Fortsæt til indhold
Sport

Dansk ishockeyspiller er en stor del af verdens næstdyreste hold

Værdien af ishockeyholdene i NHL i Nordamerika er steget med 15 pct. på et år. I alt syv danskere spiller i ligaen og til næste år er der VM i Danmark.

Han står mellem stængerne i den legendariske ishockeyklub Toronto Maple Leaf.

Og den danske målmand Frederik Andersen er en stor del af årsagen til klubbens øjeblikkelige sportslige succes. Nu kan klubben også prale af at være rykket op som den næstmest værdifulde i National Hockey League. Kun overgået af New York Rangers.

Ifølge den årlige opgørelse fra Forbes over de mest værdifulde ishockeyklubber i Nordamerika, er klubbernes værdi i gennemsnit steget med 15 pct. til 3,7 mia. kr. Det er samtidig den største stigning i tre år.

Danmark har syv spillere i NHL, der regnes for verdens bedste liga. Udover Frederik Andersen i Toronto er det Frans Nielsen i Detroit Red Wings, Oliver Bjørkstrand i Columbus Blue Jackets, Lars Eller i Washington Capitals, Nikolaj Ehlers i Winnipeg Jets samt Mikkel Bødker og Jannik Hansen i San Jose Sharks.

Selv om der ikke er så meget fokus på de syv danskere i de hjemlige medier, er de alle blandt de 10-12 bedst betalte danske sportsfolk. Den bedst betalte af de syv er Nikolaj Ehlers, der har en årsløn på 38 mio. kr. og en kontrakt, der gælder syv år frem.

Ishockeyen i Nordamerika har sjældent haft bedre dage rent økonomisk end i disse år. Nye sponsoraftaler og øget tv-eksponering har skubbet til den udvikling.

Danmark er til maj næste år vært for ishockey VM, der bliver den hidtil største idrætsbegivenhed på dansk jord. Kampene spilles i Herning og i København.

Der er 31 hold i NHL og herunder er værdien i dollars af de hold med danskere på lønningslisten samt deres placering på Forbes ”mest værdifulde liste”:

2. Toronto Maple Leaf - 1,4 mia. $

9. Detroit Red Wings - 700 mio. $

11. Washington Capitals - 625 mio. $

15. San Jose Sharks - 490 mio. $

26. Winnipeg Jets - 375 mio. $

29. Columbus Blue Jackets - 315 mio. $

Hele listen kan ses her.

Selv om eksempelvis Nikolaj Ehlers’ klub Winnipeg Jets kun er nummer 26 på listen over de dyreste klubber, er holdets værdi steget med 10 pct. på et år.

Og på trods af, at klubben endnu aldrig har vundet en kamp i slutspillet om Stanley Cup’en, så har hver kamp været udsolgt siden 2011 med 15.321 tilskuere. Der er en venteliste på 4000 mennesker for at få lov til at købe et årskort.