Håndboldens enorme forvandling: Fra hårdtarbejdende amatører til muskelmænd med mentaltræner

Se i bunden af denne artikel: Omfattende grafik med alle VM’s 24 deltagende hold og en vurdering af deres VM-chancer.

»Populært sagt er det jo bare et tal, men jeg lyver, hvis jeg siger, at det ikke betyder noget. Det er ikke fordi, jeg forventer flag og æresport, men i mit stille sind er det en ret stor ting.«

Da Lasse Svan Hansen som knægt drønede rundt i Sierslev på Sydsjælland i 1980’erne, drømte han om at spille på landsholdet. Den drøm gik i opfyldelse, men han havde end ikke i sine bedste øjeblikke turde tro, at han skulle runde hverken 100 eller sågar 200 landskampe.

Når det danske herrelandshold i januar skal repræsentere det danske flag ved VM, vil Lasse Svan Hansen i holdets anden puljekamp spille sin kamp nummer 200 i rødt og hvidt. Det indlemmer højrefløjen i en særlig klub af i alt 12 spillere, der har nået den milepæl.

»Jeg er meget beæret, og det er ret utroligt. Hver gang, jeg opnår noget eller vinder noget i min karriere, er jeg bevidst om, at det i sidste ende vil definere mig som spiller,« siger han.

Lasse Svan Hansen vil dermed lægge sig lige bag Anders Dahl-Nielsen, der har 209 landskampe på cv’et. De to håndboldprofiler har et godt kendskab til hinanden. Nok er der 32 års forskel, men de har visse ligheder. De har begge en stor landsholdskarriere, et nært forhold til tyske Flensburg-Handewitt, og de har i hver sin storhedstid tilhørt ikke blot landsholdstoppen – men verdenseliten.

Anders Dahl-Nielsen var en gennemgående figur på landsholdet fra 1973-1984, hvor han bl.a. deltog ved OL tre gange, mens Lasse Svan Hansen siden 2003 har spillet OL-finale, to VM-finaler og to EM-finaler.

Jyllands-Posten har bedt de to profiler om at sætte ord på de to forskellige tidsperioder i dansk landsholdshåndbold.

Hvad er den største forskel på landsholdet i 70’erne og i dag?

Anders Dahl: »Jamen, det var en helt anden tid. Der var ingen præmiepenge eller løn for at deltage, og der var meget stor forskel på motiverne for at spille på landsholdet. Alle var stolte af at blive udtaget, der var en ærefrygt og en respekt for det. Alle ville også vinde, men vejen til første dommerfløjt var vidt forskellig. Nogle spillede på landsholdet for at opleve verden. Dengang rejste man ikke så meget som i dag, så det var stort at komme til Budapest, Bukarest, Montreal og Tokyo. Der tog man ikke lige hen i sin ferie, og derfor var det implicit, at man på landsholdet skulle ud at se noget. Vi var på udflugter og ude at besøge virksomheder. Nogle mente også, at det lokale natteliv skulle udforskes. Der var også enkelte episoder, hvor der blev drukket igennem, og ordensmagten blev involveret og hjalp os med at finde hjem på hotellet.«

Hvordan var dit syn på det?

Anders Dahl: »Jeg respekterer den del af pakken, og jeg ønsker hverken at gøre mig bedre eller sætte mig over de andre, men det var upassende, fordi mit mål med landsholdet var at præstere så godt som muligt. Det var en dualisme ud over alle grænser. Jeg var anfører i en lang periode, og det var en kæmpe udfordring. For mig var det motiverende at finde ud af, hvor dygtig jeg kunne blive, men den tilgang var der ikke blandt alle holdkammerater.«

Var der direkte tale om useriøsitet?

