Kvartertjek: Bag de fine kvarterer ligger det farverige gamle Napoli
I Centro Storico hænger vasketøjet som dryppende tangskove på snore over de smalle gyder, mens duften breder sig fra de hundredevis af stenovne i pizzaens hjemby.
Vil du have rejsenyheder, anmeldelser og guider på en nem og hurtig måde?
Bestil JP Rejsers nyhedsbrev, som kommer hver fredag kl. 15.00. Tilmelding her.
Gemt bag de statelige bygninger og brede boulevarder i Napolis moderne bydele ligger den oprindelige historiske bykerne, Centro Storico. Vi viser vej til storbyens ældste kvarterer.
Fontæner, skæve kirker og forfaldne barokhuse afløses af den ene summende piazza efter den anden her i hjertet af Napolis gamle bydel, hvor de antikke grækeres oprindelige byplan endnu forsøger at presse lidt strenghed ned over det farverige kaos.
Centro Storico er et fletværk af myldrende gader, der alle leder hen til eller udgår fra de tre tværgående decumani, hvoraf den sydligste, il decumano inferiore, i folkemunde kaldes »Spaccanapoli«, Napoli-splitteren, fordi vejen synes at dele den gamle bydel i to. Fra vest mod øst fører den fodgængere forbi flere af byens kulturelle oaser: Ud til Piazza del Gesu Nuovo ligger kirken Basilica di Santa Chiara, hvis mure omslutter en enorm, grøn klosterhave, Monastero di Santa Chiara, fra 1300-tallet med håndmalede terrakottafliser og svale søjlegange.
Lidt længere fremme blev Piazza San Domenico Maggiore som det meste af det nuværende Centro Storico anlagt af en spansk konge i løbet af renæssancen, i dette tilfælde Alfonso 1. Obelisken, der dominerer hele pladsen, blev opført i 1600-tallet efter en pestepidemi.
Snup en babà eller en sfogliatella på pladsens legendariske konditori, Pasticceria Scaturchio, der siden 1905 har tanket befolkningen op med søde sager og koffein.
Monastero di Santa Chiara: Via S. Chiara 49. monasterodisantachiara.com
Pasticceria Scaturchio: Piazza San Domenico Maggiore 19. scaturchio.it
De unges plads Piazza Bellini
På en af byens livligste pladser, Piazza Bellini, mødes universitetsstuderende og elever fra det nærliggende musikkonservatorium på alle tider af døgnet for at spise, drikke kaffe og senere svælge i gode drinks og cocktails fra de nærliggende barer.
Om dagen er pladsen en oase midt i asfaltjunglen med gode optankningssteder som bogcaféen Intra Moenia, hvor der kan læses, købes bøger, snackes eller bare hænges ud under stedets skyggefulde grønne pergola. Gnaver sulten for alvor, vælger nogle at smutte ned og spise god skaldyrspasta eller dampet fisk, a cartoccio, på restaranten Trattoria Vincenzo.
Om aftenen skifter piazza’en ham og bliver til et stort, udendørs mødested. Midt på Piazza Bellini kan man i øvrigt se de udgravede rester fra noget af den ringmur, der omgav den antikke, græske by for cirka 2.500 år siden. Muren løb på grænsen mellem de bebyggede områder og de dybe slugter, som i bugtens bagland udgjorde naturskabte voldgrave og således beskyttede byen mod indtrængende fjender.
Caffè Letterario Intra Moenia: Piazza Vincenzo Bellini 70. intramoenia.it
Trattoria Vincenzo: Piazza Bellini.
Det hemmelige kabinet på Museo Archeologico
Napolis arkæologiske museum skabte overskrifter verden over, da der i år 2000 blev åbnet helt op for det hemmelige kabinet, Il Gabinetto Segreto, som siden 1860 havde været delvist lukket for publikum på grund af sit anstødelige indhold, nemlig de mange frække figurer og erotiske motiver fra Pompeis ruiner, der var for vovede til at blive udstillet sammen med alle de andre fund.
