De Gode Menneskers Land

Indtryk fra en togrejse i Mozambique og et ophold i omgivelser, som nu tilhører verdens kulturelle arvegods.

Artiklens øverste billede
Togrejsen tværs over landet er en stor oplevelse. Tempoet er behageligt i modsætning til de proppede busser og ture på ladet af varevogne, hvor chaufførerne kører hurtigt. Fotos: Helle Lyster og Jesper Brinck

Mozambique, hvorfor det?« spurgte en kollega forundret, da jeg fortalte, hvor sommerferien gik hen i år. En måned med rygsæk og myggenet. Svaret er, at vi ville vise vores 12-årige datter en mindre turistet del af Afrika og havde lovet, at det også indebar badeferie.

Udgangspunktet bliver Nampula - den største by i den nordlige og fattigste del af Mozambique. Herfra drager vi mod vest. I den kolde morgen kl. fire stiger vi ind i en mørkelagt togkupe og begynder 12 timers rejse. Mens solen står op, og den røde jord pulser ind gennem åbne vinduer, rumler toget gennem et landskab af grønt krat, frodige små jordlodder, termitbo, lerklinede hytter, oppustede baobabtræer og store klippeblokke, der ligger som kæmpe klumper af karamel, smeltet lidt i solen.

Grøntsagstoget

Vi rejser på 2. klasse, og når vi trænger til et hvil, kan ryglænet lægges ned, og der skabes seks sovepladser. De øverste hylder er nemlig ikke til bagage, som vi tror, indtil to mænd kravler op og lægger sig til at sove.

Toget standser ved hver lille landsby, hvor børn og voksne står parate ved skinnerne til at sælge deres varer: Sukkerrør, kasawa, bananer, gulerødder, løg eller stegte kyllingevinger bliver rakt op til de rejsende, som efterprøver varernes kvalitet lige så grundigt, som var vi på et grøntsagsmarked. Der er ikke lang tid til at afslutte handlen, så nogle sælgere må løbe efter toget, der sætter blødt i gang, for at få deres betaling, eller samle mønterne op fra skinnerne. Mænd med tunge rissække på hovederne løber på bare fødder hen over skærverne for at komme om bord på 3. klasse. En dreng står med sin hakke over skulderen og sine skolebøger i hånden og kigger eftertænksomt på os.

Midt i togets eksotiske lyde af fremmede stemmer, afrikansk sang og hvinende vogne - hører vi pludselig den velkendte lyd af en Nokia mobil. Det er fyren på øverste hylde. Og han er ikke alene om at eje en mobil. Alle har dem. Selv togvognene er shinet op med mobilselskabet Vodacoms blå maling.

Toget ankommer lastet med grøntsager og indkøb i eftermiddagens røde lys til Cuamba. Minibusser og lastbiler holder klar til at distribuere rejsende og varer videre ud på landet. I den støvede hovedgade holder byens første varehus åbningsudsalg, mens politi holder nysgerrige kunder i ro.

De Gode Menneskers Land

Da Vasco da Gama i 1498 på vej mod Indien gik i land i Mozambique, blev han så gæstfrit modtaget, at han døbte landet De Gode Menneskers Land. Dem møder vi også. Mange vil gerne sælge noget, men når vi afviser, bliver det accepteret uden yderligere aggression. Også de mange ægteskabstilbud, som grinende bliver givet i retning af vores 12-årige datter, må vi (naturligvis) afvise.

Det er let at få øjenkontakt og et smil. Selv om vi næsten er de eneste hvide, føler vi os sjældent alene. En tommeltot i vejret bliver dog nogle gange med en håndvending til en bedende hånd.

Efter nogle dage i Cuamba og et smut ind i Malawi sætter vi igen kursen mod øst og Ilha de Mozambique ved kysten.

Forfald og små gyldne oaser

Ilha de Mozambique er en turistattraktion, for her havde de tidlige portugisiske koloniherrer deres hovedstad, handelsstation og flåde fra 1500-tallet. Fra fortet San Sebastian udskibede man slaver og varer over Det Indiske Ocean.

