Sport

24. dec. 2018 kl. 08.00

»Hvis man får én på kassen og ikke giver igen, bliver man trynet. Det kan jeg meget godt lide«

I et år har Jyllands-Posten fulgt Mikkel Hansen tæt for at give et nyt indblik i hans liv som Danmarks største håndboldstjerne.

Kenneth Thygesen

Han vidste med det samme, at den var gal. Mikkel Hansen var netop steget ud af sengen, da han blev overmandet af smerterne. Han havde i et par dage haft ondt i venstre side af maven. Smerterne var blevet kraftigere dag efter dag, og nu var grænsen nået.

Han hostede, havde kvalme og havde problemer med at rejse sig normalt. Det føltes som en fibersprængning i maven, men det var det ikke. Han vidste godt, hvad det skyldtes.

For at bedøve smerterne i en betændt akillessene havde Mikkel Hansen frem mod OL i 2016 taget smertestillende piller i et halvt år. Sundhedsstaben på klub- og landshold kendte til situationen, men pillerne var hans egen beslutning. Længe havde det fungeret efter hensigten. Han kunne træne med uden smerter, indtil han en sommermorgen blev indhentet af bivirkningerne.

»Jeg kunne ikke løbe uden at få et jag i maven. Det var ret ubehageligt. Jeg nåede også at tænke mit, for OL ventede lige om hjørnet, og jeg ville gerne være i topform, men det var jeg ikke helt«.

Han droppede pillerne, blev laserbehandlet og holdt så en pause fra træningsbanen. En måneds tid senere vandt Danmark OL-guldet. Mikkel Hansen blev dansk topscorer og kåret som turneringens bedste spiller.

I dag ved han stadig ikke, hvad der helt præcis var galt med ham i ugerne før karrierens største titel. Lægerne kunne ikke bekræfte noget. Men han har lært sin lektie.

»Jeg skal ikke ud i den slags igen«.

En vinders dna

Man siger, at det kræver 10.000 timers målrettet arbejde at opnå ekspertise på et felt. Det gælder såvel pianister som håndboldspillere. Træningsmængden svarer ca. til tre timers hårdt arbejde hver eneste dag i 10 år.

Den slags kan man læse om på både landets biblioteker og på internettet, hvor det flyder med selvhjælpslitteratur og motiverende guides til at blive den bedste version af sig selv – til at blive en vinder. Selvtillid, vilje, mod og ansvarsbevidsthed er begreber, der bliver gentaget i definitionen af en vinders dna, men vigtigst af alt er villigheden til at øve sig.

Siden Mikkel Hansen som dreng lærte at elske sejrsfølelsen så meget, at han inderligt hadede at tabe, har han knoklet mod at blive verdens bedste håndboldspiller. Det er allerede lykkedes to gange, og det har kun forstærket ønsket om et hattrick.

I hele sit liv har han været drevet af at vinde. Spørg bare hans storesøster, der stadig kan møde kritik fra lillebror for sin indsats i brætspillet Risk i en juleferie for flere år siden. Følelsen af sejr er et rusmiddel for Mikkel Hansen, der ellers ikke har rørt alkohol i månedsvis frem mod VM i januar – netop for at være perfektionistisk forberedt til at vinde. I de seneste mange sommerferier har han også købt sig til mandsopdækning af en personlig træner for at være fit til sæsonstart.

Selv peger han på evnen til at kapere smerten som en afgørende forklaring på, hvorfor han sæson efter sæson er med i afstemningerne om at være nummer et på sin position.

»Jeg har altid været god til at æde mig selv og blive ved, selv om jeg føler mig virkelig, virkelig presset. Det er også derfor, at jeg har ekstremt svært ved at acceptere de typer, der sætter sig ud på bænken i modgang. Det har altid irriteret mig pissemeget.«

Mikkel Hansen vil ikke nævne navne, men han kan hurtigt udpege visse holdkammerater på både klub- og landshold gennem tiden. De typer af spillere, der ikke mestrer kunsten i at ofre sig selv. Det er dem, der enten brokker sig eller har undskyldningerne parat under de hårde træningspas og kampe.

