Fængslende ferieø

Ilha Grande lagde indtil for få år siden jord til to fængsler for hårde forbrydere.

Artiklens øverste billede
Den blå lagune på Ilha Grande er knap så øde og forladt som den, skuespillerne Brooke Shields og Christopher Atkins udforskede hinanden i i filmen 'Den blå lagune' fra 1980. Fotos: Henrik Lomholt Rasmussen

Man mødes ikke af den mest varmhjertede velkomsthilsen ved ankomsten til den brasilianske ø Ilha Grande.

»Sekretariat for fængselsvæsenet i staten Rio de Janeiro,« står der på et skilt på en hvidkalket bygning ved molen i Ilha Grandes eneste by, Vila de Abraão, hvor færgen lægger til efter halvanden times sejlads fra fastlandet. Den lidet lokkende oplysning, der skyldes Ilha Grandes fortid som fængselsø, bør ikke afholde nogen fra at besøge øen, der med sine 193 km +2 er lidt mindre end Møn.

Strandliv og vandreture

Fængslerne er reduceret til ruiner, og i dag fremstår Ilha Grande som en drøm på en kold og grå dansk vinterdag: som et tropisk ferieparadis.

Og det kun fem timer fra Rio de Janeiro. Den forholdsvis korte afstand til metropolen gør Ilha Grande til et yndet weekendmål.

Men frygt ikke for fluepapir. Med 106 strande og masser af vandremuligheder i øens bjerge og jungle er der plads til alle - ikke mindst fordi feriekomplekser, højhushoteller og andre tegn på masseturisme glimrer ved deres fravær på Ilha Grande.

De mest himmelstræbende bygninger i den forvoksede landsby Vila de Abraão rager højst to etager op. Blandt husene er Telhado Azul (Den blå teglsten), hvor Jyllands-Postens medarbejder indlogerer sig en tirsdag formiddag efter en tidlig afgang med bus fra Rio de Janeiro.

Med i prisen på 1.100 kr. for tre overnatninger på et dobbeltværelse inklusiv morgenmad er en sejltur til Lagoa Azul - Den blå lagune. Et navn, som for mange, der har rundet 40 år, vækker minder om filmen ”Den blå lagune” fra 1980, hvor Brooke Shields og Christopher Atkins illustrerer to unge skibbrudnes opdagelse af kærligheden på en øde ø.

Knap så forladt er Ilha Grandes blå lagune. Smukt beliggende er den omgivet af tæt, grøn regnskov og stejle klipper, men det turkisblå og klare vand er fyldt med turbåde og hujende brasilianere. Under overfladen er der dog fred og ro samt et møde med en halv meter lang havskildpadde, der graciøst svømmer noget hurtigere end et menneske med svømmefødder.

”Krydstogt”

Ud over Lagoa Azul lægger turbåden - en 20 meter lang tomastet skonnert med soldæk samt reggae og brasiliansk pop fra skrattende højttalere - også til ved et kapitel af Ilha Grandes fortid i form af Freguesia de Santana; Ilha Grandes første by, der blev grundlagt i 1800-tallet.

I dag er kun landsbyens kirke tilbage. Til gengæld står den smukt hvidkalket med en 25 meter høj palme, et par gamle grave og en køkkenhave som naboer. Tredje og sidste stop er ved stranden Japariz.

Mens de øvrige passagerer spiser frokost på en af strandens restauranter, er det skønt med en picnic i sandet med brød, ost, pølse, mango og guava samt et par glimrende mørke brasilianske Bohemia-øl - alt sammen købt i en af de små købmandsbutikker i Vila de Abraão.

Her slutter det lille krydstogt midt på eftermiddagen.

Udsigt med topkarakter

Efter sol, strand og sejlads er der tid til et par timers udforskning af Ilhas Grande indre. Det kan nås via 16 afmærkede ruter. Hårdest er ekskursionen til øens næsthøjeste punkt, det 959 meter høje bjerg Pico do Papageio. Fristende, men med kun få timers dagslys tilbage giver det ikke mening at tage den tre-fire timer lange opstigning til Papegøjetoppen, hvis navn skyldes tindens lighed med et papegøjenæb.

I stedet er destinationen et udsigtspunkt en lille times gang fra og 400 meter over Vila de Abraão. Snak og musik fra byen blandes med fugleskrig og -sang, cikade-kværnen og andre junglelyde. Skumringen er sat ind, men ikke mere end at udsigten over et fladt og blåt Atlanterhav belagt med små, skovbevoksede øer forsynet med strande får topkarakter.

Den rene luft blandes med den sødlige lugt af cannabis. Den kommer fra en joint, som en flok lokale knægte deler til tonerne af Bob Marley. Rundt om dem ligger deres surfboards. Oppe i højderne?

