Danmarks dejligste strande
Ferie i Danmark er lig med hvidt sand, havblå udsigt og masser af strandsjov. Jyllands-Posten guider dig til ni danske badestrande, hvor hele familien trygt kan boltre sig.
Skal familien slappe af i solen, vil du tage et spil beachvolley med vennerne, eller trænger du til at soppe i havet?
Uanset behov kan du denne sommer slænge dig i sandet på ni danske strande, der alle er kvalitetsstemplet med miljømærkningsordningen Det Blå Flag.
Erikshale Strand
I den sydlige udkant af Marstal på Ærø ligger Erikshale, også kaldet Ærøshale. Stranden lokker med hvidt sand, rent vand og charmerende badehuse. Nærmer du dig spidsen af halen, kan du som naturist ofte bade og sole dig her uden alt for mange nysgerrige blikke, da de fleste besøgende placerer sig i halens begyndelse.
Adresse: Marstals Badestrand, 5960 Marstal
Hou Strand
I Odder findes den børnevenlige Hou Strand, der også er velegnet til windsurfing. I området har du mulighed for at hygge dig med minigolf, beachvolley og lystfiskeri, tage på udflugtssejlads eller smutte en tur med færgen til Tunø og Samsø. Besøg også den nærtliggende Hou Havn, der med sin gode stemning altid er et visit værd.
Adresse: Hou, 8300 Odder
Kerteminde Nordstrand
Kerteminde på Fyn huser en populær og børnevenlig strand, hvor Storebælts vidunderlige vand og strandens hvide sand lokker masser af besøgende til. Stranden har mange revler, og friske vandhunde kan derfor gå langt ud i havet, før det bliver dybt. Trænger du til en pause fra sandkorn mellem tæerne, kan du længere oppe ad stranden finde et fint område med græs og strandsiv.
Hvis du ikke gider slikke sol eller pjaske rundt i vandet, kan du tage et slag minigolf, beachvolley eller håndbold i nærheden.
Adresse: Ved Hindsholmvej, 5300 Kerteminde
Tisvilde Strand
Kun tre kvarters kørsel fra København eller ca. en kilometers gang fra Tilsvildeleje Station finder du Tisvildeleje Strand, en børnevenlig sandstrand med rent vand og små badehuse. Hytterne er yderst populære, og drømmer du om dit eget lille hus ved stranden, kan du skrive dig på ventelisten til en grund. Du skal dog væbne dig med tålmodighed, da listen ved udgangen af 2013 nåede 420 personer.
Tisvildeleje Strand har i højsæsonen to livreddere, der vogter over stranden. Derudover er der handicapparkering og -toilet samt kiosk lige ved stranden.
Adresse: Tisvildeleje Strand, 3220 Tisvildeleje
Marielyst Strand
På Sydfalsters østkyst finder du en ca. 10 km sandstrand, hvor Marielyst Strand udgør en børnevenlig del. Stranden har en stand, hvor de yngste kan boltre sig med at samle muslingeskaller og bygge sandslotte, samt et lavt, roligt og rent vand, hvor de kan bade trygt. Bliver du træt af sand og vand, kan du tage en gå- eller cykeltur på toppen af klitterne.
Adresse: Marielyst Strandvej 0, 4873 Væggerløse
Hestehovedet Strand
På Lolland-Falster finder du den børne- og handicapvenlige sandstrand Hestehovedet Strand, der har Danmarks næstlængste badebro på 190 meter. Stranden renses hver 3. uge i badesæsonen, ligger lige ud til Nakskov Fjord og er en del af Natura 2000 beskyttelsesområde. Du skal derfor tage hensyn til naturen og fuglelivet, når du er på besøg.
Vil du købe en is eller bruge et toilet under din strandtur, kan du finde begge dele ved den nærtliggende campingplads.
Adresse: Hestehovedet Strand, 4900 Nakskov
Vemmingbund Strand
Tilbringer du sommeren nær det historiske Dybbøl, bør du i samme omgang besøge Vemmingbund Strand i bunden af Dybbøls bugt. Vemmingbund er et gammelt fiskeleje, og stranden er børnevenlig samt tilbyder de sportslystne både windsurfing og beachvolley.
Adresse: Vemmingbund Strandvej 61, 6310 Broager
Blåvand Strand
Det smukke Vesterhav kan nydes fra både Blåvands syd- og nordstrand, der har hver deres charmepunkter. Sydstranden tilbyder en kilometerlang hvid sandstrand og gode badeoplevelser, da der modsat de fleste andre steder ved Vesterhavet ikke er en kraftig understrøm i vandet. De fine strand- og bademuligheder tilskrives Horns Rev, der med sin 40 km strækning ud i Vesterhavet er skyld i sydstrandens rolige forhold.
Nordstranden byder i stedet ind med smukke klitlandskaber og et område hvor du, med lidt held, kan finde Vesterhavets gyldne rav.
Adresse: Fyrvej 106, 6857 Blåvand
Assens Næs Strand
På Fyns land, ud mod Lillebælt, ligger den lille Assens Næs Strand, vest for Assens By. Stranden er omtrent 650 meter lang, med ca. 100 meter sandstrand på den nordligste del. Er du først hoppet over de første sten i vandkanten, får du en fin sandbund, hvor vandet ligger lavt. Assens Næs Strand er desuden handicapvenlig, og har en etableret vej fra strandens parkeringsplads til en badebro midt på stranden.
Adresse: Næsvej, 5610 Assens
Det Blå Flag
Det Blå Flag er en international miljømærkningsordning, som tildeles strande, der forsøger at højne strandens standard eller gøre en ekstra indsats for miljøet.
Stranden skal genansøge om Det Blå Flag hvert år. Tildeles flaget, er du som gæst sikret høj vandkvalitet, et fokus på badesikkerhed og tydelig miljøinformation.