Frankrigs folkelige by

Marseille – Frankrigs solrige port mod Syden – gennemgår et hamskifte i disse år med opførelse af kulturpaladser og spektakulær arkitektur. Men den forbliver rå – på den gode måde med masser af folkeligt liv og ufortyndet multietnisk energi.

Artiklens øverste billede
Marseille er Frankrigs næststørste by med 852.395 indbyggere. Regner man byens forstæder med, bor der 1,5 mio. mennesker i området.

Marseille har været kendt som sy(n)dens hovedstad i Frankrig. En solrig og livlig by, hvor ingen smålige hensyn til sandheden eller loven skulle stå i vejen for glæden ved at fortælle gode historier eller ganske enkelt at nyde livet.

Marseille blev grundlagt som Massalia af grækere fra Phokis i Lilleasien cirka år 600 f. Kr.

»En tunfisk spærrede havnen,« lyder en typisk forklaring fra en af forfatteren Marcel Pagnols romanfigurer. Han satte liv i Marseille og Provence-regionen gennem værker som ”Kilden i Provence” og ”Manon og Kilden”, og når karaktererne hos Pagnol spiller kort, er det uundgåeligt, at de snyder, alle som én.

I dag er byens ry som Frankrigs svar på Chicago for længst passé. Man forventer ikke at se Fernando Rey stå ved kajen og tage imod den næste heroinladning, som han gør det i det gamle gangsterdrama ”French Connection”. Med jævne mellemrum meldes fortsat om store narkofangster. Men de glamourøse alfonsbosser og godfathers er en saga blot. Da pengene forsvandt, forsvandt mafiaen også.

Ved havnefronten kan man opleve skulpturer af dyr under et enormt spejltag i rustfrit stål, som den britiske arkitekt Norman Fosters har tegnet.

Marseille har aldrig forvundet afkoloniseringen med mindskningen af havnens betydning og det bratte indryk af tusinder af pied-noir, dvs. tilbagevendte franskmænd fra det tidligere Fransk Algeriet. Men efter årtiers økonomisk nedtur gennemlever Frankrigs næststørste by en renæssance i disse år.

Som noget nyt vrimler havneområdet med skulpturer af dyr under den britiske arkitekt Norman Fosters enorme og flotte spejltag i rustfrit stål. Lidt længere ude af havnefronten flankeres det gamle middelalderfort Saint-Jean nu af nye udstillingssteder. Mucem – Museet for Europas og Middelhavets Civilisationer – er pakket ind bag et flot, mønstret sort gitterværk. Det hylder Frankrigs ældste bys rødder blandt Middelhavets folkeslag som fønikere, romere og arabere. Ved siden af Mucem ligger den anden nye kulturhøjborg, Villla Méditérranée. Bygningen er spektakulær. Hele dens øverste del skyder frit ud i luften, som rakte bygningen frækt tunge af havnefronten.

Forvandling uden polering

Marseille gennemgår et sandt hamskifte. Et ikke helt ufortjent ry som beskidt og betændt storby overtrumfes i dag af ny spektakulær arkitektur og kunst ud til Middelhavet. Samtidig har det bevaret et enestående folkeligt, hjertevarmt centrum.

For Marseilles vitalitet udspringer ikke mindst af dens frodige multietniske kultur. Byens kendteste ambassadører er rappere som Keny Arkana og veteranerne IAM, der synger om de unge og udstødte i deres rapporter ”fra planeten Mars”. Og indtil videre har den store renovering, som inkluderer kæmpeområder med butikscentre og kontorer, ikke mindsket byens særlige fascinationskraft, der hænger sammen med dens folkelige karakter. Ved hovedstrøget La Canebière har indvandrere fra Italien, Armenien, Nordafrika og tropisk Afrika på skift fundet helle. Om dagen er her et sandt mylder af folk af italiensk, arabisk, græsk, armensk og afrikansk udseende. Den massive indvandring er ikke altid gået gnidningsfrit til.

I 1883 blev italienske arbejdere myrdet i den sydfranske by Aigues-Mortes som en lokal reaktion på “den italienske invasion”, og også i Marseille var der frygt for trusler mod, hvad der dengang blev kaldt “den franske race”.

Men i dag synes Marseille immun over for den aktuelle nationalistiske bølge i det sydlige Frankrig. Mindre nabobyer som Toulon og Vitrolles har tidligere valgt højreekstremistiske borgmestre. I Marseille er bevidstheden om de fælles Middelhavsrødder tilsyneladende for stærk til, at fremmedskeptikerne i partiet Front National kan slå dybe rødder.

