Turist i et absurd land

Ækvatorialguinea byder på tarvelig slum, nyrige i Porsche og delikatesser fra truede dyr.

Artiklens øverste billede
I slumkvartererne må indbyggerne deles om en vandpost, og børnedødeligheden her er en af verdens højeste. Fotos: Øjvind Kyrø

Det er sjældent, at man efter et døgn griber sig selv i at tigge og bede om at komme hjem hurtigst muligt.



Men nej, alle fly hos Air France er optaget.



»Først om 10 dage, señor, kan De komme tilbage til Europa,« lyder det beklagende bag computeren, ledsaget af et stewardesse-smil.



Det var ikke på grund af flyturen hertil. Den var fremragende. Halvdelen af flyet var businessclass, og sådan er det hver dag. Air France har et dagligt fly fra Paris, og en række andre selskaber lander også hyppigt i Malabo - en grim, gammel by, bygget af spanierne, der havde Ækvatorialguinea som koloni indtil 1968.



For et dusin år tilbage kom ingen hertil. Men pludselig fandt folk fra Texas olie i farvandet, og derfor flyver og farer mange mænd frem og tilbage.



Landet er halvt så stort som Danmark og har samme indretning: Hovedstaden ligger på en ø, og størstedelen af landet befinder sig på kontinentet. Her bor kun 700.000 mennesker, og statistisk set er de på grund af de kolossale oliefund lige så velstående som danskere.



Men sådan er virkeligheden ikke. Folk lever som førhen for under 10 kroner om dagen, børnedødeligheden er enorm, adgang til rent vand og el er de færreste forundt, og sundhedssektoren er stort set ikke eksisterende.



Derimod lever en fjerdedel i sus og dus, og luksusbiler flyves ind, lige så snart de er blevet lanceret, selv om det er begrænset, hvor meget de kan komme ud at køre, når øen kun er 70 km lang og 32 km bred.



Man kan købe fransk gåseleverpostej, de bedste champagner - alt fås i Malabo. Men det er kun eliten, præsidentfamilien og vennerne, der har pengene til det.

Forbud mod foto

Der er ingen tradition for turisme i landet. Under spanierne var det kakao og tømmer, der gav indtægter, og efter uafhængigheden kom et rædselsregime. For 32 år siden blev tyrannen væltet og henrettet af sin nevø, der i dag er landets diktator. Præsident Obiang.



Han anser journalister for terrorister og turister for unødvendige. Kun oliearbejderne bydes velkommen. Men dem ser man ikke meget til. De har fundet ud af at indrette sig i isolerede kvarterer, når de ikke arbejder ude på boreplatformene i Guineabugten.



Dette er årsagen til, at man på internettet hverken kan finde rejseartikler eller guidebøger, og dette er også grunden til, at man som nytilkommen bander stedet langt væk.



Man bliver behandlet som en mulig storforbryder af politiet i lufthavnen, der tager foto og fingeraftryk af én, og tolderen gennemlyser bagagen. Derefter ser man sig om efter et sted at veksle. Men alt er lukket. I en af hallerne i den spliternye lufthavn tyder noget på liv i en bankagtig butik, og efter en halv times venten dukker der en medarbejder op, ser forbavset på én og veksler pengene.



Næste opgave er at finde en taxi og et hotel. Det første er nemt. Biler af mærket Toyota Carina eller Corolla, malet i dannebrogsfarver, kører overalt. En eller anden har købt en flåde brugte Toyota-biler i Holland og fragtet dem hertil for at dø.



Uden for lufthavnsbygningen møder man en flykirkegård. Et dusin vrag står hulter til bulter som manende tegn på, at Afrika er det farligste sted på kloden at flyve med lokale flyselskaber.



Det koster 3.000 CFA (34 kr) at komme med taxi de 10 kilometer ind til byen. Derefter må man køre fra hotel til hotel for at finde et værelse. Det lykkes på ”Morenita” at få et rum med bad for 47.000 CFA (535 kr), der er lige så hyggelig som en celle og tilsvarende minimalistisk indrettet. End ikke en lampe på sengebordet er der.



Befolkningen er besynderlig. De smiler sjældent og ser fremmede mistroisk an. Eksempelvis vil hotelværten have betaling med det samme. Og spadserer man ned ad gaden, og der pludselig lyder sirener i det fjerne, beordrer en betjent brutalt én til at stå stille og vende sig om. For det er præsidenten, der kommer kørende i sin skudsikre Mercedes, midt i en kortege på et dusin sorte biler med svært bevæbnede livvagter, og man må ikke vende front mod den.



På samme måde skal man have en tilladelse til at tage fotos. Der har været adskillige kupforsøg mod præsidenten - ligesom han selv tog magten ved et militærkup - og alle ”strategiske punkter” må man ikke tage billeder af. Hvad sådan et punkt er, defineres af ordensmagten.



Det er derfor svært at tage fotos af domkirken, fordi præsidentpaladset ligger ved siden af, og det må man heller ikke forevige. Men paladset er interessant at se på. Kinesisk bygget og enormt for selv en enehersker.

