Mange kys og leveår

En snedig plan, kuk i skoven, en tur i Folketinget, løse kvier, frokost i svinestalden, Stridens Hjem og fuglenes hippie – der er nok at se til – og på – ved Horsens Fjord.

Artiklens øverste billede
De tre øer Alrø, Vorsø og Hjarnø ligger smukt i Horsens Fjord.

På min vej mod Horsens Fjord, ned langs den jyske østkyst, runder jeg en af Danmarks mindste fjorde, Norsminde Fjord. Den er ikke meget større end et badekar, når man sammenligner med de store blå bånd, der ellers skærer sig ind i landet.

Ikke desto mindre er den en rundtur værd. Den er tre km lang og en halv km bred med en stejl kystskrænt på fjordens nordside. Herfra er der mange gode udsigtspunkter ud over fjorden og Aarhusbugten.

Ved den lille bådhavn i Norsminde blev der i 1964 bygget en sluse, der skal forhindre oversvømmelse af de laveste arealer med rørskove og strandenge omkring fjorden. Slusen lukker, når vandstanden i bugten ud for er 35 cm over det sædvanlige niveau.

I Norsminde ligger en af Danmarks gastronomiske højborge, den lokale kro, der første gang serverede for gæster i 1693. Den er nabo til ruinerne fra Meden kirke, der ligger på en bakketop ved den lille asfaltvej, der går bag om kroen. At de sidste rester af kirken eksisterer som et beskyttet fortidsminde, kan man takke kroejeren Hans Sørensen Alrøe for. Efter at Meden Kirke var blevet lukket i 1700-tallet, forfaldt den, og folk begyndte at bruge sten og andre materialer til lokalt byggeri. Døbefonten endte i en privat have, og da der i 1875 kun var få ruinrester tilbage, besluttede kroejeren sammen med et par andre krigsveteraner fra 1864-krigen at stoppe plyndringen med en snedig plan. Han fik fremstillet en kongebuste af Frederik VII og placerede den på toppen af den største murrest. Så sluttede stenhugsten, man stjal ikke fra et sted med et kongemonument!

Hvert år den 6. juni markeres ”redningsaktionen” med flaghejsning på stedet.

Så gælder det Horsens, hvor ”Slottet”, det tidligere statsfængsel, ligger på sin bakketop. Nu er der museum og kulturinstitution, men porten er stadig grøn som fangernes håb om at slippe ud i friheden.

Vi skal i hvert fald ud i det grønne, og det næste, der fanger interessen, er den betagende fjordsti (cykelrute 31), der går gennem Horsens’ Beverly Hills, i daglig tale Stensballe.

I Norsminde ligger en af Danmarks gastronomiske højborge, den lokale kro, der første gang serverede for gæster i 1693.

Til den ene side den blanke fjord, til den anden det lysegrønne flor – det rimer, og sådan er det, når man sidder på cyklen en skøn sommerdag. Dækkene synger i gruset, og gøgen insisterer med sin evindelige kukken: kukkuk, kukkuk, og jeg tilføjer et faldera, så bliver vi i sangens rige.

Det var såmænd nationaldigteren H.C. Andersen, der i sommervisen ”Hvor skoven dog er frisk og stor” introducerede sangskjuleromkvædet med kuk og faldera, den var nok ikke gået i dag uden surmuleri fra anmelderne.

Dog har jeg ifølge digteren en lang alderdom foran mig, da antallet af kuk fra gøgen røber, hvor mange år man endnu har til gode. Og jeg kan slet ikke nå at tælle alle gøgens kukkerier:

I måneskin er smukt at gå,

i skov ved solskin ligeså;

af kukkeren jeg vide får,

hvor mange kys og leveår,

lyder et af versene i sangen. Og kys tillige, jeg får travlt, der er noget at se frem til.

En række små, ældre fritidshuse dukker op ved vandet og mellem træerne i skoven, her er ingen prangende detaljer, intet moderne design, men atmosfære og stemning.

