Her er de sygdomme, vi tager med hjem fra ferie
Se, hvilke eksotiske sygdomme vi tager med hjem fra ferien, og lær, hvordan du kan undgå dem.
Sjap på cykelstierne, kilometerlange køer på motorvejen, snottede næser og iskolde tæer. Der er masser af grunde til at pakke kufferten og rejse sydpå i disse dage.
Men pas på, det er langt fra sikkert, at køleskabsmagneter og konkylier er de eneste souvenirs, du tager med hjem fra ferien. Start derfor altid ferien hos Statens Serum Institiut, hvor du kan få oplyst hvilke smittefarer, der er på dit rejsemål.
50 pct. får diarré
Statens Serum Institut skønner, at op mod halvdelen af de danskere, der rejser til tropiske og subtropiske egne, kommer ud for diarré som følge af mave-tarm-infektioner.
Undgå derfor postevand, rå fødevarer, fisk og skaldyr samt badning i forurenet vand.
Pas på myggene
Både malaria, denquefeber, gul feber, trypanosomiasis (sovesyge), japansk hjernehindebetændelse, vestnilfeber og filariasis (elefantiasis) overføres fra myg ved myggestik.
Malariamyggene stikker primært fra solnedgang til solopgang, hvorimod de andre sygdomme også overføres af myggearter, der stikker om dagen. Husk derfor at bruge myggespray og myggenet samt lange ærmer og bukser efter solnedgang i områder med malariamyg.
Seksuelt overførte sygdomme
Der blev i 2009 konstateret 96 danske tilfælde af HIV, hvor smitten var blevet hentet i udlandet. Det tal er næsten dobbelt så højt som det tilsvarende tal for malaria, så husk beskyttelse, hvis du dyrker sex på ferien.
Listen over seksuelt overførte sygdomme tæller desuden chlamydia, gonorré, syfilis, hepatitis B og hepatitis C
Luftbåren smitte
En række sygdomme smitter ved luftbåren smitte (nys, hosten etc.). Dette drejer sig fx om difteri, polio, influenza og meningitis.
Man kan ikke forebygge smitte med disse sygdomme effektivt på anden måde end ved at lade sig vaccinere. Statens Serum Institut anbefaler derfor vaccination mod difteri, polio og eventuelt influenza af alle rejsende til områder, hvor sygdommene findes.
Kilde: Statens Serum Institut
Se mere om, hvordan du bør forholde dig til smittefare på udlandsrejser på ssi.dk.
LÆS OGSÅ: Feriemaver kan forebygges