Fortsæt til indhold
Sport

Ryder Cup-tilskuer ramt af bold: Har mistet synet på det ene øje

En tilskuer siger, at hun har mistet synet på det ene øje, efter at hun blev ramt af en golfbold under Ryder Cup.

Episoden fandt sted på åbningsdagen af Ryder Cup-turneringen i Paris mellem Europa og USA. Den amerikanske golfspiller Brooks Koepka ramte på sjette hul sit udslag så skævt, at bolden tog retning mod tilskuerne og ramte 49-årige Corine Remande lige over øjet.

»Lægerne har fortalt mig, at jeg har mistet synet på det højre øje, fortæller Corine Remande til AFP ifølge BBC.

»Det skete så hurtigt. Jeg mærkede ingen smerte, da jeg blev ramt,« siger Corine Remande, der fortæller, at hun først opdagede, at øjet var blevet ramt, da hun følte blodet begyndte at flyde.

En talsmand for European Tour-organisationen oplyste efter episoden, at kvinden ikke var kommet alvorligt til skade.

Corine Remande kritiserer arrangøren af turneringen for ikke at have kontaktet til hende efterfølgende, for at sikre at hun var ok, og hun hævder, at der ikke lød nogen advarsel, da bolden var på vej mod tilskuerskaren.

Hun overvejer nu, om hun skal søge juridisk bistand for at få erstatning fra arrangøren.

Hun roser til gengæld golfspilleren Brooks Koepka for sin håndtering af uheldet. Han gik hen til hende og undskyldte, og gav hende en golfhandske med sin underskrift på.

Koepka fulgte golfsportens etikette, når et skævt slag risikerer at ramme en person, ved at råbe ”fore”. Men den uheldige tilskuer stod så langt væk, at han tvivler på, at hun hørte det. Desuden råbte han op mod vinden.

»Problemet er, at du råber ”fore”, men hvordan skal man kunne høre det på næsten 300 meters afstand?,« sagde Brooks Koepka efter uheldet.

Artiklens emner
Golf