Videre går det, østpå langs nordsiden af fjorden. I byen med det sjove navn Søvind passerer jeg den lokale elektriker, der med store bogstaver på sin varebil reklamerer for Søvind El, fjerner man ø’et bliver det til svindel. Nå, det er bare pjat, vi jyder er jo ærlige mennesker.

Det jyske Folketing

Snart skal jeg til at bruge kræfterne, vi nærmer os Sondrup Bakker, endnu et stykke smuk dansk natur. Fra de fredede bronzealderhøje oven for den gamle hulvej ved Trustrup er der en storslået udsigt over Horsens Fjord, det er klart vejr, så vi kan skimte Fyn i det fjerne. Det højeste punkt er 74 meter over havet.

Vi ruller en tur ned til Sondrup Strand, hvor man tilsyneladende har lavet sit eget parlament. På en lang rød træbænk i læ af et skur står der med hvide bogstaver på ryglænet: FOLKETINGET. Der er vel plads til en 7-8 personer på langbænken, tænk, hvis vi kunne slippe med så få politikere på Christiansborg. Så ville vi blive fri for meget ævl og kævl og spin og pop og fiduser og skræl mig en gråpære. For at det ikke skal blive alt for kedeligt i det charmerende fiskerleje, er der også en bænk med påskriften ”Snapstinget”.

Fra havnen kan jeg kigge lige over på Alrø, som er næste mål for turen. Alrø nås via en kilometerlang dæmning syd for Amstrup, og så ligger der en flad pandekage på 7x5 kilometer foran en. Højeste punkt er 15 meter.

Det første vi støder på er en advarselstrekant i vejsiden: ”Pas på løse kvier”.

Er de nu farlige, tænker jeg, og vil de gå til angreb på mig og min jernhest? Godt nok er en kvie et hunvæsen og en slags teenager, så man ved selvfølgelig aldrig.

Her er der hegn om markerne, så jeg ruller roligt videre. Forbi den kullede kirke (en kirke uden tårn, red.) fra 1400-tallet og hen til Møllegården, hvor jeg skal indtage min frokost i svinestalden.

Restauranten på Møllegården er et kapitel for sig. Bordene står i de gamle grisebåse i stalden, det buede rødstensloft er bevaret sammen med fodertrugene. Men før man rynker på trynen, kan vi berolige med, at her er rent og fint og ingen griselugte til at forstyrre duften af den veltillavede mad. Vil man nyde sit måltid i solen, er der dækket op med rødternede duge i det fri.

Mæt og godt tilpas cykler jeg videre ud til den gamle dampskibsmole i den sydvestlige del af øen. Stenmolen er forlænget med en træbro, og herfra kan man i sommerperioden stige om bord på færgen ”Gitte Marie”, der fragter folk og cykler til Snaptun på den modsatte side af fjorden. Færgen er en ombygget fiskekutter.

Alrø overlever, selv om skolen, biblioteket, posthuset, mejeriet, købmændene og benzintanken samt den faste busforbindelse til Odder er fortid. Der er ikke engang en postkasse tilbage på øen. Men den er en lille godbid for cyklister.

Tilbage på ”fastlandet” runder vi Gyllingnæs, det er også en flad fornøjelse, her skal ikke bruges mange kræfter på stigninger. Hele den yderste del af næsset ejes af Gyllingnæs Gods, der er lukket for offentligheden. Det er dog tilladt at færdes på skovstierne og langs stranden til fods og på cykel.

Halvøen blev i 1970’erne udpeget som en af de mulige lokaliteter for Danmarks første atomkraftværk, men folkelig modstand spændte ben for alle planerne om denne energiform i kongeriget.

Med færgen til Hjarnø

Vi tager et spring syd over vandet og befinder os nu i Snaptun. Jeg venter på færgen til Hjarnø, der ligger omtrent 800 meter ude i fjordmundingen. Øen ligner fra oven en stor frø, der svømmer fredeligt i vandet – og jeg er parat til at kysse frøen og se, hvad der sker.

Efter fem minutters sejlads med den lille færge triller vi ind på øen, der ifølge Saxo har fået sit navn efter sagnkongen Hjarne. Han skrev et mindekvad over den folkelige Frode Fredegod, og hans poesi var øjensynligt så stærk, at han blev belønnet med krone og kongenavn. Men det var der nogle, der syntes var en lidt for let vej til herredømmet, så efter stridigheder om kongemagten måtte Hjarne flygte til den lille ø i Horsens Fjord, hvor han senere blev opsporet og dræbt.

Denne solskinsdag er der ikke meget drama over den tre kvadratkilometer lille ø, et træfyr i rødt og hvidt står beskedent og signalerer i vandkanten, i en have kan man se et lysthus, der engang var styrehus på en fiskekutter.

Øens flotteste bygningsværk ligger lige øst for havnen, en lille harmonisk kirke fra 1500-tallet. Den hvidkalkede kirke er en af de mindste i Danmark med 50 siddepladser. Den er opført af kampesten og udstyret med et lille klokketårn – en tagrytter i træ med pyramidetag fra 1877.

Kirkeskibet falder straks i øjnene, det er et vikingeskib, og det er ganske usædvanligt i en dansk kirke. Men flot sejler det af sted under det hvide bjælkeloft i det spartanske kirkerum.

På øen bor godt 100 personer. De kan lige være i forsamlingshusets store sal, der ligger på hovedvejen midt på øen. Der kan de lokale så smage på øens vinproduktion. En halv snes familier er gået sammen om at dyrke vin på et areal, der svarer til fem-seks parcelhusgrunde. Det skulle der komme 1.500-1.700 flasker ud af om året, og så kan man da sagtens holde et par fester.

Farvel til Hjarnø og goddag til et lille stykke Tyskland i Glud på sydkysten af fjorden. ”Hildesheim – Stridens Hjem”, står der på gavlen af en bindingsværksbygning, der, som navnet antyder, mere hører hjemme i Tyskland end Østjylland. Bygningen er en del af Glud Museum, og vi går på jagt efter en forklaring.

Museets grundlægger, Søren Knudsen, drog som ung på valsen til Tyskland, og han blev inspireret af den tyske byggeskik. Da han kom hjem og blev udlært maler, opførte han ”Hildesheim” i 1906, et hus han boede i til sin død i 1955.

Tilføjelsen ”Stridens Hjem” skyldtes Knudsens hidsige gemyt, han lå ofte i strid med sine naboer, og han var flere gange tvangsindlagt på psykiatrisk hospital.

Den markante bygning rummer mange sjove detaljer. På husets forside hang der tidligere et udskåret træhoved kaldet ”Lallekongen”. Når folk, som Knudsen ikke brød sig om, dukkede op, trak Knudsen i en pind inde i huset, hvorefter figuren rakte tunge ad de forbipasserende. Det var ofte myndighedspersoner, den iltre maler ikke kunne udstå. En kopi kan ses inde i huset.

I dag omfatter museet 14 oprindelige huse med indbo, og man kan få et indblik i dagligdagen på Juelsminde-halvøen gennem 300 år.

Før vi når tilbage til Horsens, slår vi et sving ned forbi Boller Slot, der ligger 300 meter fra fjorden omgivet af Tingskov, Lystskov og Boller Nederskov. Brede vandfyldte grave omkranser det firefløjede anlæg. Hvis man er heldig, kan man ved voldgraven få et glimt af den lille isfugl. Det er en farvestrålende fætter, stærkt blå på ryggen og orange på undersiden – småfuglenes hippie. Den har et kraftigt spidst næb, som den gerne fanger både fisk og guldsmede med. Den kan blive op til 16 centimer lang.

Farvel til Hjarnø og goddag til et lille stykke Tyskland.

Staten købte det fredede slot i 1930, og det blev lavet til rekonvalescenthjem. Derefter plejehjem indtil 2012, men nu har kommunen sat herligheden til salg. Og der skal nok gå en og anden rundt derude med drømmen om at blive slotsherre.

Så er det bare at følge Bollerstien langs fjorden, så dukker fængselsbyen snart op i horisonten.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.