I modsætning til andre franske storbyer har Marseille ikke kendt til optøjer i forstæderne. Folk fra Marseille – uanset om det er franskmænd, arabere, afrikanere, portugisere – svinger ikke det franske flag, når hjemmeholdet Olympique de Marseille stiller op, men Marseilles blå og hvide farver. Rapperne fra Massilia Sound System synger:

»1., 2., 3., 4. generation, vi synger alle på de samme sange, når vi ser OM spille på Le Vélodrome ...«.

Folkelig trods gentrificering

Gentrificering hedder det, når udstødning af underklassen i Europas gamle bykerner hjælpes på vej af kulturelitens og turismens indtog. Skiftende bystyrer i Marseille har sat sig for at ”rense” de indvandrerdominerede centrale kvarterer. Men heldigvis med ægte sydlandsk langsommelighed.

Museet for Europas og Middelhavets Civilisationer er pakket ind bag et flot, mønstret sort gitterværk og er en markant arkitektonisk tilføjelse til byen.

De folkelige og etnisk prægede kvarterer ligger fortsat i byens hjerte, tæt på le Vieux-Port, den gamle havn. Som hvis Vesterbro i København lå klos op ad Kongens Nytorv.

På små barer nyder folk i eftermiddagstimen et glas pastis eller en omgang muslinger med vin til. Markederne bugner af grøntsager, frugter og fisk, og der er sækkevis af krydderier fra Østen. Ofte føler man sig hensat til Nordafrika.

Unge mænd sælger piratcigaretter. Side om side er her butikker med et imponerende udvalg af glasurbelagte arabiske kager, nødtørftigt indrettede lokaler med æggeudsalg og høns i bure fra gulv til loft, og små cafeer, hvor de arabiske mænd sidder dagen lang og snakker over en kop espresso.

På et hjørne fungerer en lejlighed lige ud til gaden som moské. Om eftermiddagen myldrer mændene ind, planter skoene ved døren og falder på knæ. Om natten har nordafrikanerne deres egne steder. Man sidder i sofapartier ved små borde på række langs diskrete spejle hen til dansegulvet, hvert bord med sin flaske whisky og en frugtskål.

Her blandes alle voksne aldre, og dresscode og diskotekernes indstuderede coolness er lykkeligt afskaffet. Først ud på de små timer viger de lidt stive omgangsformer dog til fordel for ekstatisk danseglæde.

Fylder i landskabet

Marseille er to en halv gang så stor i sin udstrækning som Paris. Bedst indtryk af Marseilles enestående beliggenhed får man ved at køre ud af La Corniche, kystvejen. Forbi de prægtige villakvarterer, hvor borgerskabet byggede deres sommerresidenser i begyndelsen af sidste århundrede.

Små beurs (knægte af nordafrikansk herkomst) kaster deres snører ud over skråningen ned i vandet, ganske som generationer af indvandrerbørn har gjort det før dem. Det er en sensationel tur. Man kommer forbi små vige og moderne friluftsbade.

 Til sidst, i udkanten af de bymæssige områder, når man frem til den øde fiskerlandsby Les Goudes, der ligger mellem de nøgne kalkstensbjerge. Her stoppes vejen af det vældige Marseilleveyre, der går helt ud til havet.

Råd til rejsen

  • Hotel med kunst: På “Au Vieux Panier” (“Den Gamle Kurv”) er der kun fem værelser. De udsmykkes på skift af franske kunstnere: Måske dingler mobiler fra loftet. Eller kulørte former i papmaché stikker ud fra væggen. Prøv den permanent dekorerede “drypstenshule”, hvor klodser af råt træ hænger ned fra loftet i klaser som stalaktitter. Hotellet ligger i det gamle Montmartre-lignende (men endnu ikke spolerede) kvarter Le Panier. Nyd tagterrassens flotte udsigt over kvarteret og byen. Rue du Panier, 13, www.auvieuxpanier.com
  • Udflugt: Der er masser af gåture i Nationalparken Les Calenques ved de klipperige fjorde, les calenques, umiddelbart syd for Marseille. Ved fjorden Callelongue ophører kystvejen. Vil man fortsætte langs kysten foregår det til fods. 10-12 timer af en spektakulær sti hen ad klipperne langs Middelhavet til den mondæne badeby Cassis.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen