Rejseguide skal hjælpe handicappede
Dansk hjemmeside oplyser blandt andet, om et hotel bruger parfume i rengøringsmidlerne.
I Danmark er hver femte borger berørt af en funktionsnedsættelse.
De er derfor afhængig af, at der er gode adgangsforhold på blandt andet hoteller, turistattraktioner og museer i Danmark.
Det har fået God Adgang, en forening og mærkeordning stiftet af VisitDenmark, Horesta og Danske Handicaporganisationer, til at lancere en ny hjemmeside, der skal gøre det nemmere at planlægge en ferie i Danmark for den gruppe af mennesker.
”Rigtig mange mennesker, der skal planlægge en ferie, har brug for oplysninger om de steder, de gerne vil besøge. Ikke kun priser og åbningstider, men konkrete informationer om de faktiske adgangsforhold," siger Ulla Kramer, sekretariatsleder i God Adgang
700 steder
På godadgang.dk kan man tjekke tilgængeligheden på knap 700 mærkede steder i Danmark.
Det er alt fra hoteller, sommerhuse og campingpladser til museer, spisesteder, naturoplevelser og gågader.
På hjemmesiden kan man søge på hoteller, og så dukker alle registrerede steder op. Der kan også søges i specifikke områder af landet.
”Gangbesværede vil typisk gerne vide, om der er trapper eller langt at gå fra parkeringspladsen til hovedindgangen. Allergikere vil gerne vide, om der har været husdyr på stedet, eller om der anvendes parfume i rengøringsmidler. Brugere af høreapparat vil måske gerne vide, om der er teleslynge ved skranken eller i foredragslokalet, så det er muligt at høre, hvad der bliver sagt. På godadgang.dk kan man få svar på alle disse mange spørgsmål," siger Ulla Kramer.
Adgangsforholdene på alle 700 steder er vurderet og registeret med udgangspunkt i et sæt af kriterier om tilgængelighed, der er udviklet af Dansk Standard i samarbejde med Danske Handicaporganisationer. Dertil kommer godt 1.000 steder, der er registreret af frivillige brugere – fortrinsvis inden for naturområder og turistvirksomheder.