som ikke giver os andre alternativer,« siger Petra Sörling, der er ordførende i det svenske bordtennisforbund til Aftonbladet.
Peter Sartz var i 19 år tilknyttet dansk bordtennis som landstræner og sportschef, men han blev fyret i forbindelse med indførelse af en ny struktur.