Vandretur på den tykke is

Fare - gå ikke videre, fare for stenskred, isskred, oversvømmelse og ustabilt grundlag!

Sådan lyder vores sidste skiltede advarsel, inden vi bevæger os væk fra de officielle stier. Det får dog ikke vores guide Adli til så meget som at blinke. I stedet træder han resolut sin vandrestøvle hårdt ned på hegnet, så gruppen på 10 personer kan passere.

Foran os ligger den ene af New Zealands to enorme gletsjere, Fox-gletsjeren, hvis nemme tilgængelighed sørger for en stor tilstrømning af mennesker til det sydlige New Zealands vestkyst.

Ufattelig størrelse

Efter en mindre vandretur op ad bjergsiden gennem buske og træer kan vi i bagende varme og solskin stikke hovederne ud af skoven og se dagens mål. Det er svært at beskrive en gletsjer ved sammenligning, for jeg har aldrig før i mit liv set noget lignende, og størrelsen af Fox-gletsjeren er ubeskrivelig. Vi står midt på den ene af to grønne, frodige bjergsider, som indrammer den enorme ismasse, der, som en slags isbelagt tunge, snor sig ned fra New Zealands sydlige bjerge.

Luften er varm, og synet af ismassen forekommer uvirkeligt, når man står i undertrøje og sveder. På et plateau længere fremme finder vi vandrestave og klamper til at sætte under vores støvler. De kommer hurtigt på, og snart træder vi de første skridt ud på gletsjeren.

Den enorme ismængde under vores fødder er et resultat af områdets vejr, der betyder et snefald på ca. 30 meter årligt i området ved gletsjerens top. Sneen bliver opløst og klemt sammen til is, som langsomt arbejder sig ned mod den underliggende dal. Fox-gletsjeren er med sine 13 km den længste af New Zealands to berømte vestkyst-gletsjere. Den falder 2.600 meter fra toppen ned til vores udgangspunkt.

Som med mange andre adventure-oplevelser i New Zealand er der styr på tingene, og der er på det første stykke ud på gletsjeren motorsavet trapper i isen, så vi ubesværet kan traske et godt stykke ind mod midten. Der hører det nemme dog op, og vi må følge guidens instrukser nøje og ofte vente, mens han med sin store isøkse hakker trin ud, som vi kan træde på.

Selv om isen virker sikker, og det umiddelbart er nemt at komme frem, bliver der gjort meget ud af sikkerheden. Hele tiden peger guiden på små næsten usynlige huller i isen, hvor vand har dannet et dybt hul. Falder man ned dér, kommer man ikke op igen. Man skal ikke forsøge sig på egen hånd. Fox-gletsjeren kostede senest menneskeliv i 2009, hvor 100 ton is faldt ned over to turister, der havde trodset advarselsskiltene og prøvet at bestige gletsjeren selv.

Vejret som medspiller

Turister på New Zealand kan nikke genkendende til vejrets eget liv - specielt på sydøen. Vejrudsigter er sjældent meget værd, da det hele kan skifte drastisk på få timer. Vi var til dagens tur blevet lovet regn og gråvejr, men stående i bagende sol under en blå himmel kan vi kun bøje os i støvet for New Zealands natur og vejr.

Netop vejret betyder også, at vi når rigtig langt op ad gletsjeren, da forholdene er gode, og vores guide hurtig med sin store økse. Efter nogle timers traven kaldes der til frokost, og vores medbragte madpakker findes frem, mens vi sætter os godt til rette oven på naturens store køleskab.

Mens jeg sidder med min klapsammen-pølsemad, får jeg mig et kig omkring på det omkringliggende område. Vi har bevæget os op på den ene side af gletsjeren, og i mit hoved slår tanken mig, at jeg sikkert ville kunne nå over til bjerget på den anden side på en lille halv time.

Længere når mine tanker ikke, for i samme øjeblik flyver en mikroskopisk helikopter tæt forbi langs netop dén bjergside og sætter gletsjerens bredde i perspektiv. De, der vil helt op, fragtes med helikopter, hvorfra man enten bare kan se eller blive sat af på sneplateauet. Der er rigelig plads, da plateauet er 36 km².

Efter frokosten guider islandske Adli os videre op ad gletsjeren, hvor vi må ned gennem smalle iskløfter, op over høje isbakker og ind i skinnende blå ishuler. Som taget ud af en film har vandet gravet små rum i isen, hvor man, omgivet af blå, skinnende is, får en fornemmelse af, hvad det er, man går ovenpå.

Til sidst sætter gletsjeren en naturlig stopper for vores tur, da der mod toppen vokser en ”isskov”. Isen her er takket og ufremkommelig, hvilket gør, at de guidede ture aldrig når så langt. Vi må nøjes med at skue mod toppen, inden vi vender om og følger egne fodspor tilbage mod bunden.

Det skal vise sig at være lettere sagt end gjort, for de enorme mængder vand, som smelter af glestjeren, fjerner hurtigt de udhuggede trin, og flere gange må vi hugge nye for at komme ned.

Det hele går dog smertefrit, og snart står vi igen for foden af Fox, glade for at være i ét stykke, men helt uden kolde fødder.

LÆS OGSÅ: På vandring i den hvide verden