»Jeg har haft holdkammerater, der i pausen af kampe har sagt, at de er ved at kaste op af træthed. Okay, jamen, så må du da løbe, indtil du kaster op. Så får du min respekt,« siger han og fastslår:

»Ingen vil have det rygte, at man sidder ude, hver gang det gør lidt ondt. Det er den værste overskrift at få på sig som elitesportsmand. Det er en person, man ikke kan stole på. Klubberne tænker jo også på det. Der er ingen, der vil have en hypokonder. Man vil have de typer, der vil gøre alt for sit hold, og det er også sådan, det skal være.«

Den iboende vindertrang er kun vokset med tiden. Siden sin seniordebut i GOG har han spillet i flere topklubber, hvor nederlag ikke tolereres, og den »sindssyge vinderkultur« har forplantet sig hos ham. Han husker specielt det første nederlag med FC Barcelona. Bussens motor var det eneste, der larmede på vej hjem fra udekampen i Pamplona. Der blev kigget skævt til dem, der blot overvejede at småsnakke. Mikkel Hansen elskede det. Det var lige ham.

Foruden FC Barcelona har han i både AG København og PSG oplevet håndgemæng og skænderier til træning. Indimellem er det også gået galt, så truppen efterfølgende har været nødt til at samle op på hændelserne. Han har også selv været involveret i episoder, hvor intensiteten er blevet for høj.

»Sport er en jungleverden, hvor den stærkeste overlever. Hvis man får én på kassen og ikke giver igen, bliver man trynet. Det kan jeg meget godt lide, og det er også derfor, at det nogle gange er kammet over, fordi alle gerne vil vinde,« siger han og uddyber:

»Samtidig er vi så tilpas barnlige og primitive, at vi gerne returnerer et slag med 10 pct. oveni for at vise, hvem der bestemmer. Så eskalerer det lidt. Men vi smadrer hinanden i jagten på sejren – ikke for at skade hinanden«.

Det berømte knæ

Den dag, at han ikke længere er villig til at presse sig selv eller sine modstandere til det yderste, håber han, at han er moden nok til at sige stop. Ingen får noget ud af folk i afvikling, siger han og understreger, at man aldrig må stoppe med at sætte en ære i sit håndværk.

»Mange stiller sig tilfredse. Der er desværre en tendens til, at alle de mennesker, som ikke risikerer noget i deres liv, ser lidt ned på dem, der rent faktisk arbejder stenhårdt og tør melde ud, at de vil være de bedste. Hvis man er skolelærer, bør man vel også stræbe efter at blive landets bedste lærer?«

Det er ikke mange år siden, at Mikkel Hansen efter landskampe altid fik de samme spørgsmål fra det yngre publikum. De ville vide, om det ikke var fedt at være professionel håndboldspiller og endda en af verdens bedste. Spørgsmålene har dog taget et skarpt højresving. Nu vil de høre, om det ikke er fedt at være kendt og tjene mange penge, fortæller han.

»Som samfund er vi havnet et lidt sørgeligt sted, hvor især mange unge stræber efter at blive kendte og ikke anerkendte. Det er ekstremt ærgerligt, at man i en alder af 10 år spørger ind til, hvor mange penge man tjener som håndboldspiller, og ikke om det er sjovt – at man som ung dreng drømmer om noget på grund af penge og status i stedet for interesse og lyst,« siger han.

Uanset erhverv lader han sig inspirere og fascinere af folk, der tager på arbejde med rank ryg, smurt madpakke og en seriøs indstilling til at udrette noget. Nok kan alle ikke stryge til tops, men det retfærdiggør ikke, at man forfalder til middelmådighed.

»Jeg elsker, når folk går ubetinget efter deres drøm. Så kan det godt være, at man fejler, men så har man gjort et forsøg – og så er det ellers ind i manegen at prøve igen.«

Han erkender selv at have begået fejl. Flere gange i karrieren har han spændt ben for sig selv i sin iver efter at spille og vinde. Specielt er hans højre knæ blevet forrådt af ambitionerne. I begyndelsen af 2018 var knæet det store samtaleemne i sportspressen, fordi det voldte ham problemer ved EM i Kroatien og sidenhen i foråret i Paris.

