Fortsæt til indhold
Sport

Potente Pukki nedlagde pauvre Horsens

Brøndby er nu ubesejret i Superligaen siden august. De gode resultater er medvirkende til, at der ifølge klubbens sportschef, Troels Bech, er mere ro på bagsmækken, end der har været i lang tid i vestegnsklubben.

Da Brøndby-spillerne begyndte deres presspil og jagt af Horsens-spillerne, skulle man næsten tro, at de i skikkelse af piratfisk var på jagt efter kød. Vestegnsmandskabets spillere så i hvert fald sultne ud efter blod, da de søndag overlegent besejrede Horsens 5-1 på Brøndby Stadion.

Ledt an af hattrick-helten Teemu Pukki nedlagde de et svagt Horsens-mandskab, der hverken viste tænder offensivt eller defensivt.

Brøndby tog hurtigt kontrol med kampen, og Horsens havde store vanskeligheder med at holde fast på bolden i længere tid ad gangen. Efter 22 minutter endte et kort hjørnespark i fødderne af den tyske venstreback Anthony Jung. På kanten af feltet sendte tyskeren en flad afslutning afsted, der på lidt heldigt maner blev afrettet af Teemu Pukki, sådan at den strøg forbi Horsens-keeper Marcus Bobjerg, der kort før kampstart erstattede Jesse Joronen i startopstillingen.

1-0 til hjemmeholdet. Netop Bobjerg havde ikke sin bedste kamp, for 2-0 blev det også, da keeperen kiksede en clearing, som resulterede i, at Hany Mukhtar nemt kunne sende en stikning mod Teemu Pukki, der ikke svigtede i afslutningsmomentet.

Flere klasser bedre

Allerede på det tidspunkt virkede kampen reelt til at være afgjort, og bedre for Horsens blev det såmænd ikke.

Horsens-forsvaret virkede gennem kampen usikkert – om det så var med eller uden bolden. Det viste sig efter 37 minutters spil. Kamil Wilzcek blev sendt i dybden, og denne gang svigtede han ikke. Med et fikst lob buede bolden sig over Horsens-keeperen.

I anden halveg var Horsens en smule mere solide defensivt, men ikke meget, for Pukki færdiggjorde sit hattrick, efter at der var spillet omkring 56 minutter. Horsens fik en lille oprejsning, da Lasse Kryger reducerede til 1-4 efter et fint hovedstød, men et comeback lå aldrig i kortene. Brøndby kontrollerede kampen, og et sidste søm i Horsens-kisten blev slået i, da Lasse Vigen gjorde det til 5-1 kort for slutfløjt.

Da Horsens-træner Bo Henriksen skulle sætte nogle ord på kampen, var han ganske afklaret.

»Der er slet ikke nogen tvivl om, at Brøndby var flere klasser bedre i 1. halveg, og så er det game over. De spiller en rigtig, rigtig fin 1. halveg, hvor de overmatcher os, og det må vi bare gå hjem og lære at blive bedre til. Vi må indse, at vi ikke var dygtige nok til at stække mellemrummene, som vi snakkede om før kampen. Når vi ikke kan det, gør vi ikke vilkårene særlig gode for vores nye målmand,« sagde Henriksen, der heller ikke var tilfreds med kampens cifre.

»Vi er selvfølgelig ikke tilfredse, vi er irriterede. Som træner og spiller har jeg over de seneste 25 år tabt 5-1 800 gange. Det er pisseirriterende,« siger Bo Henriksen.

Uro på banen, ro udenfor

Kampens resultat betyder, at Brøndby ikke har tabt i Superligaen siden holdet i august blev besejret af AGF. Dermed fastholder Brøndby sin 1. plads, som klubben kæmper en tæt kamp med FC Midtjylland om. Midtjyderne har dog mulighed for at skabe pointlighed i toppen af ligaen, hvis de mandag aften kan besejre FC København i Herning.

Mens Brøndby på banen forsøger – og lykkes – med at skabe kaos for modstanderne, er det mere roligt bag kulisserne, hvor klubben ifølge sportsdirektør Troels Bech har givet sig ro og plads til fremdrift.

»Vi kigger ind i en turnering, hvor vi både på point og placering klarer os bedre, end vi har gjort de seneste 12 år. Vi kigger ind i et budgetår, hvor vi budgetterer efter muligt underskud, men også inden for et spillerum, hvor der er mulighed for, at vi bringer os i økonomisk balance før, vi egentligt havde planlagt det. Som en af de få klubber oplever vi også tilskuerfremgang ved vores hjemmekampe og fylder tilskuerafsnittene på udebane. Så som klub står vi stærkere, end vi har gjort i meget, meget lang tid,« siger Troels Bech.

Mesterskab?

Gennem kampen blev Brøndby båret frem af en brusende og bølgende sydside-tribune, og indimellem kunne man høre tilskuerne synge, at mesterskabet »skal hjem igen«. Troels Bech slår dog fast, at der hverken bliver budgetteret med eller forventet guldmedaljer fra klubbens side.

»Det påvirker ikke vores planer eller strategier, om vi vinder mesterskabet i år eller ej. Ethvert normalt fodboldhold har det selvfølgelig som mål at gøre det bedst muligt, herunder os, og hvis vi får chancen for at vinde noget, griber vi selvfølgelig ud efter de chancer. Men den planlægning, vi arbejder efter, rækker langt forbi den 21. maj, hvor mesterskabet bliver afgjort. Men det er klart, at nu, hvor vi er ni kampe fra, at mesterskabet bliver placeres, gør vi os al den umage, vi kan, for at vinde det,« siger han.