Fortsæt til indhold
Rejser

Sådan undgår du, at maden sluger hele feriebudgettet

For mange danskere stjæler madposten næsten en fjerdedel af feriens lommepenge.

Pernille Uhd Kristiansen

Vi kaster næsten lige så mange penge efter mad og drikke på ferien, som vi bruger på overnatningerne. Faktisk bruger vi i gennemsnit mere end en fjerdedel (27 pct.) af feriebudgettet på mad, hvilket kun overstiges af de 32 pct., som vi bruger på overnatninger. Det viser en undersøgelse foretaget af Sunnyrentals.com blandt 1.190 danskere.

En god spareøvelse kan være at finde det bedste lokale marked – med lokale priser.

For manges vedkommende er ferier lig med restaurantbesøg, afslapning og ingen opvask, hvilket selvfølgelig lægger pres på madbudgettet. Dyre restauranter i ferieområderne, manglende muligheder for at kunne lave mad selv eller manglende indkøbsmuligheder i nærheden af hotellet betyder dog, at madudgifterne bliver større end højest nødvendigt.

Spar penge

Heldigvis kan man i mange tilfælde selv gøre noget for, at madposten ikke ødelægger budgettet. En god spareøvelse kan være at spørge en guide, som ofte selv bor i området og derfor kender det ganske godt, om han eller hun kan give en råd til, hvor man finder det bedste lokale marked – med lokale priser.

Allerede under ferieforberedelserne kan man også gøre en del. Når man sidder ved computerskærmen eller med rejsekataloget, kan man sørge for, at ferieboligen har køkken, kogeplade eller i det mindste et lille køleskab. På den måde får man mulighed for at koge en portion pasta eller have en yoghurt på køl til morgenmaden, hvilket kan spare en del penge.

Også med restaurantvalget kan det være en god idé at spørge en guide eller en lokal til råds. Ofte ligger de rigtig gode lokale restauranter lidt væk fra turistræset, og er man heldig, er de også lidt billigere.

Mange vil gerne selv tilberede feriemaden

  • 43 pct. foretrækker at indtage mad på en restaurant, café eller kaffebar, når de er på ferie.
  • 40 pct. foretrækker at tilberede noget af feriemaden selv og indtage noget ude, når de er på ferie.

Sådan fordeler danskerne typisk posterne i deres feriebudget

  • Overnatning: 32 pct.
  • Mad og drikke: 27 pct.
  • Transport: 26 pct.
  • Souvenirs: 5 pct.
  • Ting til børnene: 3 pct.
  • Andet: 7 pct.

Kilde: Undersøgelse foretaget af SunnyRentals.com blandt 1.190 danskere fra hele landet.