Anders Dahl: »Nej, det vil jeg ikke kalde det, for jeg skal hilse at sige, at folk knoklede. Det var normalt at arbejde 40 timer om ugen og derudover træne håndbold tre-fire gange. Skulle man så med landsholdet, brugte man sin optjente ferie. Først senere fik man tabt arbejdsfortjeneste, men det var en dråbe i havet. Sådan var vilkårene. Man var stort set aldrig hjemme. Man skulle bringe flere ressourcer frem for at have overskud til at være på landsholdet. Vi havde tømrersvende, politibetjente, studerende og folk fra den finansielle sektor på holdet.«

Lasse Svan: »I dag har mange også gang i skæve projekter og uddannelser, men det er frivilligt. Vi har på landsholdet altid være gode til at undgå lejrkuller, hvor man føler sig småirriteret på hinanden allerede ved morgenmaden, fordi vi har haft andre ting at snakke om end håndbold. Jeg er uddannet mentaltræner, og det giver mig noget andet, så det ikke kun drejer sig om håndbold, når vi er samlet i hele januar.«

Anders Dahl: »Dengang var vi amatører, og indtil 1984 var det prestige at være amatør. Hvis man var amatøridrætsmand, fik man et særligt prædikat, fordi det betød, at man havde energi og overskud til at dyrke idræt ved siden af arbejdet. Det var en kæmpe dyd. I dag er amatør et skældsord, mens professionelle idrætsfolk er ikoner.«

Lasse Svan: »Der er sket en stor udvikling. Vi har stort set alt til rådighed. Der er ernæringseksperter, selv om mange spillere klarer kosten på egen hånd. Der er fysiske trænere, som kan hjælpe med styrketræningsprogrammer under slutrunderne, hvis man har muskelgrupper, man gerne vil fokusere på, når der er kamp hver anden dag. Vi har en mentaltræner, og vi har en videomand, der kan klippe individuelle videosekvenser til os af modstanderne.«

Anders Dahl: »Styrketræning var slet ikke en del af landsholdet, og jeg vil skyde på, at kun 10 pct. af holdet fra 1974 gik op i det. Det var primært teknisk og taktisk træning. Vores modstandere – især holdene fra det tidligere Østeuropa – var muskelbundter, ja, statsamatører, som måske trænede mere end de professionelle i dag. Vi var nødt til at være teknisk bedre, for vi kunne ikke matche dem på muskler.«

Hvad tænker I om berømmelsen og bevågenheden?

Lasse Svan: »Jeg befinder mig et sted, hvor jeg er meget tilfreds med graden af popularitet på vores landshold. Der er stor interesse, men folk falder ikke i svime, når jeg kommer gående. Jeg kan sagtens gå i fred i København og Flensburg, men mon ikke Mikkel Hansen har et andet svar? Jeg er meget taknemmelig over, at folk følger med i vores sport. Det er især dejligt, når det går godt på banen. Når det går dårligt, ved jeg godt, hvis meninger betyder noget. Det er min træner, holdkammerater, venner og families.«

Anders Dahl: »I 1978 var der kun én tv-kanal, så efter VM på hjemmebane boomede det. Jeg var så heldig at være anfører på et hold, hvor vi alle var så kendte, at vi ikke behøvede navn på trøjerne. Man vidste godt, at Anders havde nummer tre. Vi blev selvfølgelig også tilbudt at deltage i alle mulige quizprogrammer.«

Lasse Svan: »Jeg oplever en stigende berømmelse i kraft af de sociale medier. Vi er blevet mere tilgængelige. Alle kan have en mening om os, og der er en god chance for, at en masse mennesker ser den holdning. Er holdningen kontroversiel nok, skal medierne nok sørge for, at den bliver delt yderligere. Det er en kæmpe forskel i forhold til tidligere. Presset kommer ikke kun fra journalister. Det betyder, at vi på en eller anden måde skal passe mere på.«

Hvordan oplever du det?

Lasse Svan: »Jeg er jo en af de lidt ældre på landsholdet, og hele den samfundsændring er kommet til undervejs, mens jeg har været med. Jeg ville helst, at det ikke var så udbredt, for jeg har i princippet ikke brug for at høre, hvad folk synes om min præstation. Jeg har heller ikke behov for at se, hvad Bent Nyegaard giver mig i karakter på TV 2, men det er næsten uundgåeligt. Mange siger, at vi bare kan lade være med at læse artiklerne, men vi kan ikke komme uden om det. Alle er på nettet, alle er på sociale medier, og her får man smidt overskrifter i hovedet.«

Hvad gør man så?