Knæproblemerne, der flere gange i de seneste seks år har givet ham ufrivillige pauser, stammer fra sommeren 2012. Her landede en modspiller på 115 kg ned over Mikkel Hansen i den sidste træningskamp før sæsonen. Han pådrog sig en grim meniskskade, der fangede ham i et af karrierens store dilemmaer.

Han var netop skiftet til PSG, som var gået langt for at få hans underskrift. Klubben ønskede, at han skulle spille videre og opereres i december. Dermed kunne han holde pause i januar og være klar til forårets vigtige kampe. Omvendt ønskede Dansk Håndbold Forbund, at landsholdets største stjerne straks skulle opereres, så han ville være spilleklar til VM efter nytår.

Hans personlige læge frarådede ham at stille op til slutrunden, men han lyttede ikke. Han sagde i stedet ja til begge dele ved at udskyde operationen til efter sæsonen. Derfor spillede han efterårets klubkampe, selv om han kun trænede én gang om ugen. Samtidig tog han med landsholdet til VM i Spanien.

I dag fortryder han beslutningen. Han skulle have ladet sig operere med det samme, for knæet kom sig aldrig helt. Det meste af slutrunden sad han med is på knæet og stirrede ud i luften.

»Jeg har altid været ekstremt dårlig til at sige fra. Jeg elsker måske det, jeg laver, lidt for meget til, at det er sundt. Vi er som en flok børn, når vi løber rundt på banen. Vi nyder det og har det sjovt, og derfor skal der nogle voksne til at sige stop og fortælle, at vi ikke kan holde til at tonse rundt,« siger han og indrømmer, at han i løbet af karrieren har spillet mange kampe, hvor han burde have meldt afbud.

»Men man kan heller ikke kun være med, når det kører derudad. Man skal også være der i de mindre fede kampe, når man har lidt skavanker. Det giver lidt til ens karakter.«

Ingen brok på forhånd

Mikkel Hansen har i ny og næ overbevist sig selv om, at det gik bedre med knæet, end det egentlig gjorde. Han har også flere gange nedtonet skadens omfang, når journalisterne har taget kameraer og kuglepenne frem. Ved EM i januar kunne han eksempelvis ikke springe på det niveau, han plejer. Derfor oplevede han til sin egen frustration at ramme forsvarets parader på skud, som han normalt scorede på.

Men hvorfor meldte du ikke ærligt ud før EM – også for at beskytte dig selv?

»Jeg gider da ikke beklage mig på forhånd. Jeg synes, det ser så dumt ud, når man stiller op med en masse forbehold for ikke at levere. Så vil jeg hellere holde min kæft og tage de hug, der kommer i medierne. Hvis jeg vælger at gå på banen, er det mit valg, og så må jeg levere det, der forventes af mig.«

I dag er sammenspillet mellem knæet og hjernen blevet bedre. En masse oplevelser har gjort ham klogere på, hvordan han både beskytter og forstærker knæet. Dagligt modtager han behandling og laver øvelser for at stabilisere muskulaturen.

»Jeg har aldrig tænkt fem år frem, for så kan jeg ikke levere nu og her. Hvis jeg begynder at frygte for konsekvenserne, er det på tide at stoppe, for så går jeg på kompromis. Det handler om nuet.«

I håbet om at forlænge karrieren og tilgodese andre dele af livet har Mikkel Hansen i de seneste år set mange tidligere holdkammerater stoppe på landsholdet eller vende hjem til dansk klubhåndbold. Det gælder eksempelvis Joachim Boldsen, Lars Jørgensen, Jesper Nøddesbo og Thomas Mogensen. Selv tænker han dog ikke på et comeback til Danmark for at skrue ned for belastningen.

»Der kan ske de mest mærkelige ting i sportens verden på kort tid. Det har jeg selv erfaret med AG Københavns konkurs, så man skal aldrig sige aldrig. Men jeg kan ikke forestille mig et comeback. Jeg har kontrakt til 2022 og kan ikke se, hvad der skal lokke mig væk fra Paris.«