Jordan sikrer ørkenguld til charterarrangør

Uroligheder har fået danskernes øjne op for et hidtil sjældent rejsemål.

Artiklens øverste billede
Apollo regner med at skulle sende 10.000 og 15.000 danskere til Jordan. For fem år siden var antallet mindre end 1.000.

Apollo Rejser sælger fortsat masser af rejser til Hurghada ved Rødehavet, men efter de seneste uroligheder på Sinai-halvøen har danskerne fået øjnene op for et andet arabisk rejsemål, nemlig Jordan.

Det skriver Jyske Mediers rejsesite.

- Der er ikke plads til alle på De Kanariske Øer. Og det er ikke alle, der vil sidde 10 timer i et fly til enten Thailand eller Cuba. Og derfor er valget faldet på badebyen Aqaba i Jordan, siger Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef hos Apollo.

Mange flere i den retning

For fem år siden sendte charterarrangøren under 1.000 gæster til Jordan.

- Vi regner denne vinter med at lande på mellem 10.000 og 15.000 danske chartergæster, og det skyldes blandet andet urolighederne på Sinai-halvøen og i Cairo, siger Rikke Koks Andreassen.

Ifølge kommunikationschefen er Jordan et godt alternativ til Egypten, fordi landet også har noget kulturelt at byde på.

Rikke Koks Andreassen tænker her på ørkenreservatet Wadi Rum og den røde klippeby Petra. - Charterferien handler i dag også om anderledes, kulturelle oplevelser. Og det finder man i Jordan, siger Rikke Koks Andreaasen, der har store forventninger til rejsemålet den kommende vinter.

En af de danskere, der er faldet for Jordan er tidligere folketings- og byrådsmedlem for Enhedslisten Søren Søndergaard, der lige nu holder en velfortjent ferie i landet.

- Vi valgte Jordan på grund af den korte flyvetur. Og fordi, landet kulturelt har meget at byde på, siger Søren Søndergaard, der var medlem af EU-Parlamentet indtil 5. februar.

Søren Søndergaard bruger tiden i Wadi Rum-ørkenen på at overveje fremtiden.

- Jeg stiller op til næste valg for Enhedslisten. Men efter otte år i EU-Parlamentet nyder jeg bare ferien, siger Søren Søndergaard.

Kilde: Jyske Medier

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen