Tysk kurbad og camping
Kurbadet Therme Obernsees i Mistelgau er blot et af mange termiske bade i Bayern. Ved de fleste af stederne er der mulighed for at parkere autocamperen, få fyldt vand på og lade strømmen op ved såkaldte stellplätze, mens du nyder herlighederne ved det naturligt varme vand.
Det første syn, der møder os i den store pool, er et hoppende vand-aerobic-hold med en bred variation af menneskekroppens udformning og hårvækst. Og det er egentligt ganske rart, for gæsterne er ikke kommet for at vise ypperligheder frem, men for at nyde de varme bade.
Kurbadet Therme Obernsees ligger på et højdedrag tæt ved den tjekkiske grænse. Der er ikke nogen decideret campingplads, men derimod standpladser til autocampere - de såkaldte stellplätze, som primært bruges af autocamperfolket til en enkelt overnatning, inden turen går videre. Klientellet er dog også tydeligt campister i efterlønsalderen og pensionister. Men trods overvægten af ældede kroppe er det stadig et badeland for alle aldre og hele familien.
Fra camper til pool
Fra man forlader autocamperen, og til man står i badelandet, er der vitterligt tale om minutter. Standpladserne er opbygget på et separat område tæt på kurbadet. Området er inddelt i små grupperinger med plads til fire autocampere hver. Ved indkørslen betaler man for strøm og drikkevand via en automat, og så får man et nummer og kan begynde at tappe strøm og vand.
Kurbadet er bygget op i to etager. På begge etager er der gigantiske pools med forskellige forlystelser og attraktioner. Den største pool har bl.a. en ”hvirvel” af strømninger, der bærer én rundt og rundt, og alle bassiner har et ”vandfald”, som masserer ryggen og skuldrene. På nederste etage er teenagebadet med en 90 meter lang rutsjebane. På øverste etage lidt væk fra de store bassiner ligger meditations-poolen, hvor støjende adfærd er bandlyst, og børn under 15 år derfor forment adgang. Her lægger man sig i en aflang badering, læner sig tilbage og nyder at blive båret rundt på de små strømninger i vandet. Lyset er afdæmpet, og der er stille, inciterende musik.
Udenfor er et hypertermisk bassin med indbygget hvilebænk. Vandet er næsten 40 grader varmt, og det er en fascinerende oplevelse at svømme rundt i det varme vand, samtidig med at man er ude i det kølige efterår. Bænken, som udgør den ene side af bassinet, er fyldt op med nydende kroppe, der lader sig massere af de mange dyser.
Wellness og forkælelse
Smilene bliver kun bredere, da vi bevæger os fra kurbad og termisk vand til en afsluttende varm oliemassage.
Kurbadet Obernsees er så stort, at det rummer alle behov, og er det stilheden og wellness'en, som man søger, er der rig mulighed for det. Et af tilflugtsstederne er ”Die Sauna Welt”, som faktisk er en verden af saunaer for sig selv. Her er mange forskellige temaer fra stillesauna med afdæmpet musik a la Enya til den aromatiske provence-sauna med lavendelduft. I tilknytning til saunaområdet er der også et udendørs naturistbassin med tilhørende café, hvor man uden en trævl kan nyde en drink, hvis man er til den slags.
Skal man virkelig nå forkælelsens højder, kan oliemassagen varmt anbefales. Den varme olie er en specialitet på stedet, hvor også chokolademassage og varme sten er mulige alternativer. Massagen foregår i dæmpet belysning med afslappende musik. Massøsens hænder løfter sig på intet tidspunkt fra kroppen. Den varme olie hældes ud over kroppen, og sammen med massagen giver det en unik varme og lethed i kroppen, samtidig med at der sættes gang i blodcirkulationen. Efter 40 minutter er massagen ovre og i stedet for at blive lukket ud til de pulserende pools, bliver man i stedet ledt ind i et stille-rum. Herinde serveres der vand og te, mens man ligger i store daybeds med plaider, blomsterduft og stille musik. Det er wellness for både krop og sind.
De bayerske bade
Therme Obernsees er ikke det eneste kurbad i Tyskland. I Bayern alene er der 14 andre. En af dem er Bad Griesbach, som er en decideret campingplads med sit eget kurbad. Her er dog ikke samme aldersspredning, så en livlig femårig er ikke velset. Men planlægger man at drage sydover, er kurbadene en virkelig god grund til ikke blot at passere Tyskland, men faktisk stoppe op og blive et par dage. I den tyske ADAC stellplatz-bog kan man finde de mange standpladser med kurbade, som primært findes i Bayern og Rhin-landet.
LÆS OGSÅ: I Hitlers badevand