Kom med indenfor: Luksushotel genåbnet efter milliardrenovering
Det parisiske Hotel Peninsula har gennemgået en renovering til 3,2 milliarder kr. Hotellet er nu åbnet igen for de luksushungrende gæster.
Fire år i byggerod og en regning på 3,2 milliarder kr. Det er prisen, som det historiske Hotel Peninsula i Paris har betalt for en gigantisk renovering.
Men nu er dørene igen slået op for de kræsne gæster. Og det nyistandsatte hotel byder på endnu mere ekstravagance kun få hundrede meter fra den gamle triumfbue og Champs-Élysées. Det skriver Daily Mail.
Ring efter en Rolls-Royce
For det store renoveringsbudget har hotellet blandt andet anlagt et underjordisk spa-område med indendørs pool og loft til gulv-vandfald, der skal sikre en rolig zen-stemning.
Derudover er der indkøbt Rolls-Royces, BMW’er og Mini Coopers til at fragte de gæster rundt, som ønsker at se Paris fra et behageligt bagsæde.
For de rige asiaters skyld
Istandsættelsen af hotellet er sket for at tiltrække den voksende gruppe af velhavende asiater. Og de store investeringer er foretaget i håbet om, at hotellet fremover vil skille sig ud fra nyere konkurrenter som Mandarin Oriental, Shangri-La og Royal Monceau.
Priserne for en overnatning starter ved 7.500 danske kr. og ender på knap 187.000 kr. Men så har man også sikret sig en privat penthousesuite med egen have.
Hotellets 200 værelser og 34 suiter betjenes af 600 ansatte, som døgnet rundt står klar til at servicere gæsterne. Heriblandt er også massører og cigareksperter, som tilbyder deres ekspertise.
Når aftenen falder på, kan man desuden nyde et oplyst Paris fra hotellets tagterrasse, som har et 360 graders udsyn over byen.
Picassos gamle tilholdssted
Hotel Peninsula i Paris kan dog mere end at imponere med overdådig dekadence. Dengang det hed Majestic, boede forfatterne Marcel Proust og James Joyce ligesom kunstmaleren Pablo Picasso på hotellet. Desuden blev den berømte symfoni ’An American in Paris’ skrevet på hotellet i 1928 af den amerikanske komponist George Gershwin.