Berlin fejrer Murens fald: Du er inviteret
8.000 oplyste balloner og et overflødighedshorn af særarrangementer. 25 års-jubilæet for den tyske genforening bliver følelsernes fest, siger Visit Berlin-talsmand.
Fest med tusindvis af tyskere på Brandenburger Tor, gå tur langs den 15 kilometer lange markering af Berlinmuren eller tag på sightseeing i den ikoniske østtyske Trabant-bil.
Anden weekend i november bliver Tysklands genforening i 1989 fejret med pomp og pragt, tårer og glæde, med Berlin som de talrige festligheders midtpunkt. Og danskerne er kærkomne gæster, fortæller talsmand Christian Taenzler fra Visit Berlin.
”Vi ser meget gerne vores nordlige naboer komme og mærke den særlige ånd her. Vi har en kæmpe fest på Brandenburger Tor hele weekenden, som bliver ren gåsehud og kærlig stemning. Murens fald er symbolet på en fredelig revolution uden krudt og kugler,” siger han.
Muren spøger stadig
Den 54-årige talsmand er selv vokset op nær Hannover i det gamle Vesttyskland, mens familien på mødrenes side var spærret inde bag ’jerntæppet’, der adskilte Øst- og Vesteuropa efter Anden Verdenskrig og frem til 9. november 1989.
”Vi føler stadig sårene fra adskillelsen i vores daglige liv og bliver mindet om det i Berlin, som er underudviklet i forhold til byer som Paris og Rom. Omvendt har vi så en masse åbne områder, som vi kan udvikle. Det er med til at skabe byens særlige atmosfære,” siger Christian Taenzler.
8.000 balloner sendes til vejrs
Hovedbegivenheden ved fejringen af Murens Fald er den 15 kilometer lange ’Lichtgrenzen’ (lysgrænse, red.) med 8.000 oplyste balloner på række fra Bornholmer Strasse i vest over centrum til Oberbaumbrücke i øst.
På 100 steder langs grænsen kan man desuden læse unikke historier fortalt af mennesker, der forsøgte at overløbe grænsen. Søndag kl. 19.30 bliver de mange balloner sendt til vejrs for at symbolisere Murens fald.
Den sidste rest af den oprindelige mur med fundament står ved Berliner Mauer Dokumentationszentrum på Bernauer Strasse i midten af byen. Netop i anden weekend i november genåbner museet med en udvidet udstilling om systemet af mure.
Oplev den mørke side af Muren
Christian Taenzler anbefaler også den 14 meter høje fotoplanche ved det berømte Checkpoint Charlie mellem den amerikanske og den sovjetiske sektor, hvor 1.067 flygtende mistede livet.
”Hvis man er ung og ikke har så klar en ide om tiden før Murens fald, kan jeg anbefale den fantastiske installation, som giver en meget intens oplevelse af området fra Kreuzberg til Friedrichshain i midtfirserne. Det er ganske vist lidt gråt og deprimerende, men det var virkelig sådan, det var, ” fortæller Christian Taenzler.
Smag på den østtyske hverdag
Livet i Østberlin bliver skildret i detaljer på DDR-museet på Karl Liebknecht Strasse i centrum ved floden Spree. Her kan man få indblik i hverdagen i den socialistiske stat med sikkerhedspolitiet Stasis konstante nærvær. Museet har en restaurant tilknyttet, hvor den østtyske Grilletta-burger med svinekød, den russiske suppe Soljanka og en autentisk Jägerschnitzel er på menuen.
Endnu mere DDR-romantik findes der på Tränenpalast, Tårernes Palads, i centrum, som rummer en permanent og gratis udstilling ved grænseovergangen for vesttyskere til og fra Østberlin. Museet udstiller personlige historier, originale dokumenter og beskriver historien frem til genforeningen.
Historien om datidens Berlin kan også opleves på busture med video-materiale som supplement til fortællingen på de forskellige nøglesteder.
Men for det cyklende danske folkefærd kunne det også være en ide at tage på sightseeingtur fra sadlen med Murens fald som tema i den særlige weekend.
”Mange af guiderne har ekstrem stor viden på disse cykelture. Og da danskerne jo er glade for at cykle, tror jeg, det kunne være en stor oplevelse, hvis vejret holder. Men der er også mulighed for at tage på sightseeing i en gammel østtysk Trabant,” fortæller Christian Taenzler med henvisning til Trabi Safari, som har en særlig tur langs den forhenværende mur.