Mock-skade udsætter Mogens Palles jubilæumsstævne
Lolenga Mocks skade betyder, at han først i 2018 bokser mod Dmitry Chudinov i Mogens Palles 60-års-jubilæum.
Det kommende Danish Fight Night Galla i Frederiksberg Hallerne, der skulle markere promotor Mogens Palles 60-års-jubilæum er blevet udsat fra 25. november til 5. januar 2018.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Årsagen er primært, at Lolenga Mock på grund af en øjenskade ikke kan nå at forberede sig optimalt til mødet med russeren Dmitry Chudinov.
- Skader og skavanker kan man ikke gardere sig imod. Fredag den 5. januar i det nye år var den første fordelagtige og ledige dato, som vi kunne afholde stævnet på i samme hal.
- Derfor har vi valgt at arrangere stævnet på denne fredag, siger Mogens Palle.
Han tilføjer, at Lolenga Mocks modstander, Dmitry Chudinov, har accepteret at bokse i januar.
Mogens Palle arrangerer stævnet sammen med den tidligere bokser Brian Nielsen.