Dette irriterer kabinepersonalet
Flyrejsende kan virkelig provokere kabinepersonalet. Læs her, hvad der irriterer mest.
Flypassagerer har gennem tiden skullet finde sig i meget:
Stigende gebyrer og til tider ekstreme sikkerhedsprocedurer for at nævne et par eksempler.
Men nu har rejsesiden Frommer's vendt blikket væk fra os - de rejsende - og i stedet fokuseret på dem - kabinepersonalet.
I samarbejde med Airfarewatchdog har de spurgt stewarder og stewardesser om, hvad vi gør, der irriterer dem mest.
Her er deres top-fire:
Følg nu med!
"Det er både irriterende og fornærmende, når passagerer ignorerer os under sikkerhedspræsentationen. Det er akavet for os at stå der foran et publikum og lave de underlige bevægelser. Det mindste, passagererne kan gøre, er at følge med. Vi ved, nogle flyver meget, men fly varierer. Når du læser aviser foran os, er det ekstremt respektløst og signalerer, at du ikke synes, det er vigtigt. Lad i det mindste som om, at du lytter efter."
Hvad?
"Hovedtelefoner under betjeningen. Det slår aldrig fejl, du hører aldrig, hvad vi siger (hvilken overraskelse, du har hovedtelefoner på!). Det ville være rart, hvis du kunne fjerne dem i et par sekunder, mens vi betjener dig. Det ville i det mindste være en slags anerkendelse af, at det er et menneske (ikke en robot), der betjener dig. Desuden ender det ofte med, at beholder du dem på, så skriger du af os uden at vide det!"
Ingen manerer
"Du ville blive overrasket over, hvor mange personer der knap nok kigger på dig, når du serverer. Har deres forældre ikke lært dem at sige tak? Og det overrasker, at så mange passagerer bruger armlænet som om, det var deres fodskammel derhjemme. Mærkerne og skidtet fra dine sko bliver om bord på flyet. Nå ja, og hvorfor tror folk, at det er ok at klippe tånegle og fingernegle om bord på flyet! Ja, det ser vi ofte!"
Lyt efter!
"Når passagerer åbenlyst ignorerer vores beskeder. Vi siger ting som, vær venlige at bruge toiletterne, der hører til jeres sektion, og få sekunder efter står passagerer fra økonomiklassen og venter i køen til toiletterne tilhørende førsteklasse. Vi ved godt, at nogle gange er midtergangen blokeret, men det hjælper, hvis du indser, at vi også forsøger at servicere dig og 100 andre personer i et lille, flyvende aluminiumsrør."
LÆS OGSÅ: "Hello" blev dyrt for flyselskab