Men bygningen skal ikke kun besøges for de arkæologiske fund. Napolis måske smukkeste rum befinder sig på museets førstesal, den såkaldte Gran Salone Della Meridiana. Den enorme hal fra 1700-tallet er sirligt bemalet med gult. Lyset strømmer ind fra store ovenlysvinduer, og over beskuerens hoved svæver datidens kong Ferdinand 4. af Napoli og hans dronning Maria Carolina på pink og lyseblå skyer i et mesterværk af et loftsmaleri udført af den lokale kunstner Pietro Bardellino. Flere lægger sig faktisk ned på ryggen for at beundre motivet.
Piazza Museo 19. cir.campania.beniculturali.it/museoarcheologiconazionale.it
Moderne verdenskunst på Museo MADRE
En stenhest betragter verdens mylder fra sin plads på taget. Herfra har den sammen med museets besøgende en betagende udsigt ud over Centro Storicos, den gamle bydels, ramponerede middelaldertage.
Skulpturens ophavsmand, den lokale kunstner Mimmo Paladino, placerede den her i 2006. Hesten er et symbol på den krig, handel og de rejser, der har præget byens identitet. MADRE er et af de nye gallerier og kunstmuseer, som skød op i 00’erne, og som har fået flere til at anse Napoli for at være Italiens vigtigste kunstby - for moderne kunst - efter Torino.
Museet huser udstillinger af kunstnere som Brian Eno, Georg Baselitz, Robert Wilson og Piero Manzoni i de store haller, der engang rummede klostret Donna Regina. Museet bygger videre på arven fra 1960’erne og 70’erne, hvor nogle af de største kunstnere som Andy Warhol, Robert Rauschenberg og Cy Twombly jævnligt besøgte Napoli for at blive inspireret.
Museo d’Arte Contemporanea Donnaregina MADRE: Via Luigi Settembrini 79. www.madrenapoli.it
Cattedrale di Santa Maria Assunta
Det bedste bevis på byens nedarvede tro på varsler og symboler er San Gennaro-miraklet, der sker den første lørdag i maj, 19. september (helgenens dødsdag) og 16. december (årsdagen for Vesuvios udbrud i 1631).
Her fyldes byens domkirke, Cattedrale di Santa Maria Assunta, til bristepunktet, og kardinalen fremviser to ampuller med helgenens størknede blod, som helst skal blive flydende under højtideligheden. Sker det ikke, går byen under.
Overleveringen fortæller, at San Gennaro blev halshugget af romerne i år 305 i Pozzuoli, men at slavekvinden Eusebia tog hans hoved og tappede blodet fra det ned i ampullerne. De befinder sig nu i domkirken sammen med helgenens jordiske rester, der i 1497 kom hertil fra Benevento, San Gennaros fødeby.
Domkirken, der blev bygget oven på en gammel kirke og et hedensk Neptun-tempel, har siden 1300-tallet været det naturlige fysiske centrum for napolitanernes katolske tro. Her har man bedt for frelse under de mange epidemier, krige og vulkanudbrud. Bygningen fremstår i gotisk stil med kapellet La Reale Capella del Tesoro di San Gennaro som klimaks. I det nærliggende museum, Museo del Tesoro di San Gennaro, udstilles desuden nogle af kirkens skatte, sølv og guldtøj.
Cattedrale di Santa Maria Assunta: Via Duomo 149.
Museo del Tesoro di San Gennaro: Via Duomo 149. museosangennaro.it
Verdens bedste pizzaer på Via dei Tribunali
På Via dei Tribunali gløder pizzaovnene, og brolægningen foran pizzariaerne er et bølgende menneskehav. Her er alle samfundslag repræsenterede, for både advokater, husmødre, professorer og arbejdsløse kan enes om, at pizza er en borgerret. I Via dei Tribunali og i de tilstødende gader ligger nogle af Napolis bedste pizzeriaer, og det er en oplevelse i sig selv at betragte den stoiske ro, hvormed pizzabagerne udfører deres håndværk, mens de spændte og sultne tilskuere kigger på.
