På cykeltur gennem Mariager Fjords historie

Vi er på grænsehandel med vikingerne i Hobro, vi færdes mellem giftige edderkopper og berusende svampe, besøger en landskendt hest og sejler på Mariager Fjord.

Artiklens øverste billede
Stinesminde fiskerleje er et dejligt åndehul ved den smukke Mariager Fjord. Foto: Arne Rudi Jensen

Hun kommer gående med sine to spande med beslutsom mine: Nu skal der gøres rent! Vi er på Torvet i Hobro, hvor den trivelige lille kone i patineret bronze har passet sin dont siden 1951 takket være Låne- og Sparekassen for Hobro og Omegn, der bekostede opførelsen af statuen.

Den minder os om, at der i mange byer trænger til lidt oprydning – papir, dåser, tyggegummi og pizzabakker er en torn i øjet. Renheden kan dog også gå over gevind, som det afsløres i ”Heksedansen”, en af radioens mest spillede klassikere, fremført af Raquel Rastenni i hæsblæsende tempo: ”Se her kommer mutter med kost og spand, med skrubbe og klude og sæbevand.”

I Hobro har de tilsyneladende fundet melodien, her er nydeligt uden at være for renskuret.

Hobro ligger inderst i Mariager Fjord omgivet af høje bakker, der huser de nordlige og sydlige bydele.

Hjuldamperen Svanen er klar til afgang fra Mariager Havn. Foto: Arne Rudi Jensen

Før vi tramper ud i højderne, skal vi kigge lidt mere på købstaden, der har meget at byde på. Hvis vi følger skurekonens blik hen over torvet, ender vi ved biblioteket, der på facaden har et lille skilt med teksten: Hobros runesten.

Den er ikke lige til at få øje på, men en venlig dame på biblioteket viser vej til stenen, der er gemt i en entré bag en solid dør. Runerne i granitten fortæller: ”Thore rejste denne sten efter sin fælle Karl den Gode, en meget velbyrdig (fornem, ædel, red.) dreng.”

Stenen er rejst af svenske vikinger, der besøgte Hobro omkring år 1000. Svenskerne var formentlig de første af den hærskare, der siden drog over vandet for at få en billig brandert i Danmark, det var begyndelsen til grænsehandelen. Hjemme måtte de jo nøjes med Vikingesystembolaget.

Og som det tit sker, når man drikker, vil man slås. De svenske vikinger har antageligt deltaget i et slag, hvori Karl faldt, og derfor rejste vennen Thore en mindesten for ham. Når man er sikker på, at det var svenskere, skyldes det, at der i Ås i Västergötland er fundet en tilsvarende runesten med nærmest identisk skrift. Den har Thore rejst for også at give sin fælle et minde i hjemlandet.

Hobro-stenen stod på Hobro Kirkegård i hundredvis af år, men blev i 1925 flyttet til biblioteket. Der bliver den formentlig, og den er heller ikke sådan lige at flytte på. Det er svenskerne til gengæld, de har gennem alle årene været tørstige gæster i Danmark, spørg bare i Nyhavn.

Først Guds hus, så bryghus

Formiddagen begyndte med en tur i himlen. Sådan føltes det i hvert fald, da jeg trådte ind i Hobro Kirke i Adelgade. Sætter man sig på en af de blåmalede bænke og kigger op på de blå hvælvinger, er det næsten som at kigge på en dejlig sommerhimmel.

Blå time i Hobro Kirke. Det er, som sidder man under himmelhvælvingen i det flotte rum. Foto: Arne Rudi Jensen

Det gør det også inde i Bie’s Gård tæt på kirken i Adelgade. Foran de flotte gulpudsede pakhuse i den brostensbelagte gård holder en skinnende Ford-veteranbil med øltønder på det åbne lad. På køretøjet ses det fornøjelige budskab:

"I øllets rige er vi alle lige."

Nu går det ud mod Als Odde ad den stille og smukke kystvej via Havnø og Helberskov.

