Fortsæt til indhold
Sport

Overrasket dansker tog førertrøjen

For første gang i 30 år fører en dansk rytter ungdomskonkurrencen.

CHOLET

Det begyndte med en tur omkring cykellægen og sluttede med kindkys til en ung dansker på podiet iført en hvid trøje.

Enkelstartcykler er en rå og dyr videnskab hjulpet på vej af besøg i vindtunnel, og alle holdene forsøger at optimere i forhold til at mindske vindmodstanden uden at bryde reglerne.

Inden start stod cyklerne i kø, og en efter en blev de målt og tjekket af en herre i blå skjorte med et stort UCI-logo på brystet og et par læsebriller, der balancerede helt ude på næsen. Hver cykel blev løftet op i et metalaggregat, der kunne tjekke længde og højde omkring både sadel og styr.

Det overrasker mig. Det er da helt klart en bonus. Det har slet ikke været en del af planen.
Søren Kragh Andersen, ny indehaver af den hvide ungdomstrøje

Duer ikke, væk. Flere cykler måtte justeres, inden de fik et anerkendende nik og kunne genforenes med deres herre.

Vandflaskerne var flade og nubrede for ikke at fange vinden. Flere ryttere fra Team Sky havde hvide heldragter med integrerede cykelhandsker, så de lignede gymnaster eller moderne dansere. De berømte sidste marginaler var dog ikke nok for Sky, der blev slået med fem sekunder af etapevinderen BMC.

Katastrofal mellemtid

På forhånd var der nervøsitet hos danskerholdet Astana, og det blev kun værre, da den første mellemtid dukkede op på skærmen. Allerede efter 13 km havde Fuglsang-toget tabt 37 sekunder, og det lignede en katastrofetur. Men de blå ryttere fik fart i toget senere på ruten, og i mål endte holdet på en 8. plads med 51 sekunder op til vinderen BMC.

»Vores træning har båret frugt. Vi holdt os til planen, og alle leverede en herreindsats,« sagde Jakob Fuglsang, der er nummer 13 i det samlede klassement med 51 sekunder op til Greg Van Avermaet (BMC), der tog den gule førertrøje mandag.

Team Sunweb med Søren Kragh Andersen på holdet sluttede på femtepladsen, og det var nok til at sende danskeren til tops i ungdomskonkurrencen, der er for ryttere under 26 år. Det betyder, at han skulle en tur på podiet for at få kindkys og en hvid trøje. Den seneste dansker til at have den trøje var Søren Lilholt, der havde den efter 1. etape i 1988.

Klart en bonus

»Det overrasker mig. Det er da helt klart en bonus. Det har slet ikke været en del af planen. Vi havde en god rytme og kørte et flot holdløb. Jeg havde fornemmelsen af, at vi havde samme rytme som til VM sidste år,« sagde Søren Kragh Andersen efter etapen om turen med Team Sunweb, der er forsvarende verdensmester i disciplinen.

23-årige Søren Kragh Andersen betegnes som en af de største talenter i international cykelsport. Han vandt for et par uger siden en etape i Schweiz Rundt.

»Han har udviklet sig rigtig godt på vores hold, og det er et naturligt skridt, at han nu skal køre i Tour de France. Han har bevist, at han er i superform i øjeblikket med sin etapesejr i Schweiz Rundt,« siger Luke Roberts, der er sportsdirektør for Team Sunweb.