For at komme derud må vi med minibus, som vi kender dem hjemmefra med 10 sæder. Men det betyder ikke, at der kun er plads til 10 passagerer. Man ved jo aldrig, hvornår næste bus kører - så der fyldes op, og der kan godt være 20 voksne, høns og et par spædbørn i en minibus. Det ved vi nu. Det nytter ikke at hidse sig op - ikke ret meget i al fald. Folk virker meget overbærende. Som om de tænker: »Stakkels turister. Har de virkelig aldrig prøvet at sidde med billetkontrollørens bagdel lige i øjenhøjde i et par timer.« Stemningen er hurtigt god igen. Det er svært at forestille sig, at der var brutal borgerkrig i Mozambique indtil 1992.

Vi kunne godt have gjort det mere behageligt for os selv ved at leje en bil på hele rejsen, men enten er man i bil, eller også er man i Afrika, synes vi.

Unesco har i 1991 udnævt øen Ilha de Mozambique til verdensarv. Derfor bliver vi lidt chokeret over forfaldet på øen - og regnvejret gør ikke husene mindre sorte af fugt. Der mangler tage, fortovene er brudt op, og træer har fundet vej gennem sprækker.

I et hus bor en fin gammel portugisisk dame på 1. sal i en kæmpe lejlighed. I stueetagen tilbereder en mozambiqansk familie mad over åben ild på gulvet i en lejlighed uden døre og vinduer.

Men efterhånden finder vi de små oaser mod nord på øen. Bl.a café Det gyldne anker, som kunne ligge i Aarhus, vores pension med hyggelig have, den lille boghandel med genbrugsbøger, ejet af danske Gitte, pæne restauranter med lækker seafood, et internet-lokale og en lille strand ved fortet, i læ for de store bølger.

Øen er kun tre kilometer lang, og efter 10 minutters gang sydpå kommer man til landsbyen, hvor de fleste lokale bor med stråtage og lerklinede huse. Det er weekend, så fiskerne sidder på stranden og renser deres net mellem menneskelort og muslingeskaller. Mange af ungerne er samlet i en slags forsamlingshus omkring et fjernsyn, som for fuld skrue viser en dramatisk kærlighedsfilm.

Delfiner og badutspring

Herfra rejser vi nordpå til Pemba og slår os ned på Wimbi Beach vest for byen - først i en bungalow på stranden og siden på en lille pension. Vandet er lækkert og varmt - og vi er så heldige også at svømme med delfiner og snorkle blandt smukke koralfisk med et dykkerfirma.

Når vi lægger os ned på sandet, går der ikke mange øjeblikke, før vi er omringet af nysgerrige børn, der fletter i vores hår eller bare laver badutspring ved siden af håndklæderne. Deres pilfingre låner solbriller, men bringer dem også tilbage, og da vi begynder at fotografere, sætter de sig overalt på én for at kigge med. Nogle ville nok synes, det er alt for meget, men vi får en fantastisk oplevelse med disse unger. Især tre piger, som senere tager os med hjem til deres landsby og deres mor.

På stranden lærer vi også Blue og Washi at kende. Drenge, som sælger smykker, slik og malerier - og drømmer om et bedre liv, men ikke har energien til at komme videre og tænke langsigtet. De siger, de går i skole, men det er ikke, mens vi er der. Vi kan ikke fortænke dem i at ville tjene penge her og nu, men det udfordrer os på vores nordiske levevis, hvor vi gennem generationer har lært at spare op og gemme til værre tider. Omvendt har de en evne til at leve i nuet, som får os til at tænke over alle de bekymringer, det indebærer at spare op og ville gøre karriere.

Da rejsen slutter, har vi mødt tilpas mange NGO'er og andre til at erfare, at det kan være frustrerende at arbejde i Mozambique, men efter en måned som turister kan vi godt skrive under på at kalde det: De Gode Menneskers Land.

LÆS OGSÅ: Med tuuut tuuut i Afrika

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.