Det er vel en sandhed med modifikationer, for hvis man bliver længe nok i dette rige, ender det nok med, at vi alle bliver lige skæve.

Bie’s Bryghus, Hobros gamle bryggeri, lukkede i 1980 efter 140 års ølproduktion. Men den gamle gård med gærkældre, vognporte, lagre, ishus, bryghus, have og privatbolig, som arkitekten Gottlieb Bindesbøll – der var han igen – satte sit præg på, blev fredet. I 2004 blev komplekset renoveret og indrettet til kunstbygning i fire etager.

Man behøver dog ikke gå fra stedet med tør gane, for en ny forening brygger nu øl i den tidligere hestestald, og der er indrettet restaurant, så man kan smage på resultatet af den lokale syden og boblen.

Op på jernhesten

Min cykel drejer ned mod havnen og videre ad Mariagerfjordruten, der også hedder rute 32. Snart når vi til Bramslev Bakker, fra p-pladsen ved restauranten er der milevid udsigt over fjorden, der på denne side afgrænses af stejle skråninger med hårdføre enebærbuske. Jeg går ind bag vildthegnet, fårene og lammene afgræsser området og færdes scenevant på de skrå bakker.

Her kommer mutter med kost og spand – nu skal der gøres rent i Hobro. Foto: Arne Rudi Jensen

På dæmningen over Kielstrup Sø afløses stilheden af skrig og skrål. En større koloni af skarver holder til på matriklen, og man føler sig som en skolelærer, der forsøger at få ro i klassen. Bortset fra det er her dejligt, og plusværdien stiger endda, da vi anduver de små havne i Høllet og Stinesminde.

Takket være kokkepigen Stine findes der i dag et sted, der hedder Stinesminde, en skinnende perle langs fjorden. Fiskerlejet blev opkaldt efter Stine, der fik et lille skovløberhus ved fjorden, da hun gik på aftægt.

Stedets erhvervsfiskere er også for længst gået på pension, nu er det fritidsfiskernes joller, der fylder op i den pittoreske havn. Man får straks øje på stagkronerne – disse pyramider af bundgarnspæle, der også godt kan ligne skelettet til en tipi. Desuden ses yderst på molen Lanternehuset en kopi af det oprindelige skur ved Frederik VII’s Kanal i Løgstør. Det blev brugt til opbevaring af de lanterner, der var nødvendige for at lede skibene sikkert gennem farvandene.

Hobro ligger inderst i Mariager Fjord omgivet af høje bakker, der huser de nordlige og sydlige bydele.

Jeg spiser mine medbragte klemmer på en bænk med et vidunderligt udsyn over både og bølger. Oppe i baglandet ligger en snes huse, der udgør landsbyen.

Hadsund byder velkommen ved indfaldsvejen fra vest med sit byvåben, der viser en flot rød buebro, bølger, nymåne og stjerner. Det er fra 1937 i flot og stilrent design, men broen – den gamle vej- og jernbaneforbindelse bygget i 1904 – eksisterer ikke mere. Den er afløst af vejbroen fra 1976, der er bindeled mellem Kronjylland og Himmerland.

Men skulle man ændre på byens visitkort, burde man måske placere et par edderkopper på skiltet. I Lindalene, et bakket skovområde, der ligger i den vestlige del af Hadsund, kan man støde på noget så eksotisk som fugleedderkopper. Den danske art (Atypus affinisen) er sjælden og findes kun få steder. Den er ikke så stor som sine slægtninge i de tropiske lande – den bliver kun et par centimeter lang. Men den har sine giftkroge, som den hugger i de smådyr, den fortærer. Fortrinsvis bænkebidere, fluer og tusindben.

Den nordligste bred

Hyp alle mine heste, siger jeg til min jernganger, der fører mig frem til næste mål på fjordens nordlige bred, Visborg. Her, nordøst for landsbyen i en lille lund ved godset Visborggaard, ligger en hest begravet, en hest, som er næsten lige så kendt og berømt som travhesten Tarok.

