Fritidspas-succes kan ende med kun at få tabere

Flere kommuner sender udsatte børn ind i et fællesskab i en idrætsforening ved hjælp af et såkaldt Fritidspas, der giver barnet helt eller delvis økonomisk støtte til kontingentet. Idrætsforeningerne, som i forvejen har svært ved at få frivillige ledere, bliver dog overbebyrdede ifølge Danmarks Idrætsforbund (DIF). Derfor ender ordningen med kun at have tabere.

»Man kan ikke blot sende et vist antal børn ud i en forening, og tro, at den kan løfte opgaven. Foreningerne er afhængige af, at der er frivillige, som vil påtage sig opgaven, og der er nogle kommuner, som mangler forståelse for, hvordan vilkårene er for frivillige ledere. Da er det bestemt ikke lettere at få frivillige, når det handler om denne målgruppe,« siger Poul Broberg, politisk chef i DIF.

DIF arbejder selv i socialt udsatte boligområder i regi af Get2Sport, som skal sikre, at udsatte børn får mulighed for at dyrke idræt og blive en del af et fællesskab.

»Jeg har haft mange klubber, der eksempelvis ringer og siger, at de har 13 lilleputspillere, men ikke én af forældrene har en bil, så de kan køre til kampene. Så svarer kommunen, at det kan den ikke hjælpe med, men den kan tilbyde hjælp i mangfoldighedsledelse. Hvis kommunen og DIF ikke tager hånd om den slags, lukker sådan en forening hurtigt,« siger Preben Astrup, der er konsulent i DIF på området.

Derfor vil DIF over for regeringen fremsætte forslaget om, at Fritidspas bliver en national ordning, så det er de lokale foreninger, der skal stå for at koordinere tilbuddet, som eksisterer i cirka 60 ud af landets 98 kommuner.

»Når kommunerne går i dialog med foreningerne, er det næsten sådan, at de frivillige skal gøre rede for de økonomiske, sociale og andre forhold hos familien. Og det skal de ikke gøre. Hvis en frivillig leder vurderer, at her er et barn, som vil have godt af at deltage i sport og få støtte til kontingent, skal det foregå langt mindre bureaukratisk,« siger Poul Broberg.

Han påpeger, at det kun er 10-15 pct. af foreningerne i en kommune, som reelt har mulighed for at håndtere børn fra udsatte familier.

»DIF er klar til at løfte et ansvar over for de mest udsatte børn og unge, men det kræver, at kommunerne skal udvælge mere mellem foreningerne, end de normalt gør. Den værste situation er, hvis vi ikke kan håndtere de børn, der er med i ordningen, for den har stor værdi,« siger Poul Broberg.

I Kommunernes Landsforening (KL) er formanden for KL’s Børne- og Kulturudvalg, Leon Sebbelin (B) forbeholden.

»En forestilling om, at nu finder vi måden at gøre det på, vil jeg nok være noget skeptisk over for. Billedet er så varieret, at det, der er en god løsning i en jysk landkommune, måske ikke er ideelt i en forstad til en større by. Vi har 98 kommuner, og det er så at sige 98 opgaver, der skal løses. Men hvis kommunerne i dialog med DIF kan finde frem til måder, hvor vi kan løfte opgaven endnu bedre, end vi gør nu, så er jeg sikker på, at både den enkelte kommune og KL gerne stiller op for at drøfte det,« siger han.