Fortsæt til indhold
Sport

Her er julens bedste sportsbegivenheder

JP giver her et bud på de bedste sportsoplevelser på hver af årets sidste dage.

Julen er ikke kun hjerternes fest, den er også de store sportstjerners. Fra og med i aften til og med 1. januar står den ene efter den anden sportsbegivenhed nemlig i kø.

Jyllands-Posten giver her et overblik over et udvalg af dem.

22. december:

I Premier League skal Arsenal op mod Liverpool på hjemmebane med kampstart 20.45. Netop de to klubber ligger adskilt med et enkelt point i kampen om den vigtige fjerdeplads, som giver adgang til kvalifikationen til næste års Champions League. Kampen vises på 6'eren.

Er du til fadøl, god stemning og brøl, når en spiller har lavet 180 point med tre pile, er der VM i dart fra kl. 18.00. En turnering, som foregår hver dag henover julen og slutter 1. januar.

23.december:

Dagen før dagen står de gode tilbud for enhver sportsfan i kø.

Real Madrid og FC Barcelona spiller El Clasico fra klokken 13.00. Her skal Real Madrid forsøge at mindske det forspring på 11 point, som rivalerne fra Catalonien har fået opbygget kun halvvejs inde i sæsonen. Kampen vises på Eurosport.

Real Madrid skal forsøge at stoppe Lionel Messi, hvis FC Barcelona ikke skal beholde eller udvide klubbens forspring i La Liga. Foto: Daniel Ochoa de Olza

I England spiller Everton mod Chelsea, Manchester City mod Bournemouth og Tottenham mod Burnley i nævnte rækkefølge i tidsrummet fra 13.30 til 20.30.

Dernæst kan Premier League byde på Leicester mod Manchester United om aftenen fra 20.45, mens der på samme tidspunkt er Juventus-Roma i Serie A. Alle kampene vises på enten Viasat eller Discoverys kanaler.

Håndbold-fans kan bruge deres eftermiddag på at se Sønderjyske-Aalborg efterfulgt af KIF Kolding København mod Bjerringbro-Silkeborg i herrenes liga fra kl. 14.10 på TV 2.

Personer med en forkærlighed for amerikansk sport kan om aftenen og natten se Baltimore Ravens mod Indianapolis Colts efterfulgt af rivalopgøret Green Bay Packers mod Minnesota Vikings. Begge kampe vises på 3+.

I NHL er der mulighed for at følge både Frans Nielsen i Detroit og Nikolaj Ehlers i Winnipeg fra kl. 19.00

24. december:

Når maden er spist, og pakkerne blevet åbnet, er der fuld spillerunde i NFL, hvor der kæmpes om slutspilspladser. De tidlige kampe indledes fra kl. 19.00 efterfulgt af de sene omkring kl. 22.

25. december:

1. juledag er den største af alle spilledage undervejs i den regulære sæson i NBA. Fra klokken 19.00 og til langt ud på natten kan man følge fire kampe direkte på TV 2 Sport. Det er blandt andet revanchekampen af sidste års NBA-finale mellem Golden State Warriors og Cleveland Cavaliers fra kl. 21.00.

LeBron James og Steph Curry mødes for første gang siden forårets finaler, når der spilles NBA 25. december. Foto: Tony Dejak

26. december:

Boxing Day, som det kaldes i England, tilhører fodboldfans. Fra kl 13.30 og frem til 20.30 sendes der Tottenham-Southampton, Manchester United-Burnley og Liverpool-Swansea fordelt på Viasat og Discoverys kanaler. Alle sammen vigtige kampe for topholdene midt i juleprogrammet, hvor det ofte ses, at der bliver smidt point.

27. december:

Det underholdende fodboldprogram fortsætter den 27. med kampen mellem Newcastle og Manchester City, der vinder, vinder og vinder i denne Premier League-sæson. Kampen vises 20.45 på TV 3 Max.

I løbet af natten er der atter mulighed for at se Frans Nielsen, Nikolaj Ehlers og også Oliver Björkstrand i aktion for deres respektive klubber i NHL.

28. december:

Torsdagen giver mulighed for at følge med i World Cup'en for både mænd og kvinder i Østrig, hvor der tidligt om eftermiddagen både er storslalom og styrtløb. Vigtige løb, der ikke bliver mindre vigtige af, at Vinter-OL venter lige om hjørnet i 2018.

I Premier League spiller Crystal Palace og Arsenal mod hinanden om aftenen.

29. december:

Dansk håndbold overtager spotlightet på den store julescene, når semifinalerne i pokalturneringen for kvinder bliver afviklet på TV 2. Det med kampene Aarhus United-København Håndbold samt Team-Esbjerg- FC Midtjylland Håndbold. Kampene bliver spillet lige efter hinanden med første fløjt fra kl. 18.00.

Louise Burgaard er en af de danske profiler, som skal i aktion i pokalturneringens semfinaler. Foto: Csaba Krizsan

30. december:

Efter en stille dag vender fodbolden tilbage med et stærkt program på årets næstsidste dag. Fra kl. 12.30 og frem til 22.45 kan man følge kampe som Fiorentina-AC Milan, Liverpool-Leicester og Manchester United-Southampton på Viasat og Discoverys kanaler.

I håndbold bliver pokalturneringens finale og bronzekamp spillet på TV 2 fra kl. 14.00.

31. december:

Inden maden skal laves, håret sættes og fyrværkeriet sendes mod himlen, kan man følge Crystal Palace-Manchester City samt West Bromwich mod Arsenal i Premier League med start fra kl. 13.00

I NFL spilles den sidste runde i grundspillet, hvorefter alle slutspilspladser er helt klarlagte. Der er også kampe i NHL og NBA.

1. januar:

Årets første dag betyder som vanligt skihop fra Garmisch-Partenkirchen. DR sender direkte fra kl. 13.50

Norges Daniel Andre Tande efter sejren i Garmisch-Partenkirchen. Foto: Matthias Schrader

I Premier League er der også kampe mellem Burnley-Liverpool samt Everton-Manchester United.