Historisk dansk trio stiller op i international skiskydning
Danmark har for første gang tre deltagere med i IBU Cup’en i en sport i fremgang.
I disse dage knokler tre danskere på ski med en riffel på ryggen på Norges største skiskydningsanlæg, Sjusjøen. Anders Emil Schiellerup, Jens Hulgaard og Joachim Weel Rosbo er til start i IBU Cup’en, niveauet lige under World Cup’en, der transmitteres på tv i løbet af vinteren med franskmanden Martin Fourcade som den store stjerne.
»Det er første gang, at Danmark har to eller flere deltagere med og første gang, at Danmark fylder hele sin nationale kvote i et IBU-løb,« siger Christian Borch, der på frivillig basis står bag skiskydning i Danmark med udgangspunkt i Ballerup Biatlon.
Han fortæller, at interessen for skiskydning er støt stigende i Danmark.
»Ikke mindst blandt de danske eliteløbere i langrend, hvor det åbner helt nye muligheder at kombinere en langrends-satsning med skiskydning,« siger han.
Christian Borch havde i efteråret seks af landets bedste senior- og juniorløbere i langrend med på en træningslejr i tyske Oberhof.
Her havde det tyske skiskydningsforbund udlånt Frank Ullrich, deres tidligere meget succesfulde landstræner og ikke mindst mangedobbelte OL- og World Cup-vinder fra 1980’erne, til det danske hold.
Under Frank Ullrichs ledelse udviklede de danske udøvere sig meget i løbet af ganske kort tid.
»Man kan sige, at vi i løbet af fem dages træning med Frank Ullrich udviklede os, hvad der svarer til fem år frem i tiden, hvis vi selv havde skullet finde ud af det hele,” sagde en af de danske deltagere, langrendsløberen Lasse Hulgaard efter træningslejren.
Den internationale sæson i skiskydning indledes i den kommende weekend i Östersund i Sverige med første afdeling af World Cup’en arrangeret af IBU, det internationale skiskydningsforbund. Hos mændene er det navne som Martin Fourcade (Frankrig), Anton Shipulin (Rusland), Johannes Thingnes Bø (Norge) og tyskerne Arnd Pfeiffer og Simon Schempp, der er værd at holde øje med, mens de det hos kvinderne er Laura Dahlmeier (Tyskland), Gabriela Koukolová (Tjekkiet), Kaisa Mäkäräinen (Finland), Marie Dorin Habert (Frankrig) og italieneren Dorothea Wierer, som forventes at slås om topplaceringerne.