Flyrejsende ser stort på klimabidraget
Danske flyrejsende vil ikke betale for at skåne miljøet, når de køber flybilletter.
Kunne du tænke dig at kompensere for den forurening, din flyrejse er skyld i?
Spørgsmålet dukker ofte op, når vi bestiller en flybillet eller en rejse. Men svaret er et rungende nej blandt størstedelen af danskerne.
Den såkaldte klima- eller CO2-kompensation fungerer ved, at man, ved bestilling af sin billet, kan vælge at betale typisk 20-50 kroner ekstra. Beløbet går så til bæredygtige miljøprojekter, for eksempel inden for træplantning eller satsning på nye energikilder.
SAS er blandt luftfartselskaberne herhjemme, der tilbyder klimakompensation, men her er det ifølge pressechef, Trine Kromann-Mikkelsen, kun én procent af kunderne, der griber til lommerne i miljøets navn.
Charterrejsende takker nej
Det samme er tilfældet hos rejsebureauet Spies. Også her viser de seneste tal, ifølge produktchef, Carlos Cebrian, at kun 1-2 procent af kunderne har miljøet i tankerne, når de booker ferien. Det på trods af at knap en tredjedel af 10.000 Spies-kunder i en kundeundersøgelse svarer, at de godt kunne forestille sig at klimakompensere deres ferierejse.
Ifølge Trine Kromann-Mikkelsen er en væsentlig forklaring på lysten til at betale, at klimakompensationen er frivillig.
"Derudover er prispresset og fokus på billetprisen enormt højt i flybranchen, og derfor er det de mindste marginaler, som kan få kunderne til at reagere," siger hun.
Lille beløb er acceptabelt
Hos rejsebureauet Star Tour har man anderledes medvind, når det kommer til klimakompensationen. Her bidrager knap 25 procent af kunderne, når de bestiller en rejse.
Beløbet er her fastsat til fem kroner i stedet for at blive beregnet ud fra rejsens længde. Og netop det faste, lave beløb har en afgørende betydning, vurderer salgsdirektør, Stig Elling.
"Når beløbet ikke er så stort, er der flere, der gør det. En femmer har vi alle sammen råd til, og det betyder ikke så meget i det store hele," siger han.
Ligesom Trine Kromann-Mikkelsen vurderer Stig Elling dog også, at mange stadig undgår det, fordi det er frivilligt.
"Der er mange ting, man skal være opmærksom på, når man køber en rejse. Så når vi har folk i telefonen og kan spørge og fortælle direkte om bidraget, er det typisk nemmere at få dem til at betale, end det er på nettet", siger han.