Bunden er nået. Denne båd har sejlet sin sidste tur og hviler nu på sine gerninger ved Skarodde.Foto: Arne Rudi Jensen

På en stor mindesten kan man under overskriften ”Den Hvide Hest” læse disse linjer:

"Jeg kongen bar over grænsen hen

da Sønderjylland blev dansk igen."

Hesten blev den 10. juli 1920 en del af Danmarkshistorien, da den med kong Christian X på ryggen passerede den dansk-tyske grænse og dermed markerede, at Sønderjylland atter var dansk efter at have været tysk siden 1864.

Arveprins Knud, der deltog i ridtet, blev årsag til en sejlivet myte om den hvide hest. Han fortalte, at han var blevet hvid af kalk på tøjet, da han kom i berøring med kongens hest, og så gik historien om, at hesten slet ikke var hvid, men var blevet kalket inden begivenheden.

Men hesten var hvid som sne fra mule til hale, staldmanden havde inden ridtet børstet hesten med pibeler for at fjerne snavs og skjolder af urin, og det er formentlig rester fra den behandling, som arveprinsen fik på tøjet.

Hestens navn var Malgre Tout, der betyder ”trods alt”, og den blev købt i Frankrig af greveparret på Visborggaard. Fire år efter det historiske ridt blev hesten syg og måtte aflives. Inden begravelsen i mindelunden blev en af hovene skåret af og sendt til kongen, der brugte den som blækhus på sit skrivebord.

Visborggaard spejler sig med tårne og røde mure i sin voldgrav. Stedet er i dag behandlingshjem for sindslidende, men der er offentlig adgang til den store park.

Kamp til det sidste

Nu går det ud mod Als Odde ad den stille og smukke kystvej via Havnø og Helberskov.

I det flade terræn får man på lang afstand øje på en 24 meter høj knold, Bjerget, hvorfra man under majstangen får et godt overblik over stedets geografi.

Ude på odden ved den lille bådehavn står en mindre natursten i vejkanten med inskriptionen: "Lods Ib Welling, 5. maj 1945."

Lodsen blev skudt på Als Odde på befrielsesdagen, det skyldtes, at den tyske kommandant ved militærstillingen på Bjerget ikke ville anerkende, at krigen var slut og ikke ville overgive sig til den danske modstandsbevægelse. Et terrormord skulle altså markere hans synspunkt. Det var først, da borgerne i Helberskov tilkaldte en engelsk panserkolonne fra Randers, at tyskerne overgav sig. Det skete den 10. maj. Med denne dystre historie i baghovedet begynder vi turen langs den sydlige del af Mariager Fjord ved de flade områder ude ved Kattegatkysten. Pumpestationer, diger og kanaler dominerer de inddæmmede arealer, der blev skabt af godsejeren og modstandsmanden Flemming Juncker. Han overtog Overgård Gods i 1938 og udvidede gennem landvindinger godsets jorder med 1.000 hektar.

Den imponerende klosterkirke dominerer bybilledet i Mariager. Foto: Arne Rudi Jensen

Men det dyre projekt førte til Junckers fallit, og han måtte sælge sin ejendom til finansmanden Alex Brask Thomsen. Dennes svigersøn, Peter Andersen, driver i dag godset med 40 ansatte.

Den Hvide By Dania ligger vest for Assens yderst på en lille knold, der rager ud i fjorden, Skarodde. Den har bevaret sine gamle gule arbejder-rækkehuse og sit gule motel, men hvorfor hvid by? Det skyldes det helt store industrieventyr ved Mariager Fjord, skabt af kalk og salt.

I bakkerne ned mod fjorden ligger kalken lige under overfladen, og den er blevet udnyttet siden Middelalderen. Den store kongelige bygmester Christian IV (1588-1648) hentede kalk til sine slotsbyggerier her, og efter kalken var brændt i højovnene, blev den udskibet fra Fladbjerg og sendt til København.

