Resultatet frem for alt
MOSKVA - Hvor tit har vi danskere ikke set landsholdet charmere sig til et nederlag? Det skete mod Spanien i ’86, mod Brasilien i ’98 og faktisk også mod Tyskland ved EM i 2012. Landstræner Åge Hareide nægtede, at det skulle gentage sig i 2018. 0-0-kampen mod Frankrig kvalificerede Danmark til en VM-ottendedelsfinale for første gang siden 2002, og det var alt, hvad Hareide kom efter.
»Vi behøvede bare et point, og når man møder et af de bedste hold i verden til omstillingsfodbold, ville det have været helt idiotisk at gå frem på banen. Vi spillede på resultatet, og vi er meget tilfredse med det,« sagde Åge Hareide efter tirsdagens kamp i Moskva.
Den franske landstræner, Didier Deschamps, så kampen på samme måde.
»Måske forsvarede han (Hareide red.) lidt for meget med sit hold, men han fik, hvad han ville have. Nemlig uafgjort,« lød det fra verdensmesteren fra 1998, som konstaterede, at Danmark vil gøre alle kampe tætte ved dette VM.
»Det er ikke et nemt hold at spille imod. Danmark har et virkelig stærkt forsvar.«
Hareide var stolt over, at det lykkedes Danmark at komme videre fra en VM-pulje.
»Vi havde en målsætning om at komme videre fra puljen, og det var en hård pulje, hvad mange måske ikke troede. Holdet med tre point synes jeg måske var det bedste personligt,« sagde Hareide med henvisning til Peru, der vandt 2-0 over Australien og dermed sørgede for, at Danmark kunne have tabt til Frankrig og stadigvæk være gået videre.
Personligt fylder det også meget for landstræneren, at dette lykkedes.
»Det er stort at komme videre ved VM. Det rangeres meget højt for mig. Det er fantastisk,« erkendte han.