Vesterhavet funkler mellem Ingels og Mandrup

Der er egentlig ikke nogen af os, der interesserer os særligt for fugle. Hverken min kone eller jeg eller vores to piger på seks og otte. Alligevel sker der noget, da vi træder ind i Vadehavscentrets lyse, tyste, højloftede indre.

Vi nærmest lister over betongulvet og ind i det første udstillingsrum med en række smukt udskårne fuglemodeller i træ og to mystiske kasser, som man kan betragte dem igennem. Begge piger lader sig straks lokke og stiller sig hen og kigger.

»De bevæger sig,« udbryder den ældste og ganske rigtigt: Fuglene får farve og bliver levende, når man betragter dem igennem kikkerterne. En forvandling tager form, og en interesse er vakt. Modellerne forestiller et lille udsnit af de mange arter, der lever og yngler ved Vadehavet, og de er et godt eksempel på, hvordan det nye museum med enkle greb vækker lysten til at lære nyt.

Museumsoplevelser i særklasse

Vi er nemlig ikke taget til Vadehavet for at se på fugle, men for at opleve to af årets mest markante arkitektoniske nyheder, der ligger kun godt 80 kilometer fra hinanden i det vestligste Sydjylland. Vadehavscentret tæt på Ribe skabt af Dorte Mandrup og bunkermuseet Tirpitz ved Blåvand tegnet af Bjarke Ingels. Begge museer er oplevelser i særklasse, der forholder sig bevidst til den fredede natur i Nationalpark Vadehavet – men på to vidt forskellige måder.

Vadehavscentret har både stråtækt tag og stråtækte ydermure, hvis lysebrune nuancer indpasser den skarpt skårne bygning perfekt i omgivelserne. Arkitekt Mogens A. Morgen, der er professor ved Aarhus Arkitektskole og tidligere har arbejdet i Kulturarvstyrelsen, har også netop besøgt de to museer, og han er imponeret.

»Dorte Mandrup genskaber noget, som hører til lokalt på en måde, så det taler til nutidens mennesker. Hun bruger strå, som jo er et ældgammelt materiale, men i et helt nyt, eminent design,« mener Mogens A. Morgen.

»Samtidig fastholder hun den firelængede gård som grundform – en form, som der er tradition for at bruge langs Vestkysten for at beskytte sig imod vind og vejr. Hun skaber sin egen fortolkning og har lavet et meget smukt hus, der passer uendeligt godt ind i landskabet,« siger han.

Det mest spektakulære er dog indenfor, hvor huset stilfærdigt og fokuseret taler til alle sanserne.

Dyr mellem hænderne

Vi går videre ind i det næste, mørke rum, hvor projektioner af havets stigninger og fald lyser op på den ene væg. Lys er der også på en høj sandkasse i mørkt træ, som den yngste straks giver sig til at grave i med hænderne. Lysprojektionerne på det kølige sand ændrer sig, når vi flytter på det. Små gårde og landsbyer dukker op, der hvor vi har samlet sandbunker højere end vandlinjen, mens de skylles væk alle andre steder. Det er vores leg med sandet, der bestemmer, hvilke gårde der oversvømmes, og hvilke der går fri af oversvømmelserne.

Den ældstes nysgerrighed driver hende videre ind i et lyst rum med farverige tegninger af områdets fugle. Hun finder nogle høretelefoner og lytter intenst til fortællingen om én af de trækfugle, som ingen af os har hørt om før.

»Der skal være noget for øjet, noget man kan lytte til, og noget man kan røre ved,« fortæller Vadehavscentrets souschef, Susanne Andersen, der er uddannet arkitekt og har været med siden begyndelsen i 1997.

»Den taktile tilgang tiltaler især børn, der er vant til at lege med og røre ved ting, mens vi nogle gange oplever, at vores lidt ældre gæster ikke altid tør røre ved tingene.«

»Vi har brugt vores mange års erfaring med, hvad der virker og ikke virker til at tilrettelægge udstillingen, så der er noget til alle aldersgrupper. Teenagerne kan lege dj med fuglelyde, og de udstillingsvante pensionister kan få en æstetisk oplevelse,« siger Susanne Andersen og fortsætter: »Derfor har vi også engageret en række kunstnere – en træskærer, stukkatør, akvarelmaler og glaskunstner.«

Resultatet er ganske enkelt smukt. Museet giver en afbalanceret oplevelse i træ og beton med ro og fokus – ikke mindst for den yngre generation, der er vant til at blive bombarderet med indtryk.