»Vi er på vej hjem efter at have surfet ved Dois Rios-stranden,« forklarer en af drengene, inden han og resten af selskabet smutter ned ad en sti.

Den er sikkert en genvej, men som turist er det bedre at følge den officielle vej tilbage til Vila de Abraão. Ikke mindst på grund af mørket, som nu kun flænges af ildfluer i massevis og - halvvejs nede - tændte stearinlys ved et lille skovkapel, som hylder Nossa Senhora de Bom Despacho, syndernes skytsengel.

Vel tilbage i Vila de Abraão er det tid til en batida, en milkshake, ved en lille bod på hjul. Drikken viser sig at være lidt af en synder, idet den gråskæggede herre bag disken forstærker den kondenserede mælk og blendede ananas med rigelige mængder cachaça, brasiliansk rom.

Den slagkraftige cocktail udvikler sig til en aperitif før middagen. Den kommer til at stå på dybstegte blæksprutter til forret fulgt af risotto med skaldyr på en kombineret bar, billardsalon og restaurant med udeservering; ikke bare på fortovet, men på gaden.

Rigeligt med mad og øl - rigeligt

Intet problem, for biler er der ingen af på Ilha Grande bortset fra politiets to firehjulede køretøjer, et par skraldebiler og en brandbil.

Risottoen koster en halvtredser. Som vanligt i Brasilien kan man mod at betale 50 pct. ekstra få mad til to personer. Så er der rigeligt, for portionerne er store på disse kanter. Det samme gælder øl, som oftest serveres i 600 ml-flasker i en ølkøler. Tilsat stjernehimmel, fuldmåne godt 20 graders varme og en fodboldkamp i fjerneren på nabobaren bliver det ikke meget bedre.

Dagen efter står den på flere strandtjek. Den palmekransede strand ved Vila de Abraão er fin, men hvorfor lægge sig til skue, når man kan være sig selv 10 minutters gang derfra på Praia Preta (Den sorte strand) opkaldt efter sandets farve?

Fængslerne

Mæt af sol og svømning i 25 grader varmt vand er det tid en lille skovtur, der går ad en knap to kilometer lang sti. Den fører forbi resterne af det ene af Ilha Grandes to fængsler, Lazareto, der husede hårde forbrydere indtil lukningen i 1954.

Lazareto gav sammen med det større fængsel Colônia Penal Cândido Mendes - der lå på Dois Rios-stranden, indtil det blev sprængt i luften og brændt af myndighederne i 1994 - Ilha Grande et skidt rygte. På sin vis en fordel, da masseturismen ikke nåede at spolere øens strande og primære regnskov, der i dag er fredet.

Ud over Lazareto-fængslet byder den korte gåtur også på synet af en 125 meter lang, 17 meter høj og velbevaret akvædukt fra 1893, som blev bygget for at lede vand til Abraão, samt Poção, en lille klippesø, der er perfekt til en dukkert. Møder med små aber bliver det også til.

Tilbage i Abraão står den på strandfrokost på Pé na Areia (Fod i sandet) i form af friskfanget, grillet fisk med salat, pommes frites, bønner og farofa, krydret og stegt maniokmel. Maden indtages på brasiliansk maner, dvs. ved siden af og ikke over for partneren; det giver mulighed for kys og kærtegn samt havudsigt for begge parter.

Den slags kan godt trække et måltid i langdrag, og pludselig begynder skyggerne at blive lange. Dog ikke mere, end at der er tid til en tur i en lejet havkajak inklusiv et par svømmeture og stop ved endnu en strand. Retursejladsen ledsages som gåturen aftenen før af en fascinerende koncert fra junglens beboere.

Sådanne indtryk fordøjes perfekt med Brasiliens national-cocktail, en caipirinha, og endnu en gang må det konstateres, at Bob Marleys gamle travere er uopslidelige, når man lytter til dem henslængt i en liggestol i sandet på en strandbar.

Sidste dag på Ilha Grande er helliget dykning. Første tur i dybet gælder en udforskning af vraget af fragtskibet ”Pinguino”. Ikke det vilde. Sigtet er dårligt, og det sunkne skib har ud over spændingen ved at svømme inden i det ikke meget at byde på.

Noget bedre er den anden tur under havoverfladen, som blandt andet resulterer i møder med en havskildpadde, en edderkoppekrabbe, to gule søheste og diverse tropiske fisk. Ingen af de to undervandsekskursioner får dog dykkerklokkerne helt op at ringe. Men skidt, det skal ikke afholde Ilha Grande fra at få prædikatet en fængslende ferieø.

LÆS OGSÅ: Daseliv i caribisk Colombia

LÆS OGSÅ: Kriminalitet og charme i Rio

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.