Sport

Svensker og nordmand sprintede sig til OL-guld i langrend

Stina Nilsson og Johannes Klæbo var de hurtigste på sprintdistancerne i langrend.

I kvindernes finale var svenskeren Stina Nilsson i front fra start til slut, og med armene i vejret krydsede hun målstregen efter 1,25 kilometer i tiden 3 minutter og 3,84 sekunder. Foto: Kirsty Wigglesworth/AP

Der var både svensk og norsk succes, da sprintkonkurrencerne for kvinder og mænd i langrend blev afviklet tirsdag.

I kvindernes finale var svenskeren Stina Nilsson i front fra start til slut, og med armene i vejret krydsede hun målstregen efter 1,25 kilometer i tiden 3 minutter og 3,84 sekunder.

Det var cirka tre sekunder hurtigere end nordmanden Maiken Falla, som blev nummer to. Nordmanden kneb sig ind foran russeren Yulia Belorukova, som måtte se sig forvist til tredjepladsen med en margin på 0,34 sekunder.

24-årige Stina Nilsson har ikke tidligere i sin seniortid vundet en guldmedalje ved et stort mesterskab.

Også på herresiden var der en førstegangsvinder fra Skandinavien.

Her kom 21-årige Johannes Klæbo fra Norge først over målstregen efter 1,4 kilometer i tiden 3 minutter og 5,75 sekunder. Ifølge NTB er han dermed den yngste mandlige OL-guldvinder i langrend nogensinde.

Johannes Klæbo havde lige under halvandet sekund ned til italieneren Federico Pellegrino, som marginalt sikrede sig sølv foran russeren Alexander Bolshunov. Kun 0,02 sekunder skilte nummer to og tre.

Begge guldvindere vandt både deres kvartfinaler og semifinaler på vej mod triumfen.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her