Løfte om turistvisum

Kører man rundt i byen og spørger, hvem der mon er i gang med at bygge de nye, strømlinede højhuse, der rejser sig, lyder svaret de allerfleste gange: »Førstedamen« eller »præsidenten«. Resten af nybyggeriet tilhører deres venner, for eksempel ”Ministeren for relationer med den parlamentariske forsamling”, der om aftenen residerer i restauranten på Hotel Impala, som han ejer.



Den bilinteresserede vil i gaderne se Porsche, Jaguar, Bentley, Lincoln, Maserati - og politiet kører i Hummer.



Der er kommet et tusind nye luksusbiler til siden juni, fordi præsidenten måtte købe køretøjer til at transportere sine 52 tilrejsende kolleger - og deres følge - standmæssigt rundt, da han skulle være vært for det årlige topmøde i Den Afrikanske Union.



Topmødet blev holdt i en nybygget forstad ved navn Sipopo, hvor der var bygget et par luksushoteller, Sofitel og Hilton, med tilhørende 18 hullers golfbane, spa og marina. De to dages sammenkomst kostede mindst tre milliarder kroner, ikke mindst fordi der blev opført hele to kongreshaller. Præsidenten brød sig ikke om den første, som en kinesisk entreprenør havde stået for.

Turister er velkomne

Men hvad skal et lille, isoleret afrikansk land, som få har hørt om, med to kongrescentre og to luksushoteller, når der sjældent kommer en turist?



Statssekretær for turisme, José Mba Obama (hans efternavn er ret almindeligt på disse kanter) mener, at Sipopo bliver en attraktion for internationale organisationer, der vil holde konference et smukt sted.



Når man indvender, at det er ret umuligt at få et visum til landet, samt antyder, at statens interesse i turister synes ret begrænset, siger statssekretæren:



»Vi er et lille land, og derfor vil vi ikke satse på masseturisme, men på kongresser.«



Hvis for eksempel en købmand fra Løgstør gerne vil besøge dette land, kan han få lov til det?



»Sammen med mine kolleger i de andre centralafrikanske landes turistministerier er jeg i færd med at få indført et fælles visum for turister, som skal være klar i 2012. Men allerede nu kan jeg ikke forestille mig, at der skulle være problemer for Deres landsmand. Ambassaden vil ordne formaliteterne, hvis han anmoder om et visum og angiver de steder, han vil besøge.«



Og det har jeg Deres ord for?



»Ja, det skulle der ikke være problemer med.«



Hvad vil De anbefale at se?



Hr. Obama bryder ud i en lille tale:



»Vi har en sand rigdom af aktiviteter for turister. På øen Corisco er vi snart færdig med en 3.000 meter landingsbane, og her er naturen rig på fugle, dyr og strande. Også på øen Annobon længere sydpå er der skønt - og ikke at glemme: Nationalparken Monte Alén inde på kontinentet, hvor der er urørt urskov med elefanter, aber og andre vilde dyr.«

Marked for forbudte vilde dyr

Sit navn, Malabo, har hovedstaden af en hedengangen høvding. De senere spanske koloniherrer har tydeligvis været karrige med at udstationere arkitekter på øen, for der er meget få seværdige bygninger.



For godt 10 år siden kunne børn lege på hovedgaden; her var kun et par hoteller, og restauranter bestod af gadekøkkener.



Men nu har præsidenten anlagt fortove i mange af byens gader forud for topmødet, og der er hængt trafiklys op i de tyve mest befærdede vejkryds. Men de anses for vejledende af bilisterne - cyklister findes ikke, måske er de uddøde - og køretøjer fra politi og militær ignorerer dem.



På samme måde bliver fodgængere på zebrastriberne ikke respekteret. En grund kan være, at det er let at købe sig til et kørekort, for dels hører landet til på top 10 over de mest korrupte lande i verden, dels annonceres der for køreskoler på »to uger - for analfabeter: tre uger«.



Der flyder åbne kloakker gennem slumkvartererne i byen, for fortovene, den nye sekssporede motorvej til Sipopo, trafiklysene - det hele er kulisser, der skal skjule en elendig virkelighed, som tre fjerdedele af befolkningen lever i.



Når man kun har en indkomst på under 10 kroner, og priserne tilmed er på højde med danske, er der ikke meget at råbe hurra for. Måske det er årsagen til, at folk er så mutte.



Alt er dyrt, fordi alt er importeret. Selv æg og løg bliver importeret fra Cameroun, der ligger 40 km fra Malabo. Dåseskinke fra Tulip kan fås i supermarkedet.



Den eneste grund til at folk ikke dør af sult er, at mange har en søn ansat i den givtige olieindustri, og at han forsyner familien med penge til mad.



De eneste lokale fødevarer, der kan købes på det store marked i forstaden Semu, er nedlagt med et tryk på en aftrækker. I junglen syd på øen findes sjældne aber, høge, skældyr, krokodiller, og de sælges på markedet, selv om det ifølge internationale konventioner er strengt forbudt. Men politibetjentene, der patruljerer på markedet, køber også de udryddelsestruede dyr.



Ækvatorialguinea er et absurd land. Og nu er det muligt at besøge for en turist - siger selv statssekretær Obama.

LÆS OGSÅ: Sydafrikas dystre bagside

LÆS OGSÅ: Afrika for viderekomne

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen