*

Skole

Et svært liv som flygtning – lige på Sigtekornet

Skoleelever laver deres egen vinderavis.

Vinderne af mediekonkurrencen fra Kornmod Realskole i Silkeborg danser til Wafande i Pressen i JP/Politikens Hus. Eleverne havde lavet en JP-avis under teamet "Flugt". Foto: Stine Bidstrup

”Fængslet som 8-årig”.

Bag den voldsomme overskrift gemmer sig beretningen om en syrisk familie på flugt. I gummibåd, over fængsler og flygtningelejre, gennem det halve Europa frem mod en ny tilværelse i Silkeborg. Hele turen med angst og usikkerhed som ubehagelig følgesvend.

Historien bliver fortalt af den unge pige Lalash Farman, og hendes historie står at læse på forsiden af avisen ”SigteKorn – Mod flygtninge” – i daglig tale på redaktionen i 7. d på Kornmod Realskole i Silkeborg bare Sigtekornet.

»Jeg kendte hende på forhånd, men det var noget andet at skulle interviewe hende. Det har vi gjort flere gange, og så forstår man jo pludselig bedre, hvordan det er at være flygtning. Vi har arbejdet meget med interviewet – også efter skoletid,« fortæller en af eleverne, Daniela Kaiser.

Ikke kun hun og de 23 øvrige elever i 7. d er blevet berørt af Lalash Farmans skæbne, for forsidehistorien og resten af avisen er af en kvalitet, så Kornmod Realskole tirsdag blev kaldt på scenen i JP/Politikens Hus til medalje og hæder som en blandt flere vindere i bladhusets mediekonkurrence.

Teamaet for alle konkurrencens aviser, hvor i alt 7.000 elever fra hele landet har deltaget, er »På flugt«, men trods det dystre emne erklærede chefredaktør Jacob Nybroe sig for »glad i låget«.

Mediekonkurrence
  • 7.000 skoleelever har deltaget i dette skoleårs mediekonkurrence i JP/Politikens Hus.
  • Eleverne er delt i to kategorier: 6.-7. klasse og 8.-10. klasse.
  • Årets tema var ”På flugt”.
  • Eleverne vælger selv, om de vil lave deres egen udgave af Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet eller en nyhedsside på nettet.
  • I JP-afdelingen vandt: 7. d på Kornmod Realskole i Silkeborg. 8. b på Anna Trolles Skole i Brenderup på Fyn.
  • Næste skoleårs tema for mediekonkurrencen er ”Elsk dig selv – krop og idealer”. Tilmelding til konkurrencen er netop åbnet.

»Fordi I viser et engagement og en nysgerrighed, og I gør alt for at få det ud. Jeg blev berørt af jeres artikler, og samtidig gør I også meget ud af fakta,« sagde han til 7. d, som har valgt at lave en avis efter JP-skabelon.

Skal bide sig fast

Den unge redaktion medgiver gerne, at de ikke i dagligdagen er de store avislæsere, men Sigtekornets chefredaktør, Andreas Engberg, har ikke haft problemer med at finde historier og vinkler.

»Vi kender ikke så mange flygtninge, men vi fandt ret hurtigt ud af at hjælpe hinanden, og at det handler om at komme ud og snakke med folk,« siger han og suppleres af Daniela Kaiser:

»Vi ringede jo til folk og blev hurtigt klar over, at man skal bide sig fast, hvis man vil have oplysninger ud af dem. Hvis de ikke kan hjælpe, skal man sørge for at få et navn ud af dem – og helst et telefonnummer – som man kan gå videre med.«

Sigtekornet har ud over historien om Laslash Farman været på besøg hos en flygtningeven, hos Kirkens Korshær, været en tur omkring kommunens tilbud, ligesom redaktionen også får sneget en anmeldelse af en bog om zombier ind og minsandten givet den en flygtningevinkel også. Sportssiderne mangler ikke og rummer en fin reportage med integration via fodboldbanen.

Ifølge klasselærer Lars-Christian Lyngs Hansen har avisproduktionen givet anledning til en del diskussion, og fløjene i dansk politik findes også i størrelse 7. d.

»Jeg ved ikke, om der nogen, som har flyttet sig rent holdningsmæssigt undervejs, men de har i hvert fald lært vigtigheden af at lytte til andres meninger,« siger han, og en af eleverne, Amalie Brix, har fået stof til eftertanke.

65 mio. på flugt

»Før tænkte jeg ikke så meget over det med flygtninge, for vi har ingen i klassen. Men nu tænker jeg mere på det, de har oplevet på vejen hertil, og hvor lidt de har at klare sig for,« siger hun.

Netop samme indgang til flygtningeproblematikken havde generalsekretær Anders Ladekarl fra Dansk Røde Kors, da han talte til de vindende klasser, hvoraf nogle har vundet for deres egne udgaver af bladhusets øvrige produkter, Politiken og Ekstra Bladet.

Elever dyster i nyheder om krop og idealer

»65 mio. mennesker er på flugt, men I har vist deres ansigter og gjort dem til individer. I har vist, at de ikke er stakler, men at flygtninge har ressourcer. Når man ser sådan på det, er det ikke helt så håbløst. Danmark kan ikke løse flygtningeproblemet alene, men vi kan alle gøre lidt. Verden reddes et menneske ad gangen,« sagde han.

Afstanden mellem mennesker blev endnu kortere og humøret skruet op, da reggaekunstneren Wafande fik mikrofonen i hånden og med sangen ”Gi’ mig et smil” også gav et hjælpsomt råd i en verden med 65 mio. flygtninge.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Om temaet

Hundredtusindvis af mennesker på flugt fra krig, forfølgelse og dårlige levevilkår banker på døren til Europa.

Jyllands-Postens korrespondenter rapporterer fra migrationsbølgens frontlinjer, mens den hjemlige redaktion beskriver de historiske udfordringer, som også det danske samfund står over for.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her