På cykeltur i Orienten
I kolonitiden blev den malaysiske ø Penang kaldt ”Orientens perle”. Fortiden fornemmes stadig.
Jeg har altså lidt ondt af ham,« siger min mor for tredje eller fjerde gang og sender et medfølende blik til vores ældre malaysiske cykeltaxa-chauffør, som knokler. Solstrålerne pirker i hans læderagtige hud, og han pruster, mens han tungt træder pedalerne rundt på cykeltaxaen - også kaldet en trishaw.
Nu er det måske ikke den letteste opgave at transportere to velvoksne danskere rundt i Georgetown, hovedbyen på den malaysiske ø Penang. I 35 graders tropevarme, vel at mærke. Men han ser ikke synderligt overanstrengt ud, da han holder ind ved et indisk tempel og på et noget hullet engelsk beskriver de små hinduguder, der står på taget.
Georgetown er fyldt med trishaws, der zigzagger sig vej gennem den labyrintiske bymidte. Både fordi de smalle stræder ikke efterlader meget plads til modkørende bilister, men også fordi det er den mest behagelige måde at opleve den fascinerende by på.
Orienten som i fantasien
Georgetown ser stort set ud, som den gjorde op gennem 1800-tallet. Her blev den kaldt ”Orientens perle”, og den var et handelsmæssigt og kulturelt knudepunkt i det britiske koloniimperium. På cykelturen triller vi både forbi veludsmykkede kinesiske herskabsvillaer, som ligger side om side med hvidkalkede moskeer og burmesiske templer, madboder langs fortovene, hvor grøntsager og kød syder i den boblende madolie, og små klynger af træhuse, der er bygget på stolper langs havnefronten.
Briterne har for længst trukket sig ud af området, og Georgetown er i dag hovedbyen på en af Malaysias mere ukendte ferieøer, Penang, som ligger ud for den nordvestlige kyst. Men når man sidder i den smalle cykelvogn, begynder ens romantiserede forestilling om Orienten at summe i kroppen. For lige som resten af øen har Georgetown en autentisk og naturlig charme, som man sjældent opstøver på disse egne. Byen kom i 2008 på Unescos liste over bevaringsværdige områder. Og selv om nogle af husene ligner noget, som en dansk ejendomsmægler ville kalde ”et godt håndværkertilbud”, er det ikke svært at forestille sig, hvordan Sydøstasien må have set ud, før direkte charterflyvninger mellem Billund og Phuket blev en realitet.
Langt fra tropevand
Resten af Penang byder dog på mere end koloninostalgi og cykelture. Øen, der er på størrelse med Lolland, har både billedskønne strandstrækninger, natmarkeder med alverdens kopier af tingeltangel og tætbevoksede regnskove. Sammen med min familie bor jeg på den nordlige kyst, Batu Ferringhi, der ligger 20 minutters kørsel fra Georgetown.
Det er her, at de fleste turisthoteller er placeret, og størstedelen af de gæster, der ligger rundt om poolen, er enten fra Australien, England eller den arabiske halvø. Der er til gengæld få danskere, hvilket nok skyldes, at øer som Langkawi og især Phuket figurerer højere, når danskerne skal udfylde deres ferieønskelister. Og der er da også forskelle på øerne. Tager man det negative først, skal man lede længe efter azurblåt vand og tropiske fisk i vandkanten. Selv om det ser smukt ud, er havet fyldt med langarmede brandmænd. Samtidig er det grumset, efter at man i flere år har udledt spildevand direkte i havet. Myndighederne har for nylig igangsat et større rensningsprojekt, der på sigt skal gøre strandene turistvenlige igen. Men jeg ser kun lokale hoppe rundt i bølgerne. På plussiden er der en rolig stemning på øen. Hvor eksempelvis Phuket kan virke noget rastløs med sine mange neonskilte og højlydte barer, er Penang mindre hektisk. Gadesælgerne er ikke så pågående, og de lokale er generelt imødekommende og snaksalige. Samtidig er turisme ikke hovederhvervet på øen. Malaysias svar på Silicon Valley ligger på den sydlige side af øen, og det forklarer unægtelig de lokales afslappede indstilling til turisterne.
Insektsymfonier i surround sound
Samtidig er der mange muligheder for at opleve øens øvrige seværdigheder.
Hvis ikke man bliver alt for doven i den tunge tropehede, er der mulighed for at udfolde sig fysisk. Man kan eksempelvis vælge at trekke hele vejen op til øens øverste punkt, Penang Hill, 830 meter, hvor der i klart vejr er en fantastisk udsigt ud over øen. Der findes også en næsten 100 år gammel togbane hele vejen op til toppen. Toget er dog under reparation for tiden, og ifølge det lokale turistbureau er banen først færdig engang i 2011. Ellers kan man vælge at vandre gennem øens nationalpark, Penang National Park, der ligger et par kilometer fra de store turisthoteller.
Parken, der kun er et par år gammel, har flere fastlagte ruter, som tager et par timer at gå. Det er en god idé at være der så tidligt som overhovedet muligt - helst når de åbner kl. 7.30, hvor det stadigvæk er forholdsvist køligt. Ud over at der næsten ikke er nogen mennesker, er det også en sansefuld oplevelse at vandre gennem regnskoven, mens nattetågen stadig ligger i små banker mellem bakkerne. Man kan enten vælge at tage på en guidet tur eller tage af sted på egen hånd, hvis man vil opleve regnskoven i sit eget tempo. Jeg vælger det sidste, og den unge kvinde i turistinformationen fortæller, at jeg skal holde øje med bl.a. aber, flyvende lemurer og leopardkatte, og at jeg ikke behøver være bange for slanger, skorpioner og andet kryb.
På min tur når jeg at spotte flere aber, der pludselig dingler i grenene over mig, og høre insektsymfonier i surround sound. Flere gange standser jeg op på den smalle sti, tager et par dybe vejrtrækninger og nyder den hektiske morgenaktivitet, som omslutter mig. Man skal dog huske at få en god omgang morgenmad, inden man tager af sted. Samtidig skal man have mindst to-tre liter vand med i rygsækken, da man kommer til at svede meget.
Frugt og sommerfugle
Er man til det mindre krævende, kan man besøge øens sommerfuglepark, Penang Butterfly Park, hvor tusindvis af flerfarvede sommerfugle flyver omkring. Her har de samtidig et utal af historiske genstande fra den sydøstasiatiske region og en interessant samling af propagandagenstande fra Maos Kina. Derudover findes der en omfangsrig frugtplantage, Tropical Fruit Farm, med et bredt sortiment af Sydøstasiens frugter. Bliver man træt af øen, kan man leje en bil og køre ind til fastlandet. Penang ligger et par timers kørsel fra hovedstaden, Kuala Lumpur, hvor der er rig mulighed for at opleve millionbyen og for at købe ind. Samtidig er der daglige færgeafgange mellem Penang og Langkawi - en tur, som tager godt tre timer. Eller man kan sætte sig tilrette i en trishaw og trille gennem Georgetown.
LÆS OGSÅ:
Til festival med grillspyd i kinderne