Nomineret til Årets Sportsnavn: Badmintonparret, der sendte svigermor i tårer
Knyttede næver og våde øjne fulgte Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl på glædens dag.
Det var uden tvivl en glædens dag, da Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl vandt All England-turneringen i marts.
Med knyttede næver og våde øjne røg begge spillere i gulvet efter den afgørende fjerbold.
Det var første gang i 51 år, at en dansk damedouble kunne stille sig øverst på podiet ved den prestigefyldte turnering, og sejren fik samtidig sidstnævntes mor til at udbringe en særlig hyldest.
»Kære datter, kære svigerdatter. Jeg er satme så stolt af jer to. Og jeg har grædt med jer og med flere af mine gode veninder her bagved,« sagde hun til TV 2.
Endnu mere følelsesladet var det formentligt, da Kamilla Rytter Juhl senere på året kunne fortælle sin partner både på og uden for badmintonbanen, at hun var gravid.
Danmarks ubetinget bedste damedouble
Men – og sådan ét er der jo altid – det kommende forældreskab betød også, at Kamilla Rytter Juhl måtte indstille karrieren og dermed opsige det sportslige samarbejde med Christinna Pedersen for nu.
Gennem et årti har de været to af verdens bedste doublespillere og sammen høstet nogle af dansk badmintons største sejre.
Det tæller bl.a. tre DM-titler, flere sølv- og bronzemedaljer ved VM, ligesom makkerparret også var næstbedst ved OL i Rio 2016.
Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom, har tidligere beskrevet Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen som Danmarks ubetinget »bedste damedouble nogensinde«.
Christinna Pedersen fortsætter dog badmintonkarrieren. Hun vil fremover fokusere på mixeddouble, hvor hun er en del af OL 2020-satsningen med Mathias Christiansen.
Jo, 2018 har været et begivenhedsrigt år for de to badmintonkvinder.