»Det vigtige for mig er at forberede mig på at læse noget. Hvis jeg læser en artikel, hvor jeg føler, at jeg bliver kritiseret uberettiget, fordi journalisten ikke ved, hvad vi ville rent taktisk, lader jeg kritikken prelle af på mig. Mange på holdet har også været med så længe, at de har deres egen måde at tackle tingene på. Man vil selvfølgelig altid helst læse, at man er god og dygtig. Alle kan lide ros. Det andet er lidt tungere.«

Hvordan var og er kulturen i omklædningsrummet?

Anders Dahl: »I begyndelsen af min landsholdskarriere sad jeg ved siden af Kay Jørgensen og Bent Larsen, der også var dansk mester i bl.a. spydkast.«

Lasse Svan: »Det er ret tilfældigt, hvem jeg sidder med, men jeg sidder tit det samme sted, når vi er i det samme omklædningsrum flere gange i træk.«

Anders Dahl: »Vi spillede i mange forskellige haller. Det Europæiske Håndbold Forbund (EHF) eksisterede ikke dengang. Der var kun VM og OL hvert fjerde år, så vi spillede enormt mange træningskampe. Der var lidt forskel på stemning og attitude før kampene, men der var altid en speciel jargon på holdet. Vi turnerede rundt i hele Europa og i allerhøjeste grad i Østeuropa, hvor de bedste hold fandtes inden murens fald.«

Hvordan så omklædningsrummet ud?

Anders Dahl: »Der var ingen forkælelse i hvert fald. Der var ikke frugt og proteinbarer som i dag. Vi havde vores vanddunke, og bortset fra spilletrøjer og træningsdragter sørgede vi for vores egne ting.«

Lasse Svan: »Det er væsentligt mere professionelt i dag. Vi ankommer i god tid, tænder musikanlægget, og så passer folk sig selv, indtil Nikolaj Jakobsen kalder til samling en time før kampstart. Nogle har brug for at være fokuseret fra første sekund i omklædningsrummet. Så sidder de eksempelvis med høretelefoner på, men jeg kan ikke være fokuseret så længe. Jeg skal rundt og snakke, drikke kaffe og pjatte lidt med dem, som har det på samme måde som mig. Anders Eggert er også sådan indrettet, så vi har brugt hinanden på den måde i mange år. Hvis jeg koncentrerer mig for tidligt, tænker jeg alt for meget over mit spil.«

Anders Dahl: »Jeg havde ingen ritualer. Den mentale forberedelse stod vi selv for, og den var meget forskellig – det samme var seriøsiteten. Efter slutfløjt kunne man både ryge smøger og cigarer. Tobaksrygning var dog forbudt før kampene og i pausen – med undtagelse af Mogens Jeppesen. Det var tilladt for ham, og det accepterede vi. Hans målmandstrøje skulle helst være med v-udskæring, for så behøvede han ikke at tage cigaretten ud af munden, når han tog trøjen over hovedet.«

Lasse Svan: »Der er ingen, der ryger i dag, og det er nok klogt nok, men der er en god blanding af afslapning og professionalisme. Nogle er stille og introverte, andre snakker meget. Inden indløb vil jeg gerne give min holdkammerater noget motiverende med på vejen.«

Hvad er det bedste råd til de nuværende landsholdsspillere?

Anders Dahl: »Nyd det. Hver en kamp og hver en landsholdssamling. Det er oplevelser, I vil bære med jer resten af jeres dage.«

Her er VM’s 24 deltagerhold

Her er de fire grupper med de i alt 24 deltagende hold ved VM-slutrunden i Danmark/Tyskland - plus bookmakernes vurdering af deres chancer ved VM.