Delfinshow i Hormuz-strædet

Dagen begynder hårdt. Da vi stiger om bord i den trange bus kl. 7.30, er termometret ved at passere 35 grader for opadgående. Vi ved ikke, at vi skal sidde i bussen i over tre timer og passere en pedantisk-bureaukratisk reguleret grænse mellem De Forenede Arabiske Emirater og sultanatet Oman.

Men efter busturen, hvorunder termometret er krøbet over 40 grader, er trængslerne forbi, og resten af dagen er én lang, positiv oplevelse, som skrevne ord næppe kan yde retfærdighed.

En dhow, en gammel traditionel bådtype med tre mands besætning, venter os på havnen i Khasab næsten ude på spidsen af den halvø, der skaber Hormuz-strædet - det smalle farvand, som Iran truer med at lukke i tilfælde af krig/konflikt, så Vesten ikke kan få sin livsnødvendige olie.

Vi er omkring 30 vestlige passagerer, og vi bliver placeret siddende på puder langs rælingen i den åbne båd.

Solen brænder, men udspændt sejldug giver os skygge, og når båden er i fart, lufter det så meget, at varmen ikke er noget problem. Vi sejler ind i fjorden Khor Ash Sham og er væk i fem-seks timer, får frokost om bord og serviceres mere end jævnligt af besætningen med te, vand, sodavand og frugt. Alt, også busturen til Khasab, er inkluderet i prisen på små 500 kr.

Delfinernes dans

Lad os tage højdepunkterne samlet nu, selv om de kom lidt spredt hen over dagen. Vi var i selskab med delfiner tre gange undervejs, først et par, derefter et par med unge og sidst - på vejen tilbage til Khasab - et enligt dyr, som over et langt stræk fulgte båden i få meters afstand. Imponerende at se, hvordan den kraftfulde, men elegante delfin kunne holde trit med båden, det meste af tiden neddykket op til en halv meter under overfladen. Kun med minutlange mellemrum i et sekund eller så skulle den have ryggen op i luften for at tage ilt ind gennem åndehullet.

Det mest rørende var parret med ungen. Side om side med den lille imellem sig fulgte de båden, hidkaldt af besætningens høje råb, piften og fløjten. Definfamilien svømmede kun en-to meter fra os og opførte flere gange et lille show, hvor den lille ”hoppede” hen over ryggen på en af de voksne, som til gengæld af og til krydsede ind under skibet og dukkede op tæt på den anden skibsside, hvilket fik os passagerer til at fare tværs over dækket for at se mest muligt.

Telegraf og civilisation

Flere gange på turen ankrede vi op for at svømme og snorkle og nyde det farverige fiskeliv, som er i klasse med det, man kan opleve i Rødehavet eller på Great Barrier Reef i Australien. Mest spektakulært er der ved Telegraph Island, som er omgivet af et koralrev. Telegraføen - hvorfor dette navn herude i næsten ingenting? Jo, i 1864 anlagde briterne her en telegrafstation og trak et undervandskabel, så man kunne holde kontakt med Imperiets Juvel, Indien. Rester af telegrafstationen ses endnu.

Ved fjorden ligger et mindre antal fiskerlandsbyer, som udflugtsbådene nærmer sig i langsom fart, men ikke anløber. Livet her har i århundreder været så afskåret fra anden civilisation, at sproget har udviklet sig selvstændigt og er en blanding af arabisk, persisk (iransk) og de søfarendes forskellige tungemål. I dag har landsbyerne elektricitet via luftledninger, og ferskvand sejles til dem. Børnene fragtes med skib til skole i Khasab hver lørdag og kommer hjem igen om onsdagen for at holde weekend med familien.

Det rykker naturligt i den besøgende for at komme i land og gøre disse menneskers bekendtskab, men man afstår gerne fra oplevelsen, når man har set, hvad turistbesøg andre steder på kloden har forrettet af ødelæggelser på naturlige folkeslag.

Det arabiske Norge

Mætte af indtryk og god forplejning sejler vi igen ud af fjorden og stævner mod Khasab. Livet i havet har fyldt meget, men nu er der overskud til at betragte landskabet. Gråhvide kalkstensbjerge og det klareste blå eller grønne vand har givet Musandam-halvøen tilnavnet Arabiens Norge, men adskiller den i hvert fald fra sammenligningen ved, at temperaturen er højere, og vegetationen mindre.

Khasab med 18.000 indbyggere er Musandams hovedby, og dens havn skulle være udskibningssted for amerikanske smuglercigaretter til Iran, men ellers er Khasabs største aktiver adgang til ferskvand og dyrkning af dadler. Der er hoteller og restauranter i byen, men de fleste besøgende kommer på endagsture fra Ras Al Khaimah og Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.

Vi vil ikke trampe rundt i, at grænsevagter og paspoliti ved Al Dora-grænseposten ved aftenstide var mindst lige så nidkære som om morgenen. Efter sådan en dag er det lige meget.

LÆS OGSÅ: Hos skildpadder i Oman