Fortsæt til indhold
Sport

Kaptajn Regin: Positivt med stort forventningspres

Den danske landsholdskaptajn, Peter Regin, mærker et stort forventningspres mod det danske ishockeylandshold fra omgivelserne men ser det som et naturligt resultat af danskernes fremgang i VM-turneringen.

I takt med de danske sejre ved Ishockey VM 2018 på hjemmebane er forventningerne til det danske ishockeylandshold støt vokset.

Op til lørdagens kamp mod VM’s prygelknabe, Sydkorea, var presset vokset så stort, at spillerne efter kampen erkendte, at det var en af forklaringerne til, at danskerne kun fik en kneben 3-1-sejr mod et hold, der inden i gennemsnit havde lukket over otte mål ind per kamp.

Danskerne spiller på tirsdag en altafgørende kamp mod Letland om at komme i kvartfinalen, hvor det danske hold kan klare sig med uafgjort i ordinær tid, for at gå videre. At forventningerne nu er bygget op mod, at de danske spillere også klarer den sidste hurdle, og spiller sig i kvartfinalen, er landsholdskaptajn Peter Regin meget bevidst om. Men han mener ikke, at alt afhænger af sidste gruppekamp.

»Det er ikke sådan, at vi har hele Danmark på vores skuldre lige nu, for vi har allerede præsteret så godt i den her turnering,« siger Peter Regin.

At det danske hold har spillet så mange point hjem, at man i den sidste gruppekamp har mulighed for at spille sig i kvartfinalen, er i sig selv en stor præstation mener kaptajnen. Og så må man leve med det store pres, som følger med.

»Vi bliver nødt til at finde den positive side af det hele frem og tage det som en positiv ting, at vi har sat os selv i en situation, hvor vi har muligheden for at spille os i kvartfinalen i den sidste gruppekamp. Den mulighed kunne vi sagtens have været foruden, hvis vi ikke havde præsteret så godt, som vi har. Så vi bliver nødt til at få vendt det til noget positivt, at vi har det forventningspres på os,« siger Peter Regin

Han ser den kommende modstander, Letland, som en jævnbyrdig konkurrent til danskerne.

»Vi har været tætte med dem i mange år og ligget på nogenlunde de samme pladser. Så vi må se, om vi ikke kan tage den sejr fra dem,« siger Peter Regin.