For 300 år siden havde kalkbrændingen i Danias mange ovne stort set ryddet alle skove i miles omkreds, og så blev det forbudt at brænde kalk. Men efter stilstand i omtrent 150 år blev der i 1873 opført en stor cementfabrik i byen, Cimbria. Den fik succes med forarbejdning af kalken, men en inspektør, der blev sur på fabrikkens direktør, startede en konkurrerende virksomhed, Dania, som området nu er opkaldt efter. I 1907 kom endnu en fabrik til, Kongsdal.

Dania-fabrikken, der blev overtaget af Aalborg Portland, klarede sig bedst i konkurrencen og overtog efterhånden kollegernes virksomheder. Godt 100 år efter starten ophørte cementproduktionen i 1984.

Nu kunne man tro, at Dania ville lide en langsom død, men driftige folk udnytter nu et andet af fjordens råstoffer: salt. Et stort fabriksanlæg med egen havn producerer 600.000 tons salt om året. Det hentes i en salthorst ved Hobro, hvor man pumper vand en kilometer ned i undergrunden for at opløse det salt, der blev aflejret her for 250 millioner år siden. Det koncentrerede saltvand pumpes så i rør de 25 kilometer ud til fabrikken, hvor det bliver inddampet.

Der er noget at tænke over, næste gang man drysser millioner af år gamle aflejringer ud over sit morgenæg.

Vi sejler op ad fjorden

Fra Dania er det en stor fornøjelse at trille langs kystvejen til Mariager – her er man hele tiden tæt på vandet. Vi kører lige ind på havnen, hvorfra byen kravler op i bakkerne bagved med brosten, roser, bindingsværk og den imponerende klosterkirke.

Øverst oppe, lidt sydøst for byen, stræber en randmoræne mod himlen med sine 110 meter, på toppen ligger Danmarks største gravhøj, Hohøj, den er 72 meter i diameter og måler 12 meter i højden.

Men jeg befinder mig på havnen, og der får man straks øje på den gamle røde kran i stål og træ. Den er gået på aftægt efter mange års slid, og nu er den heldigvis fredet og sat i flot stand. I fin stand er også hjuldamperen ”Svanen”, der lokker med en tur på den blå fjord. Jeg vil om lidt bringe min stålganger om bord og tage resten af turen tilbage til Hobro ad den vej. Men først skal vi lige kigge lidt på byen.

Klosterkirken står som en kæmpe blandt lilleputter, og det er svært at forstå, at den kun er en beskeden rest efter den oprindelige kirke, opført i 1446. Kirken og det tidligere brødreklosters nordfløj er det eneste, der er tilbage af det omfattende klosteranlæg, stiftet af Den Hellige Frelsers Orden eller Birgittinerordenen.

Så til søs. ”Svanen”, en todækker med plads til 98 passagerer, er godt fyldt op. En god times stille duven, så er vi fremme.

Når stemningen ikke ligefrem rusens højder, kan man prøve sig lidt frem ved vikingeborgen Fyrkat ved Onsild Å sydvest for Hobro. På de våde engarealer ved Vester Fjord og Onsild Å vokser nemlig spids nøgenhat (Psilocybe semilanceata), der er den stærkeste hallucinogene svamp i Europa. Det lurede vikingerne, der spiste sig skæve i den gratis fornøjelse.

Har man lyst til at blive høj, skal man lede efter en svamp med en hat på 1-2 centimeter, spids kegle- eller klokkeformet, som har en lille papil og brunlige lameller. Stokken er hvidlig og skør. Nøgenhatten vokser på fugtige marker og græsarealer, især hvor der græsser kreaturer. Så det var måske ikke blot mjød og øl, der lokkede de svenske vikinger til Hobro.

"Helan går, sjung hopp faderallan lallan lej…," kan man vel kun synge, hvis man er gået fra snøvsen!

LÆS MERE OM cykelferie i Danmark PÅ GUIDE.DK

Andre læser

Mest læste

Del artiklen