Napolitanerne kan med rette være stolte af deres pizza. Den nu verdensomspændende spise blev født her, og man mener faktisk at have fundet forkullede pizzaer blandt ruinerne i Pompei.
Det at gå på pizzeria begyndte man dog først med i 1800-tallet. Inden da blev pizzaen solgt og spist på gaden, foldet sammen a libretto. Da det var fattigmandskost, bestod fyldet mestendels af fedtegrever, men i 1889 revolutionerede Napolis mest berømte pizzabager, Raffaelle Esposito, ifølge overleveringen spisen ved at krydre pizzabunden med tomat, mozzarella og basilikum i de italienske farver til ære for dronning Margherita af Savoyen.
Der findes dog talrige skrifter, der viser, at en sådan pizza allerede blev serveret i 1830. Under alle omstændigheder vedbliver varianten med at være den mest klassiske sammen med marinara, der krydres med tomat, oregano og hvidløg.
Napolitanerne hæger om spisens perfektion med præcise foreskrifter. Små skilte uden for pizzeriaerne viser, om de laver pizza verace di Napoli på byens eget grundvand og bagt i en brændefyret ovn. Alt efter type må pizzaerne kun krydres med tomater fra Vesuvio og dækkes af den originale bøffelmozzarella. Der er i dag ca. 500 stenovne i Napoli, som hver dag hjælper til med at fodre byens utrætteligt pizzapjattede befolkning.
Når pizzeriaerne ligger så tæt, som de gør på Via dei Tribunali, er det oplagt med lidt sund konkurrence, og den har i de sidste par år ikke mindst stået mellem Dal Presidente, der blev drevet af legendariske Ernesto Cacialli indtil hans død i 2009 under navnet Il Pizzaiolo del Presidente, og Di Matteo tæt derved.
Begge steder laver fabelagtige pizzaer, begge steder havde besøg af Bill Clinton, da han gæstede Napoli i 1994, og begge steder hævder endnu at lave Bills foretrukne pizza. Andre berømte pizzeriaer på striben er Sorbillo og I Decumani – sidstnævnte laver en særlig pizza med et hul i midten, et slags pizzahjul, hvor en hel, frisk mozzarella ligger og lokker.
Via dei Tribunali rummer flere overraskelser.
Murene prydes nemlig flere steder med gadekunst af både lokale og internationale kunstnere som Kaf, Cyop, Iabo og selveste Banksy, genrens ukronede konge, hvis værker sælges til millioner.
Gå ikke glip af hans sort-hvide madonnafigur Santa Teresa’s Ecstasy i Piazza dei Gerolomini. Andre smukke piazza’er er Piazza San Gaetano, hvor der ligger en nedgang til et af Napolis mange underjordiske græske og romerske gangsystemer, Napoli Sotterranea, hvor man guides rundt i 40 meters dybde.
Husk også at kaste et blik op ad den tilstødende gade Via S. Gregorio Armeno, hvor små værksteder hele året rundt producerer kulisser og figurer til de såkaldte presepi, Napolis berømte julekrybber, som enhver beboer med respekt for sin by opsætter derhjemme til jul.
Dal Presidente: Via Tribunali 120/12. www.dalpresidentepizzeria.it
Di Matteo: Via dei Tribunali 94. pizzeriadimatteo.com
Gino Sorbillo: Via dei Tribunali 32. sorbillo.it
I Decumani: Via dei Tribunali 58.
Napoli Sotterranea: Piazza San Gaetano 68. Guidede ture på engelsk dgl. napolisotterranea.org
Vil du have rejsenyheder, anmeldelser og guider på en nem og hurtig måde? Så bestil JP’s Bolig-nyhedsbrev, som kommer hver fredag kl. 15.00. Tilmelding her.