Kalø - en fæstning i havet

Tag madkurven med på en travetur ad Danmarks ældste dæmningsvej til fæstningsborg på Kalø.

Artiklens øverste billede
Ruinerne er et paradis for små klatreaber, og de voksne har en undskyldningfor at følge med dem på opdagelse. Foto: Hanne Würtz

Hvor Grenåmotorvejen slutter ved Løgten knap 20 km nord for Aarhus, vælger vi den mindre landevej nord om Kalø Vig, og inden længe kan vi se vort mål ude i vandet: Kalø med ruinerne af den fæstningsborg, der blev anlagt for 700 år siden og anses for en af Danmarks smukkeste og mest velbevarede. I Rønde drejer vi til højre, og lige efter svinget et par km senere sætter vi bilen på P-pladsen ved Kalø Slotskro for at begive os ud på landets længste middelaldervej og samtidig den, der er i bedst stand. Den blev anlagt på en 500 meter lang dæmning, der forbinder Kalø med fastlandet.

Tvangsborg

Det var den danske konge Erik Menved, der lod den første borg på Kalø bygge i 1313-14 - en af de fire tvangsborge, der skulle holde folket i ave efter det store bonde- og adelsoprør mod stigende skatter i 1313. For heller ikke dengang havde befolkningen lyst til at betale ekstra til krigsførelse. Ifølge Sjællands krønike ”betvang han omsider jydernes gamle stivsind”. Oprøret ulmede dog stadig, og Erik Menveds efterfølger, Christoffer II, måtte i sin håndfæstning i 1320 love at nedrive alle borge i Jylland undtagen Riberhus, Koldinghus og Skanderborg. Der er både sand, græs og sten på vejens første del, men på selve vejdæmningens smalleste sted er det den gamle kampestensbelægning, vi går på. Her kan korte ben godt blive trætte, så familiens yngste kan få brug for et lift på skuldrene. Størsteparten af den samlede strækning på ca. 1,5 km er uegnet til barne- og klapvogne - for ikke at tale om kørestole.

Umulig at erobre

Her midtvejs får man en klar fornemmelse af, hvorfor borgen var så godt som uindtagelig. Hvem ville give sig i kast med at føre en hær eller oprørsstyrker ad den smalle dæmning, som dengang var gennemskåret af en rende med en bro, som forsvarerne bare kunne fjerne. Og helt fremme ved borgen var der en bred grav, der gik over øen fra syd til nord - formentlig med en vindebro, der førte over til borgens eneste port. Selve borgen ligger på øens højeste sted godt 20 meter over havet, og i lang tid er det 10 meter høje tårn det eneste af ruinerne vi ser. Skal vi nu vælge den længere vej, som skiltet anviser, eller skyde genvej og klatre ad stien op ad skrænten? Børnene vælger helt klart det sidste, er allerede langt forude, og vi voksne følger trop. Man er vel i form.

Vidt udsyn

Vi stopper op ved træbroen over jordgraven for allerede her at nyde udsigten over dæmningen, over strandengene til fastlandet med Hestehave Skov til den ene side og til den anden Ringelmose Skov. I dens udkant skimter man til højre Kalø Økologisk Landbrugsskole og bag skoven Kalø Jagtslot, hvor sekretariatet for den nye nationalpark Mols Bjerge har til huse. Sekretariatet er samtidig formidlingscenter, hvor alle er velkomne til at få information og foldere ikke alene om Kalø, men om hele områdets unikke kulturlandskab.

Sommerguider

»I sommerperioden 30. juni-12. august kl. 11-16 vil man hver dag kunne møde vore sommerformidlere i Ebeltoft, i Mols Bjerge og på P-pladsen ved Kalø Slotsruin. Her vil vi fungere som en slags fremskudt turistbureau,« oplyser Bo Skaarup, der er projekt- og formidlingsansvarlig for nationalparken. »Og hver dag kl. 14-15 i nævnte periode bliver der en guidet tur til ruinen eller rundt i skoven alt afhængigt af vejret. Det koster ikke noget.« I det hele taget vil der blive gjort mere ud af formidlingen. Bedre skiltning på slotsruinen vil være en realitet inden sommersæsonen, og allerede nu er der fuld gang i planerne for, hvad der skal ske i 2013 for at markere 700-året for borgens opførelse.

Farligt farvand

Fra vindebroen kommer vi ind i forgården, som kunne beskydes fra murene, og adgangen til den indre gård kunne kun ske gennem en solid port, som eventuelle angribere skulle gennembryde for at komme ind til borgfolkenes sidste tilflugtssted, hovedtårnet med tre meter tykke mure. Nu står kun murrester tilbage, så vi går uhindret gennem portåbningen og står inde i selve den græsklædte borggård - prøver at forestille os, hvordan her har set ud, hvordan tilværelsen har formet sig inden for murene og hvilke dramatiske begivenheder, der har udspillet sig. En runde langs ydermurene taler til fantasien. Der skulle både mod og dumhed til at forsøge at invadere borgen fra søsiden. Der er ganske vist en naturhavn, men sejlads omkring Kalø kræver godt lokalkendskab, da der kun findes to smalle passager, det dybeste 11 m, gennem stenrevet, som beskytter hele Egens Vig. Hvis angribere endelig nåede til land, måtte de forcere øens stejle skrænter og derefter de lodrette borgmure. Efter at have set os mætte på udsigten til Aarhusbugten og det naturskønne Mols slår vi os ned på en solvarm kampesten i læ. Og havde denne kølige forårsdag været bare lidt varmere, havde vi taget madkurven med.

LÆS OGSÅ: Gustav Vasas fængsel

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.