Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark har nået OL-målsætning
Millionaftaler skal løfte danske OL-atleter.
I flyet hjem fra OL i Rio sidste år havde Danmark 15 medaljer.
Det var den bedste medaljehøst siden De Olympiske Lege i London i 1948, da 20 medaljer blev vundet.
Efter det succesfulde OL begyndte Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark et større arbejde med at tiltrække samarbejdspartnere frem mod de næste lege i 2020.
De to organisationer havde sat sig en målsætning med høje ambitioner. Der skulle rejses 100 mio. kr. frem mod de olympiske og paralympiske lege i 2020 i Tokyo.
Med bl.a. en stor donation fra Salling Fondene tidligere i år og en netop indgået partnerskabsaftale mellem DIF, Team Danmark og investeringsselskabet Kirkbi A/S er det økonomiske mål nået, skriver DIF i en pressemeddelelse.
»Pengene skal primært gå til en styrkelse af vilkårene for atleterne op til og under de olympiske og paralympiske lege. Desuden skal en del af midlerne gå til talentarbejde, så vi også kan se danske atleter på den internationale scene på en længere bane,« udtaler Morten Mølholm, der er administrerende direktør i DIF.
Han glæder sig over, at pengene kan give de danske atleter en god begyndelse på forberedelserne frem mod OL og samtidig også løfte det sportslige niveau.
Men ifølge direktøren stiler DIF og Team Danmark nu endnu højere og søger flere partnerskaber, da det handler om hele tiden at opretholde et internationalt konkurrenceniveau i en verden, hvor kampen om medaljer hele tiden intensiveres.
Hos Team Danmark glæder direktør Lone Hansen sig også over, at ambitionen er nået.
»Midlerne er med til at sikre, at vi ikke bliver hægtet af den internationale udvikling, hvor mange lande investerer massivt i eliteidræt,« udtaler hun.
For ifølge hende har Danmark masser af uforløst potentiale blandt de unge talenter, som skal udvikles.