»En af de helt bemærkelsesværdige ting ved Vadehavscentret er, hvordan bygningen og udstillingen smelter sammen på en forbilledlig måde,« siger arkitekturprofessor Mogens A. Morgen og uddyber: »Ofte får arkitekterne ikke får lov til at være med i udstillingsdesignet, som først bliver lavet bagefter – og så bliver det sjældent godt. I Vadehavscentret har Dorte Mandrup derimod arbejdet tæt sammen med udstillingsarkitekt Johan Carlsson og sikret, at materialerne spiller sammen. Sanseligheden går igen over alt. Der dufter af natur, og det er en fornøjelse at røre ved træet, betonen og de udstillede genstande.«

Røre er netop, hvad man kan ved det vandbassin, som pigerne har fået øje på. Den yngste stikker impulsivt hænderne i vandet. Med et ryk kommer de dog hurtigt op igen.

»Det går!« udbryder hun og peger på et sneglehus, der piler over bassinets sandbund. Efter lidt tøven finder hendes hænder igen vej ned i vandet og får fat på sneglehuset, der viser sig at være beboet af en lyserød eremitkrebs, der spræller febrilsk med benene.

Da vi nogle timer senere er færdige med sådan at føle os frem i ny viden om fugle, fisk og hav, er vi overvældede, men ikke overstimulerede. Nu vil vi bare gerne ud at se det, Vadehavet, og vi kører ned til vejen, der fører over den lejlighedsvist blotlagte havbund til Mandø. Det er stort, fladt, salt og råt. Fuglene på himlen svæver stille i den vilde vind, og en ensom fisker samler sine net ind ude i horisonten. Vi skal ikke mere i dag, men i morgen går turen til Tirpitz. Ned i mørket.

Desorienteret under jorden

Vi er desorienterede, allerede da vi er kommet rundt om hjørnet og ned ad trappen til bygningens hjerte: Et dunkelt, kvadratisk rum med udstillinger til alle fire sider. Vores øjne skal vænne sig til mørket, inden vi træder indenfor i udstillingen, hvor den dunkle lyssætning matcher det alvorlige emne. Også her kan vi røre ved genstandene – kanonløbets stål, bunkerens beton – og høre om en svær tid, der heldigvis er fortid. Det er fascinerende og lidt voldsomt – især for den mindste, der søger ind i den smukke udstilling om rav i rummet ved siden af.

Tirpitz har forskellige tematiske udstillinger i bygningens fire underjordiske længer, som alle fortæller om livet ved Vesterhavet. Ravets historie, fiskernes forhold til det voldsomme hav og Anden Verdenskrig med udgangspunkt i den tyske bunker, som museet har taget navn efter. Vi kan røre ved bløde ravklumper og kravle op i et gammelt skib, høre historier om handelsfolk og snige os rundt i den dybsorte bunker. Der er så mange genstande at forholde sig til, at det bliver svært at kapere, så pigerne bliver hurtigt trætte. Vi går rundt hver især med en lille højtaler mod øret og lytter til de mange historier, der på én gang er overvældende i antal og spændende at fordybe sig i.

»Det her med at gå rundt med en højttaler til øret gør, at oplevelsen bliver lidt isoleret. Man får ikke talt sammen om det, man ser. I stedet ryger man ind i et iPad-univers, hvor man lidt mister den sociale dimension,« siger Mogens A. Morgen.

Selvom han ikke mener, at udstilling og bygning i Tirpitz spiller så godt sammen som i Vadehavscentret, er han imponeret over arkitekternes arbejde.

»Begge museer står frem som eksemplarisk gode. Det er ideale byggerier, hvor der er skruet ned for hittepåsomheden til fordel for et mere afdæmpet og respektfuldt udtryk. Det virker som om, at den modstand, som nationalparkens fredede natur har givet arkitekterne, har været rigtig god for bygningerne,« siger han.

»Tirpitz er bygget i glas og beton, der jo begge indeholder sand, og med et tag af klitlandskab bruger Bjarke Ingels nærmest kun ét materiale. Tendensen i museumsbyggeriet er lige nu, at der bliver lavet arkitektoniske flagskibe, og man kan heller ikke lade være med at falde på halen over den måde, som museet er indpasset i landskabet, så det borer sig diskret ned i klitten.«

Efter flere timers intense indtryk i de fortættede rum er vi lidt rundt på gulvet. Vi begiver os ud i den skarpe sol og sætter kursen mod vandet gennem det særprægede militære øvelsesterræn ved Oksbøl, der minder os om, at kampvogne, bunkere og patroner ikke kun er museumsegnet fortid. For enden af en grusvej, der snor sig igennem en sødt duftende hede af lilla lyng, stiger vi ud og løber det sidste stykke mod havet. Det brusende og brølende, bevægelige og bevægende. Blåt i alle den blå farves nuancer. Pisket hvidt af vinden, som kun Vesterhavet kan blive.

Her er bare klitter og hav, fugle og fisk, og en ubestemmelig følelse af frihed i en natur, der er så stor, at det meste bliver småt.