Der sidder en vovse i min frisørstol

Simson er overraskende god til at stå stille, selv om det tager to timer at trimme og klippe den firbenede kunde for Lissi Petersen, der allerede som 15-årig kom i lære som hundefrisør.

»Ja, det er godt Simson,« siger Lissi Petersen, mens hun river store totter dødt hår af den fireårige ruhårede foxterrier.

Salonen i baghaven i Janderup ved Varde minder på mange måder om en rigtig frisørsalon med en bordeauxrød barberstol og sakse, børster og kamme i et rullebord med skuffer. Kun badekarret og en kæde, der hænger ned fra loftet, som bruges til at holde på kunderne, vidner om, at gæsterne i Lissis salon er firbenede og ikke tobenede.

»Jeg er nødt til at tøjre hundene, så de ikke stikker af. Det ville jo ikke være rart, hvis hunden er smuttet, når mor og far kommer for at hente den,« siger den 47-årige frisør og smiler.

Simson er en af de faste kunder i Vestjysk Hundesalon. Han kommer hver 10. uge for at få luget ud i lokkerne, og som altid starter Lissi med at plukke dødt hår af foxterrieren.

»Hunde har tre lag hår. Det ville egentlig være lettere at bruge en saks, men hvis jeg bare klipper den i stedet for at trække de døde hår ud på denne måde...,« siger hun og plukker endnu en hårtot af Simson, inden hun fortsætter sætningen:

»... Så ville alle tre lag hår få samme længde, og jeg ville samtidig klippe noget af det sunde hår af, som ellers fungerer som en beskyttende pels for hunden.«

Metoden kaldes at trimme og benyttes især til ruhårsracer, mens eksempelvis pudler i højere grad klippes med saks.

Tennisalbue af trimning

Det er hårdt arbejde at arbejde i en hundesalon. Det tager cirka to timer at plukke og klippe en hund som Simson, selv om han blot er en halv meter høj. Og Lissi ordner hunde fra 8-16 fem dage om ugen. Det koster fra omkring 300 kr. i timen at sende en hund til frisøren.

»Mange af mine kolleger må desværre holde op igen på grund af den fysiske belastning, men jeg kan åbenbart holde til det. Og så kan jeg jo godt lide det, selv om man ikke ligefrem får kvindehænder af arbejdet.« I øjeblikket bærer Lissi dog et støttebind om højre arm, fordi arbejdet har resulteret i en tennisalbue.

Døren går op, og ind kommer en stor airedale terrier på fire år ved navn Freddy.

Han er tydeligvis ikke begejstret for at komme til frisør, men det er de færreste hunde, fortæller salonindehaveren.

»Modsat mennesker har hundene svært ved at sidde stille i flere timer ad gangen, så derfor lader jeg hundene være med til at bestemme, hvor de vil trimmes først. Så længe der stadig er hår på det sted, de vender mod mig, altså,« siger hun og griner.

»Der er jo ingen grund til at gøre det mere ubehageligt end højst nødvendigt, vel Simson?«

Salonen er efterhånden ved at være fyldt godt op med hunde. Ud over Simson venter Ollie i en lille rød boks, mens Freddy er tøjret til hæve-sænke-bordet i midten, som Simson står på, mens han bliver stadig mere hårfager. Og i hjørnet ligger Lissis egne to sorte pudler, Candy og Lotus på henholdsvis fem og ti år og får sig en lur.

Lissi kom i lære på en hundesalon i Svendborg i 1974 som 15-årig og tog sin eksamen tre år senere. Her havde hun egen salon frem til 1990, hvor hun flyttede til Janderup og åbnede Vestjysk Hundesalon.

»Da jeg startede, var pudler moderne, så dem klippede jeg en masse af,« siger hun og retter på sine grønne briller.

»Nu er det især cairn terrier, der er populære, og så har jeg en del flere jagthunde blandt kunderne, efter jeg flyttede herover.«

Modehunde

Gulvet bliver hurtigt fyldt op med sorte, brune og hvide totter fra Simson, så det næsten ser ud, som om der er hår nok til at beklæde en ekstra hund. Efter grovtrimningen finder Lissi en lille trimkniv frem for at ordne Simsons ben. Til sidst klipper hun med saksen omkring poterne og bagpå, mens hun holder hanhundens hale op, så hun kan komme til med saksen.

Kun yderst sjældent er Lisse blevet bidt af kunderne. Senest var det faktisk en kat, for der kommer også enkelte katte i hundesalonen.

»Jeg har taget en del kurser i hundeadfærd, og hvis jeg kan mærke, at der er det mindste optræk til, at hunden vil bide, får den mundkurv på. Men det er yderst sjældent, det er nødvendigt, og som regel kan man tage den af igen, når den har vænnet sig til situationen.«

Den ruhårede foxterrier mangler nu kun den sidste finstudsning, som Lissi klarer med en lille saks. Simson ser ud til at være lettet over at have fået fjernet så meget hår her i sommervarmen og logrer flittigt med halen.

explorer@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.