Nyholms favoritter: De skal bruge færrest slag
Leif Nyholm, der er tidligere træner for Thomas Bjørn og har mere end 25 års erfaring som golfkommentator på Viasat, giver her sit bud på, hvem der kommer til at dominere sjette udgave af Made in Denmark.
Lucas Bjerregaard
Nationalitet: Danmark
Alder: 27 år
Lucas Bjerregaard blev professionel i 2011 og vandt sin første European Tour ved Portugal Masters i 2017. Tidligere samme år vandt han holdturneringen Golf Sixes sammen med Thorbjørn Olesen.
»Vi går selvfølgelig alle sammen og higer efter en dansk vinder ved Made in Denmark, og der har vi i år en reel chance med Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen. De har begge spillet godt og er i top-50 i verden,« siger Leif Nyholm.
Sidste år vandt Bjerregaard sin anden Europa Tour ved Alfred Dunhill Links Championship i Skotland, og i marts gik en barndomsdrøm i opfyldelse, da han slog Tiger Woods i direkte duel ved en turnering i Texas.
»Lucas har leveret et rigtig flot resultat i USA, og det ser ikke ud til, at han er nervøs.«
Thorbjørn Olesen
Nationalitet: Danmark
Alder: 29 år
Thorbjørn Olesen har været professionel siden 2008, og han har siden da vundet fem Europa Tour-turneringer samt en række andre turneringer. Sidste år var Thorbjørn Olesen med på det europæiske Ryder Cup-hold, der under teamkaptajn Thomas Bjørn besejrede USA.
»Thorbjørn Olesen kan vinde når som helst – man ved aldrig med ham. Han har en frygtløshed og tør slå de slag, der skal til. Han lægger det ikke i hænderne på andre, men gør tingene selv,« siger Leif Nyholm.
Thomas Pieters
Nationalitet: Belgien
Alder: 27 år
Belgiske Thomas Pieters har været professionel siden 2013 og har vundet European Tour tre gange siden.
»Thomas Pieters slår rigtig langt. Ligesom Lucas Bjerregaard har han evnen til at save en bane over, hvis det hele spiller for ham. Han har i det hele taget et stort anlagt spil, men han har også et temperament, der gør, at han ikke altid får forløst sit potentiale. Hvis han havde lidt mere tålmodighed, ville han måske være lidt længere fremme, end han er nu,« siger Leif Nyholm.
I 2016 vandt Thomas Pieters desuden Made in Danmark.
»Det var meget overbevisende. 18. hul er ikke noget rart drive, men der smadrede han den 270 meter op i fairway og gav sig selv et meget nemt andet slag. Den måde at vinde på vil jeg gerne se igen i år.«
Lee Westwood
Nationalitet: England
Alder: 46 år
Lee Westwood er en af Europas mest vindende golfspillere. Han er kendt for sit høje niveau og for at have vundet turneringer på fem kontinenter. Han har været nummer et på verdensranglisten to gange, har ligget over 350 uger i top 10 på verdensranglisten og vundet 24 turneringer på European Tour, to PGA Tour-sejre og omkring 20 andre sejre ved turneringer i resten af verden.
»Lee Westwood kan også sagtens gå hen og vinde en turnering som Made in Denmark,« siger Leif Nyholm.
Scott Hend
Nationalitet: Australien
Alder: 45 år
Australieren Scott Hend har været professionel siden 1997 og har 15 professionelle sejre på CV’et, heraf ti på Asian Tour. Han vandt sin tredje European Tour-turnering i marts i år ved Maybank Championship i Malaysia.
»Scott Hend er en af de spillere, der slår helt vildt langt. Det er godt, at han er med til Made in Denmark, fordi han er rigtig showman. Han kan også sagtens vinde – han har vundet på Europa Tour og har gjort det godt her i foråret. Så han er et oplagt emne at holde øje med,« siger Leif Nyholm.
Joost Luiten
Nationalitet: Holland
Alder: 33 år
Hollænderen Joost Luiten har spillet golf, siden han var seks år gammel og blev professionel som 20-årig tilbage i 2006. Han har vundet seks Europa Tour-turneringer – senest i februar sidste år ved NBO Oman Open.
»Joost Luiten er en rigtig god spiller og helt sikkert en, som det er værd at holde øje med ved Made in Denmark,« siger Leif Nyholm.