Find dine rejsekammerater på nettet
Vil du vide, hvem der skal på ferie samme sted som dig? En ny hjemmeside kan hjælpe.
Mange planlægger ferien ned til mindste detalje, når det kommer til aktiviteter og attraktioner. Og nu er det også blevet muligt at forberede sig på, hvem der ellers skal bo i det samme ferieområde i den samme periode som én selv.
”Det er ofte overset, hvor meget indflydelse mennesker, du møder på ferien, har på oplevelsen af din ferie,” siger Peter Sullivan, der er medstifter af Vacation Relation.
Gik glip af sociale aktiviteter
Hjemmesiden VacationRelation.com er netop inspireret af Peter Sullivans egen erfaring, da han ønskede at komme i kontakt med andre personer, der skulle af sted på ferie til den samme destination i den samme periode.
”Selvfølgelig tilføjede jeg folk på Facebook, som jeg havde mødt efter ferien, men der var mange sociale aktiviteter, jeg gik glip af fra starten eller aldrig fandt ud af eksisterede,” forklarer Peter Sullivan.
Find et hotel sammen
På hjemmesiden kan man indtaste en specifik tidsramme og destination, så man kan finde frem til andre, der skal samme sted hen. På den måde kan man f.eks. dele erfaringer, få rejsetips eller finde et hotel sammen med andre rejsende, der passer til ens aldersgruppe og har samme interesser.
VacationRelation.com forsøger at forbinde rejsende gennem sociale medier som Facebook.
”Folk er trygge ved sider som Facebook og er ikke tilbøjelige til at benytte en helt ny kanal,” siger Peter Sullivan.
Besøg hjemmesiden her.
LÆS OGSÅ: Overvind ensomhed på rejsen