Stigende frygt for zika-udbrud i USA
Beboere i Florida er blevet smittet med den frygtede virus. Tag dine forholdsregler, hvis du skal til Florida, råder Statens Serum Institut.
Floridas myndigheder går nu fra dør til dør for at indsamle urinprøver fra beboere i de områder, hvor der er blevet registreret fire zika-udbrud.
Tilfælde, som ifølge det amerikanske Center for Sygdomsforebyggelse, med stor sandsynlighed stammer fra myggestik i Florida. Det vil i så fald være første gang, at virussen bliver overført fra myg lokalt i USA.
- Det er desværre ikke noget, der kommer bag på os, for vi ved jo, at myggen er til stede i Florida, forklarer Kåre Mølbak, afdelingsleder for infektionsepidemiologi i Statens Serum Institut.
- Og der er varmt i Florida nu, så der er gode klimatiske betingelser for myggen, så hvis udbruddet bliver en realitet, vil det egentlig ikke komme bag på os, udtaler overlægen fra Statens Serum Institut til Ritzau Fokus.
Der har allerede været registreret over 300 tilfælde af zika-virus i Florida, som folk menes at have bragt med hjem fra ferie. Men nu frygter de amerikanske sundhedsmyndigheder, at der er tale om en helt ny situation og trussel.
- Beviserne peger i retning af, at der er lokal overførsel via myg i det sydlige Florida, lyder den ildevarslende besked fra talsmand Tom Skinner fra USA’s Center for Sygdomsforebyggelse.
Herhjemme følger de danske myndigheder udviklingen i Florida med stor alvor, så danske rejsende kan blive advaret om en eventuel epidemi i tide.
- Det er bestemt noget, vi holder øje med. Jeg vil tro, at de amerikanske myndigheder har ret travlt med at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen, inden de kommer med deres officielle anbefalinger og advarsler, lyder forklaringen fra Statens Serum Instituts Kåre Mølbak.
Den danske epidemiekspert vurderer, at det stadig er for tidligt at komme med en officiel advarsel mod zika-udbrud i Florida, men det er alligevel en god idé at tage sine forholdsregler.
- Når man er ude at rejse i tropiske og subtropiske områder som i Florida, skal man altid være opmærksom på at forebygge myggestik så godt som muligt. Zika er særligt en risiko for gravide, og folk der påtænker at blive gravide, lyder det fra epidemiolog Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut.
USA’s sundhedsmyndigheder har allerede fastslået, at der er en direkte sammenhæng mellem zika-smitte og alvorlige komplikationer og misdannelser hos fostre.