Hotelkæde indfører schyy-indikator
Har en gæst følt sig generet af larm, kan vedkommende få sine penge tilbage.
Den britiske hotelkæde Premier Inn har indført en særlig foranstaltning på gangene på flere af sine hoteller.
En særlig lampe begynder at lyse, hvis larmen på gangen når over et vist støjniveau.
En tegning af en person, der schysser, samt et skilt med teksten "stilletid fra kl. 22 - 7" gør gæsterne opmærksomme på, at her vægtes ro højt.
Faktisk sætter hotelkæden så stor en ære i at sørge for, at gæsterne får en god nattesøvn, at den tilbyder at give dem deres penge tilbage, hvis de har følt sig generet af larm.
Den største bekymring
Flere undersøgelser blandt hotelgæster har vist, at fred og ro er det, de fleste vægter højest.
Premier Inns adm. dir., Andy Harrison, siger til Daily Mail om den nye foranstaltning:
"Det kan virke som et morsomt tiltag, men det tager faktisk hånd om en reel udfordring for branchen."
"Vi prøvede at give larmende gæster en slikkepind, når de kom ind i receptionen efter en bytur," siger Andy Harrison, der dog fandt ud af, at det ikke virkede, og da Premier Inn tilbyder at give utilfredse gæster deres penge tilbage, måtte man finde på noget andet.
Snorken
Sidste år lancerede Hotel Crowne Plaza i hovedstaden et nyt snorkefrit værelse, der sikrer, at lydene i rummet absorberes og snorken minimeres.
Til gavn for både sengepartner og naboer.
"Det skal være en ultimativ søvnoplevelse at overnatte på vores hotel. Det handler ikke kun om den bedste seng, men mange andre faktorer," sagde adm. dir. Allan Agerholm fra Crowne Plaza Copenhagen Towers i Ørestaden dengang.
Crowne Plaza har tidligere afprøvet det snorkefri værelse i Paris, London, Madrid, Bruxelles og Hamburg.