Skønhedskonkurrence udløser vrede
Fagforening kritiserer skønhedskonkurrence udskrevet af flyselskabet American Airlines.
Det amerikanske flyselskab American Airlines har skabt heftig debat blandt kabinepersonale i hele landet, efter at selskabet har startet en konkurrence om at finde de flotteste blandt flypersonalet.
Vinderne vil blive brugt som modeller i en intern kampagne for flyselskabet.
Men konkurrencen om, hvem der ser bedst ud i selskabets nye tørklæder og stribede skjorter, er en "latterlig skønhedskonkurrence," lyder kritikken fra flyselskabets egen fagforening. Det skriver Daily Mail.
Tilbage til en svunden tid
Repræsentanter for American Airlines' fagforening kræver konkurrencen stoppet, da den bringer tankerne tilbage til dengang, da der kun var kvindelige stewardesser.
Ifølge formanden for Association of Professional Flight Attendants, Laura Glading, bør alle medlemmer boykotte konkurrencen, da jobbet som kabinepersonale handler om sikkerhed og ikke om at se bedst ud.
"Denne kampagne har lige sendt os 50 år tilbage til dengang med korsetter, vejninger og kun kvindelige, singlestewardesser, der måtte sige op, når de blev gift, gravide eller nåede den modne alder 30," siger Glading.
Ikke en konkurrence for alle
Ifølge en talsmand for American Airlines er det helt ok, at ikke alle ønsker at deltage i konkurrencen.
"Vi forstår, at alle kampagner måske ikke er interessante for alt kabinepersonalet, men opfordrer dem, der ønsker at deltage, til at gøre det," siger Missy Cousino.
"Der har været flere stewardesser, der har udtrykt, hvor smigrede de er over at blive nomineret til at være med i vores interne firmamateriale."
Fokus på udseende
Det er ikke første gang, at et flyselskab kommer ud i modvind. Virgin Atlantic har også været i lignende problemer, da dets stewardesser blev omtalt som "red hotties" og kaldt de smukkeste i branchen.
American Airlines er det fjerde største flyselskab i verden.
Laura Glading fra Association of Professional Flight Attendants repræsenterer omkring 20.000 medlemmer.
LÆS OGSÅ: Thai Airways vil have yngre stewardesser