»Brøndby har mest at miste i forhold til OB«

Superligaen lukker topstriden lørdag med det, der kan blive en dramatisk strid om at spille i Europa.

Artiklens øverste billede
OB-træner Jakob Michelsen forudser en yderst dramatisk afslutning på sæsonen i Odense, når Brøndby kommer på besøg lørdag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix



Jakob Michelsen, OB-træner, var i et par timer sidste fredag stor tilhænger af FC Midtjylland, der spillede pokalfinale mod Brøndby – og endte med at vinde. For det betød, at FC Midtjylland som pokalvinder er med i kvalifikationen til Europa League, men da klubben bliver toer i Superligaen, ryger der en ekstra europæisk billet videre end i systemet. Til fjerdepladsen.

Klubben, som slutter som nummer fire, får hjemmebane mod enten Randers FC eller AGF i en finale om deltagelse i kvalifikationen til Europa League.

Men mandag aften var Jakob Michelsen næppe så begejstret for FC Midtjylland, som havde skiftet ud på 10 positioner i forhold til det hold, der vandt pokaltitlen. Og selv om FC Midtjylland-reserverne især i første halvleg gjorde det fint, så endte FC Midtjyllands reserver med at tabe 1-4 til Brøndby.

Og hvad har det med OB’s chancer for europæisk fodbold at gøre? En hel del. For hvis FC Midtjylland havde vundet eller spillet uafgjort, så ville OB allerede inden dagens kamp mod Brøndby have været sikret minimum den vigtige fjerdeplads. Nu kan Brøndby med en sejr i Odense snyde OB’erne.

FC Midtjyllands måde at disponere på har ikke vakt beundring på Fyn, men det er ikke noget, OB-træneren ønsker at kommentere på.

»Vi er ikke herre over, hvad der sker i Herning.«

Jakob Michelsen, OB-træner.

På den anden side: OB kunne også bare have lukket kampen mod FC Nordsjælland, da holdet var på 2-0, inden Farum-drengene kom tilbage og fik 2-2.

»Hvis FC København havde spillet uafgjort i Esbjerg, og vi havde vundet, var vi blevet nummer tre. Vi havde to store chancer ved 2-0, men efter spil og chancer var 2-2 i orden,« siger Jakob Michelsen.

Men OB vandt ikke, og FC København lukkede for anden kamp i træk fire mål ind, tabte 3-4 på et mål i overtiden, ret usædvanligt for det danske mesterhold.

Hmm. Fodbold. Hvis og hvis. Hvis OB slår Brøndby og Esbjerg ikke vinder i Herning, er OB sikre på Europa League-deltagelse. Der er flere scenarier. Det kan også ende med, at fynboerne dumper ned på femtepladsen.

»Det er fantastisk, at vi kan spille med om bronzemedaljerne indtil sidste runde. Det har været en supergod sæson for os. Men når vi er så tæt på, vi vil gerne have en belønning i form af medaljer eller europæisk deltagelse. Hvis vi vinder, får vi minimum en kval-kamp om Europa-deltagelse,« siger Jakob Michelsen og tilføjer:

»Vi er ikke herre over, hvad der sker i Herning.«

Opgøret i Odense bliver givetvis dramatisk, da ingen af klubberne vil være tilfredse. Både OB og Brøndby skal vinde, allerstørst er trykket muligvis på Brøndby, som næppe vil være tilfreds med at gå glip af muligheden for at spille europæiske kampe.

I OB håber Jakob Michelsen på, at hans klub kommer i Europa. Men hvorfor er det så vigtigt, at en klub kommer ud og prøver at spille europæiske kampe? Vejen til et indbringende gruppespil er temmelig stejl.

»Vi ved godt, det kan tage kræfter fra Superligaen, men det er europæiske kampe, vi spiller for. Jeg prøvede det i Sønderjyske, og det var en suveræn oplevelse. Vi var et mulehår fra at komme i gruppespillet i Europa League. Og det er det, som spillere og ledere drømmer om,« siger Jakob Michelsen.

Sønderjyskes kampe i Europa League kostede i Superligaen.

»Men spillerne løftede sig. Det var enormt lærerigt. Udover FC Midtjylland og FC København, så har de andre danske klubber svært ved at spille i begge turneringer samtidig. Vi fik selv et efterslæb i Sønderjyske. Vi lå på sidstepladsen i Superligaen efter otte kampe, da vi røg ud af Europa. Men så vandt vi en håndfuld kampe i træk,« husker Jakob Michelsen, som efter det fine efterår i Haderslev skiftede til svenske Hammarby i vinterpausen og afleverede Sønderjyske i top seks.

I første omgang venter den vitale kamp mod Brøndby.

»Brøndby har mest at miste i forhold til OB. Vi har nået vores målsætning om top seks, men vil gerne have mere. Det bliver en dramatisk kamp,« forudser OB-træneren.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen